Kvalitetsstandard for stofmisbrugsbehandling (servicelovens § 101)

Læs om kvalitetsstandarden.

    En kvalitetsstandard er et andet ord for serviceniveau. Kvalitetsstandarden beskriver indholdet i og omfanget af de indsatser, kommunen som udgangspunkt tilbyder sine borgere. Kvalitetsstandarden er en politisk besluttet ramme for, hvad der vil være gældende i langt de fleste situationer, selvom de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn. En kvalitetsstandard er således også en metode til forventningsafstemning med kommunens borgere. Både de der har brug for støtte og deres pårørende.

    Læs kvalitetsstandarden

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om social behandling efter stk. 1 på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan anmode et behandlingstilbud om at foretage afdækning af personens problemer og behov, jf. stk. 2.

    Stk. 4. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

    Stk. 5. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1 og 2.

    Stk. 6. Fristen efter stk. 4 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, kommunalbestyrelsen har visiteret til efter stk. 1 og 2.

    Stk. 7. Retten til at vælge efter stk. 5 kan begrænses, hvis hensynet til personen taler for det.

    Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at behandlingstilbuddet ved behandlingens start udarbejder en behandlingsplan, der har til formål at sikre sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket, jf. stk. 2, og den behandling, der iværksættes.

    Stk. 9. I forbindelse med tilbud om behandling efter stk. 1 og under behandlingsforløbet kan kommunalbestyrelsen anvende gavekort med henblik på at fastholde personen i behandling. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

    Stk. 10. Stk. 9 finder tilsvarende anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, der får behandling efter regler fastsat i medfør af stk. 12 eller er i et tilbud efter § 52, stk. 3.

    Stk. 11. Gavekort, jf. stk. 9, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

    Stk. 12. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om behandling efter stk. 1 og 4 af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug i særlige tilfælde.

    Stk. 13. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om afdækningen af personens problemer og behov efter stk. 2 og om anvendelsen af gavekort efter stk. 9.

    Servicelovens § 101 a. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde anonym, ambulant behandling af stofmisbrug til personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer, hvortil der ydes hjælp efter afsnit V. 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indgår aftale med to eller flere leverandører af tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, jf. stk. 1, hvoraf mindst ét tilbud skal være beliggende uden for kommunen. 

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at en person, der ønsker at modtage anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling, jf. stk. 1, kan henvende sig til kommunen anonymt via hjemmeside eller telefonisk og indgå aftale om en afklarende samtale om behandlingsbehovet. Den afklarende samtale skal tilrettelægges på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås. 

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om behandling efter stk. 1 på baggrund af en afklarende samtale, jf. stk. 3, hvorefter personen henvises til de behandlingstilbud, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med efter stk. 2. 

    Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de leverandører af tilbud, der er indgået aftale med, jf. stk. 2, skal behandle henvendelser, jf. stk. 3, og træffe afgørelse om behandling på baggrund af en afklarende samtale. 

    Stk. 6. Afgørelser om behandling efter stk. 4 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. 

    Stk. 7. Behandlingen efter stk. 1 skal foregå adskilt fra behandlingstilbud efter § 101 og på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås. 

    Stk. 8. Behandlingen efter stk. 1 skal udgøre et afgrænset behandlingsforløb af kortere varighed og indeholde gruppebehandling og mulighed for en individuel, afsluttende samtale.

    Sundhedslovens § 142. Ifølge sundhedslovens § 142 skal kommunen tilbyde vederlagsfri lægelig behandling med euforiserende stoffer til personer med stofmisbrug. Den lægelige behandling forudsættes at være en integreret del af den enkelte kommunes samlede behandlings- og omsorgstilbud til personer med stofmisbrug.

    Målgruppen er borgere over 12 år, der har brug for hjælp til stofmisbrugsproblematikker.

    Det overordnede formål med indsatserne er at hjælpe borgeren med at blive stoffri, opnå en reduktion af stofmisbruget eller blive stabiliseret. 

    Målet for indsatsen er, at der i fællesskab med borgeren tilrettelægges en individuel behandlingsplan, som borgeren guides og støttes i. 

