Sådan minimerer du risikoen for maddiker
Få gode råd til hvordan du kan holde fluerne væk fra dit madaffald.
Maddiker og fluer
I madaffald er det oftest æg fra spyfluer, der bliver til maddiker. På et døgn bliver æggene til maddiker (larver), som efter ti dage bliver til fluer.
5 ting der gør det svært for maddiker
- Luk låget på køkkenkurv og spand.
- Bind dobbeltknude på plastikposen.
- Stil spanden i skyggen, så den står så køligt som muligt.
- Hold spanden tør. Er der væske i spanden efter tømning, så vend den på hovedet og lad den tørre.
- Vask spanden for at minimere lugt.
Hvad kan jeg gøre?
- Dryp affaldet godt af, inden du lægger det i plastposen.
- Sørg for at holde låget på køkkenkurven indenfor lukket. Fluerne kan også lægge æg i dit affald, inden det kommer ud i din spand udenfor.
- Bind dobbeltknude på posen, inden du kommer den i spanden udenfor. Det er vigtigt, at du får lukket for dine poser – så mindsker du risikoen for lugt og maddiker. Er posen lukket tæt, så kommer der ikke lugt ud af posen, og fluer har ikke mulighed for at lægge æg i dit madaffald. Det er spyfluernes æg, der bliver til maddiker.
- Skift posen hver 2. dag. Det har vi leveret plastikposer til.
- Læg posen forsigtigt i spanden, så der ikke går hul på posen.
- Stil din spand i skyggen. Står din skraldespand i solen på en varm sommerdag, så kan den komme til at lugte.
- Stil spanden så køligt som muligt, væk fra vinduer/døre.
- Hold låget på spanden lukket.
- Er der væske i spanden, så vend spanden på hovedet efter tømning, så væsken kan løbe ud. Eller lad låget stå åben, så det fordamper. Lad spanden blive tør, inden du igen lægger poser med madaffald i den. En tør spand mindsker risikoen for maddiker.
- Du kan med fordel vaske din spand i ny og næ, derved undgår du også insekter og lugtgener.
Skulle det ske, at du har fået maddiker, har andre haft gode erfaringer med nedenstående "husråd".
- Vask spanden
Når den udendørs spand er blevet tømt, kan du fjerne flueæg og maddiker ved at vaske spanden grundigt.
Hæld et par liter kogende vand ned langs siderne for at fjerne flueæg, maddiker og fastgroet materiale. Luk låget til, så nye fluer ikke tiltrækkes og lægger æg. Lad vandet køle af og hæld det ud. Gentag evt. et par gange, måske med lidt sæbe i.
Lad spanden blive tør, inden du igen lægger poser med madaffald i den. En tør spand mindsker risikoen for maddiker.
Smid ikke strøelse eller for eksempel savsmuld i beholderen til at suge væsken. Det kan give mere fastgroet affald, og på sigt giver det endnu bedre forhold for fluer at lægge deres æg i.
- Brug ikke gift
Da maddiker ikke er farlige, skal du ikke bruge sprøjtegifte til at bekæmpe dem med. Du kan evt. benytte en smule rodalon, når du rengør spanden, da det er bakteriedræbende.
- Minimer lugt
Madlugten tiltrækker spyfluer. Nogle dråber af eddike i bunden af spanden kan evt. hjælpe til at forhindre lugt.
Bananfluer kommer typisk i køkkenet omkring august måned. Bananfluer flyver tit rundt i nærheden af frugt, grønt og andre sødlige madvarer, som ikke ligger i køleskabet. Hunfluerne lægger æg i maden, og larverne lever af de gærceller, som særligt findes i frugt. Henover efteråret forsvinder bananfluerne igen, fordi temperaturen daler.
Husråd mod bananfluer
For at komme bananfluerne til livs, er det vigtigste at fjerne de ting, der tiltrækker bananfluerne, og som de lægger deres æg i. Det vil sige:
- Hav ikke stødt frugt og grønt liggende fremme. Dæk øvrigt frugt og grønt til med et klæde eller et fluenet eller sæt dem udenfor.
Er der bananfluer i frugtskålen, fordi frugten er stødt/dårlig, så læg frugten i en af de grønne plastikposer og kom posen i den udendørs spand med det samme, for at undgå bananfluer i køkkenkurven.
- Fjern tomme vin- og ølflasker fra boligen.
- Luk beholdere med syltetøj, asier osv. tæt.
- Fjern frugtskrald som banan- og æbleskræl, kernehuse eller frugtsten med rester af frugtkød så hurtigt som muligt.
- Luk udendørs affalds- og kompostbeholdere til - her yngler bananfluerne også om sommeren.
- Tøm køkkenkurven jævnligt. Hold låget lukket og sæt eventuelt en klemme om posen, så fluerne ikke har mulighed for at kravle ned i affaldet.
- Udskift klude og svampe i køkkenet jævnligt. Bananfluer kan også yngle på sure klude.
- Vask op eller stil i opvaskemaskinen med det samme - særligt glas med vin- eller juicerester.
- Gør køkkenet grundigt rent. Vær særlig omhyggelig med madrester og flueklatter i køkkenvasken, omkring kogeplader og gasblus, under komfuret, i køkkenskabe og køleskabet, hvor der fx kan ligge indtørrede pletter fra fx spildt juice.
Eddikefælde
Har du fået besøg af bananfluen, så kan en eddikefælde eventuelt være en måde at komme dem til livs.
- Hæld en lille smule æbleeddike og et par dråber opvaskemiddel i et glas.
- Klip et hjørne af en mindre plastpose. Hullet skal være stort nok til, at bananfluerne kan komme igennem, men ikke så stort, at det er for nemt for dem at flygte fra glasset igen.
- Sæt posen over glasset og placér den, så hjørnet med hullet er i midten af glasset.
- Skub hjørnet med hullet ned i glasset, så det bliver til en lille tunnel. Posen skal ikke røre eddiken.
- Sæt en elastik over glasset for at holde posen på plads.
Sæt et par eddikefælder i de områder, hvor der er flest bananfluer. Tøm fælderne efter et par dage, eller når du synes, det er nødvendigt, og fyld dem med frisk æbleeddike.
Kilde: Videnscentret Bolius
Bestil rengøring af skraldespand
Er din skraldespand blevet beskidt, kan du bestille rengøring. Det koster 475 kr. pr. spand.