    Opgaven er med et skadesreducerende sigte at tilbyde stofmisbrugsbehandling, som understøtter borgeren i læring, udvikling og mestring af eget liv. Tilbuddet er kendetegnet ved, at opgaven sættes i centrum og sammensættes via fleksible indsatser, som matcher den enkelte borger.

    Esbjerg Kommune ønsker at prioritere efterbehandling, hvorfor alle borgere ved udskrivning får tilbud om en individuel efterbehandlingsplan.

    Derudover er der altid mulighed for at borgere ved behov kan kontakte Center for Sociale Indsatser for at få telefonisk rådgivning eller få tilbudt genindskrivning.

    Stofmisbrugsbehandlingen i Esbjerg Kommune består af to områder: 
     
    • Et socialfagligt afsnit med flere underafdelinger, der retter sig mod stoffrihed
    • Et medicinsk behandlingsafsnit med flere underafdelinger, der retter sig mod substitutionsbehandling
    Stofmisbrugsbehandlingen i Esbjerg Kommune er organiseret i flere underafdelinger:
     
    Myndighedsafdeling:
    • Voksen Myndighed, Team Udsatte visiterer borgere over 18 år til socialfaglig misbrugsbehandling
    • Familierådgivningen visiterer børn/unge mellem 12-18 år til socialfaglig misbrugsbehandling
     
    Stoffri afdeling (social behandling):
    • Motivationshuset
    • Dagcenter for Misbrug
    • 3D (12-18 år)
    • Helt anonym – kun telefonisk kontakt på telefonnr.:
    23 60 90 14
     
    Substitutionsafdeling (social og medicinsk behandling):
    • Tilbudsteamet, Bakkevej 6, 6700 Esbjerg
    • Klinikken (udlevering af substitutionsmedicin mv.), Bakkevej 6, 6700 Esbjerg
    • Heroinklinikken, Bakkevej 1, 6700 Esbjerg
     
     

    Stoffrie tilbud

    I Motivationshuset tilbydes ambulant MOVE-behandling.

    Målgruppen er borgere mellem 18-30 år med overforbrug af hash og centralstimulerende rusmidler.

    Formålet er, at borgeren tilegner sig strategier til at mestre en hverdag uden stofmisbrug eller med en reduktion af stofmisbruget.

    Indsatsen tilbydes i 3-12 måneder.

    Behandlingen sker dels ved fremmøde dels ved telefonisk kontakt.
    I Dagcenter for Misbrug tilbydes ambulant samtalebehandling for borgere over 30 år med overforbrug af hash og centralstimulerende rusmidler og intensiv behandling (op til 4 dage ugentligt) for borgere 
    i alle aldersgrupper. Målgruppen for intensiv behandling er primært borgere med overforbrug af hash og centralstimulerende stoffer, sekundært borgere som er ophørt med opioider og benzodiazepiner. 

    Formålet er, at borgeren tilegner sig strategier til at mestre en hverdag uden stofmisbrug eller med en reduktion af stofmisbruget.

    Indsatsen tilbydes i 3-12 måneder.

    Behandlingen sker dels ved fremmøde dels ved telefonisk kontakt.

    I 3D tilbydes indsatser, hvor formålet er, at barnet/den unge ophører med et problematisk stofmisbrug og tilegner sig strategier til at mestre en hverdag uden misbrug af rusmidler.

    Målgruppen er borgere mellem 12-18 år, som har behandlingskrævende problemer med hash og centralstimulerende rusmidler.

    Indsatsen tilbydes i 3-12 måneder og indeholder motivationsskabende samtaler, råd og vejledning, indsigt i rusmiddelmønstre og konsekvenserne heraf, udarbejdelse af strategier til forebyggelse af brug af rusmidler og inddragelse af familien og andre relevante parter i forstærkningen af barnets/den unges situation.

    Organisatorisk er Motivationshuset og 3D knyttet tæt sammen, hvorfor der foregår et tæt samarbejde om de borgere, der er tæt på det 18. år. Tilknytningen betyder, at hvis en borger efter det fyldte 18. år har brug for yderligere behandling vil borgeren kunne fortsætte sin behandling med den kendte kontaktperson. Ud fra et borgerperspektiv  betyder det at overgangen til voksentilbud på den måde gøres let.

    I Helt Anonym (ambulant behandling) tilbydes anonym behandling, hvor formålet er, at borgeren tilegner sig strategier til at mestre en hverdag uden stofmisbrug. Borgeren henvender sig telefonisk og skal kun opgive fornavn. Borgerens henvendelse registreres ikke.

    Målgruppen er borgere over 18 år med rusmiddelproblematikker, som ikke har andre sociale problemer udover rusmiddelproblematikkerne.

    Indsatsen tilbydes i 16 uger og indeholder motivationsskabende samtaler, råd og vejledning samt indsigt i rusmiddelmønstre og konsekvenserne heraf.

    I Tilbudsteamet, Bakkevej 6 tilbydes ambulant samtalebehandling, hvor formålet er, at borgeren tilegner sig strategier til at mestre en hverdag uden stofmisbrug eller opnår en reduktion af stofmisbrug.

    Målgruppen er borgere over 18 år, som har brug for medicinsk og ambulant social behandling, og som har overforbrug af opioider og/eller benzodiazepiner. Målgruppen kan også være karakteriseret ved at være borgere med svære psykiatriske problemstillinger og samtidigt rusmiddelbrug.

    Indsatsen er tidsmæssigt individuelt tilrettelagt. Indsatsen tilbydes i 3-12 måneder og indeholder motivationsskabende samtaler om stabilitet og fastholdelse i behandlingen, råd og vejledning samt sundhedsfaglig indsats til særligt udsatte.

    Tilbudsteamet tilbyder derudover at være brobygger ved besøg og kontakt til sundhedsfaglige eller andre nødvendige eksterne instanser, herunder behandlings- og retspsykiatrien samt privatpraktiserende læger.

    Tilbudsteamet tilbyder ligeledes aktiviteter og løbende opfølgning med henblik på udvikling af sociale og personlige færdigheder, herunder gruppeforløb.

    Behandlingen sker dels ved fremmøde dels ved telefonisk kontakt. Behandling kan foregå i borgerens hjem, hvis borgeren ønsker det.

    Substitutionstilbud

    I Klinikken, Bakkevej 1 tilbydes indsatser, hvor formålet er at erstatte et illegalt stofmisbrug med et kontrolleret medicinsk lægeordineret behandlingsforløb førende til reduktion eller stoffrihed og heraf øget livskvalitet og selvstændighed.
     
    Målgruppen er borgere over 18 år med opioid afhængighed.
     
    Indsatsen er tidsmæssigt individuelt tilrettelagt og indeholder ud over den medicinske behandling:
    • Fokus på sundhed og trivsel
    • Støtte til medicincompliance
    • Støttemedicinering og samtaler om sidemisbrug
    • Smitteforebyggelse
    • Svangerskabsforebyggende samtaler
    • Urinprøver, blodprøver, graviditetstest, EKG og andre relevante måleredskaber
    • Dokumentation og opfølgning på de 12 sygeplejefaglige områder
    • Brobygning til eksterne sundhedsfaglige instanser (f.eks. hepatitisbehandling)
    • Direkte medicinering i form af depotinjektioner og svangerskabsforebyggende injektioner og vaccinationer
    • Indhentelse af status på vitale værdier
    • Socialfaglig behandler, hvis borgeren ønsker det
     
    I Heroinklinikken tilbydes indsatser, hvor formålet er at erstatte et illegalt stofmisbrug med et kontrolleret medicinsk lægeordineret behandlingsforløb førende til reduktion eller stoffrihed og heraf øget livskvalitet og selvstændighed.
     
    Målgruppen er borgere over 18 år med opioid afhængighed.
     
    Heroinklinikken varetager den anden del af den medicinske stofmisbrugsbehandling. I Heroinklinikken behandles borgeren med lægeordineret heroin i et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb under sikre forhold.
     
    Heroinbehandlingen kan kun foregå i Heroinklinikkens dertil indrettede lokaler under supervision og observation af Heroinklinikkens personale. Heroinen kan ordineres som injektions- eller tabletbehandling.
     
    Behandlingsforløbet tilrettelægges mellem læge og borger, og heroin kan indtages op til 2 gange om dagen 365 dage om året. Til natten kan der tilbydes metadon eller anden substitutionsmedicin, som udleveres dagligt i forbindelse med fremmøde til heroinbehandling.
     
    Borgere, som ønsker tilbud om heroin, skal opfylde inklusionskriterierne for heroinbehandling og via en lægesamtale igennem et stabiliseringsforløb på 14 dage.
     
    Herointilbuddet er statsfinansieret og godkendt til 30 indskrevne borgere. 
     
    Indsatsen indeholder:
    • Fokus på sundhed og trivsel
    • Støtte til medicincompliance
    • Støttemedicinering og samtaler om sidemisbrug
    • Smitteforebyggelse
    • Svangerskabsforebyggelse
    • Urinprøver, blodprøver, graviditetstest, EKG og andre relevante måleredskaber
    • Dokumentation og opfølgning på de 12 sygeplejefaglige områder
    • Brobygning til eksterne sundhedsfaglige instanser (f.eks. hepatitisbehandling)
    • Motiverende og støttende samtaler ved socialfaglig behandler, hvis borgeren ønsker det

    Øvrige indsatser

    Indsats/tilbud til pårørende.
     
    Formålet er at tilbyde pårørende rådgivning, så de kan medvirke til at forebygge sociale problemer og hjælpe borgeren med stofmisbrug over øjeblikkelige vanskeligheder. Formålet er ligeledes, at familien/pårørende inddrages som en del af løsningen af borgerens stofmisbrugsproblematik.
     
    Der arbejdes med udgangspunkt i, at familien ofte er en del af løsningen for borgeren med misbrugsproblematikker.
     
    Målgruppen er familiemedlemmer til borgere med misbrugsproblematikker, inklusive børn, hvis borgeren samtykker. 
     
    Der er etableret et samarbejde med Familierådgivningen i Esbjerg Kommune omkring underretning og faglig sparring ved bekymring for et barns trivsel og udvikling, hvis far eller mor er i alkoholbehandling. Familierådgivningen vil på baggrund af underretningen kontakte barnet/familien og afdække, hvorvidt der er behov for yderligere indsats.
     
    Der tilbydes op til 3 samtaler, og borgeren inddrages efter aftale. Samtalerne kan foregå anonymt.
     
    Tilbuddet indeholder:
    • Råd og vejledning
    • Motivationsskabende samtaler
    Metoder der anvendes:
    • Undervisning
    Motiverende interview
     
    Børn og unge fra misbrugsramte familier kan ligeledes henvises til projekt ”Ballast”, der rådgiver børn og unge mellem 5 og 25 år.
     
    Støtte- og kontaktperson indsats efter servicelovens § 99
    Formålet er at støtte borgeren i at opbygge kontakt til relevante instanser, så de problematikker, der fører til borgerens aktuelle situation, afhjælpes.
     
    Målgruppen er socialt udsatte borgere over 18 år i stof- eller alkoholmisbrug og med evt. psykiatriske udfordringer, som er uden bolig, eller borgere som ikke kan være i egen bolig. Borgeren kan være anonym.
     
    Indsatsen er individuelt tilrettelagt og er en uvisiteret ordning.
     
    Indholdet er af opsøgende karakter, hvor der forsøges at lave brobygning til relevante instanser via tillidsskabende samtaler. 
     
    Døgnbehandling for stofmisbrug
    Formålet er, at borgeren tilbydes en højt specialiseret faglig behandling for at opnå stoffrihed.
     
    Målgruppen for døgnbehandling er borgere over 18 år, der er afhængige af euforiserende stoffer, og hvor det vurderes, at der er brug for en mere indgribende indsats end de tilgængelige ambulante tilbud.
     
    Formålet med bevilling af døgnbehandling er, at borgeren stabiliseres, og/eller at borgeren opnår stoffrihed.
     
    Esbjerg Kommune har ikke selv døgntilbud og visiterer til eksterne døgntilbud. Ved behandling på eksterne døgntilbud er det en forudsætning, at døgntilbuddet er registreret på Tilbudsportalen. Esbjerg Kommune kvalitetssikrer løbende samarbejdet med de behandlingsinstitutioner, der visiteres til, ved individuelt tilsyn med borgerens behandling og krav om løbende statusbeskrivelser.
     
    Bevilling af døgnbehandling sker ud fra en konkret og individuel vurdering med afsæt i følgende overordnede kriterier: 
    • Muligheder for ambulante forløb skal som udgangspunkt være udtømte
    • Borgeren skal udvise motivation for at følge en behandling
    • Det skal vurderes realistisk, at borgeren kan indgå i en behandlingsmæssig kontekst, herunder honorere de krav, der stilles i døgnbehandling
    Hvis der er behov for døgnophold, vurderer Esbjerg Kommunes Visitationsudvalg, hvilket behandlingssted der bedst matcher den pågældende borgers behov. Borgeren har mulighed for valg af tilsvarende karakter i andet regi.
     
    Omfanget af døgnbehandling er som udgangspunkt 3 måneder. Ved behov for afgiftning øges omfanget med yderligere en måned. Borgerens behov for indsatsomfang vurderes individuelt og ofte i samråd med en læge på Center for Misbrug & Udsatte.
     
    I samarbejde med kriminalforsorgen er der mulighed for at etablere døgnbehandling som alternativ afsoning jf. straffuldbyrdelseslovens § 78. Dette gælder sidste del af borgerens afsoning.

    Borgere mellem 12-18 år, som ønsker stofmisbrugsbehandling, kan kontakte Familierådgivningen, der forestår visitering til 3D.

    Borgere over 18 år, som ønsker stofmisbrugsbehandling, kan kontakte Voksen Myndighed, Team Udsatte, der forestår visitering til tilbuddene. Voksen Myndighed, Team Udsatte kan kontaktes på telefonnr.: 24 63 68 31. 

    Hvis borgeren skal i medicinsk misbrugsbehandling, er det alene en læge ansat i Center for Sociale Indsatser, der har visitationskompetencen. Voksen Myndighed, Team Udsatte er behjælpelig med at guide borgeren videre til en konkret aftale.

    Borgere, som ønsker stofmisbrugsbehandling, har jf. servicelovens § 101 krav på at få et tilbud om social stofmisbrugsbehandling inden for 14 dage efter, at de mundtligt eller skriftligt har anmodet om behandling. 

    Behandlingen skal startes på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af borgerens problemer og behov jf. servicelovens § 101, stk. 2 og udarbejdet handleplan jf. servicelovens § 141.

    Alle borgere har ret til en vederlagsfri lægesamtale inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandling efter serviceloven.

    Borgere, som søger medicinsk behandling, har efter sundhedslovens § 142 ret til en lægesamtale inden for de første 14 dage efter henvendelsen. 

    Der er ikke behandlingsgaranti for borgere, der henvender sig om anonym ambulant behandling jf. servicelovens § 101 a.

    En person, der er visiteret til stofmisbrugsbehandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til. 

    Center for Sociale Indsatser sikrer, at der udarbejdes en behandlingsplan inden for 14 dage efter borgerens opstart i behandling. Borgeren kan fravælge at deltage i udarbejdelsen af behandlingsplanen. Planen revideres løbende hver 3. måned. 

    Ethvert igangsat behandlingsforløb bliver løbende vurderet af medarbejdere og afdelingsleder – dog mindst hver 3. måned – herunder vurderes det, hvorvidt borgeren skal tilbydes andre indsatser, herunder kommunale indsatser i henhold til serviceloven. 

    Der er etableret samarbejde med relevante myndighedsafdelinger i Esbjerg, Varde, Vejen og Fanø Kommune. Der etableres ved behov i hver enkelt sagsforløb kontakt til relevante samarbejdspartnere, som f.eks. psykiatrien, egen læge, jobcentret og Sydvestjysk Sygehus.

    Center for Sociale Indsatser udfører opfølgning på endt behandlingsforløb senest 1 og 6 måneder efter borgerens udskrivning. De borgere, som er omfattet af opfølgningen, er borgere, der har afsluttet et behandlingsforløb med status som ”færdigbehandlet”, ”udskrevet til andet tilbud”, ”udskrevet til hospital” eller ”udskrevet med anden årsag”.

    Handleplanen udarbejdes efter servicelovens § 141 inden for 14 dage efter borgerens henvendelse. Handleplanen koordineres mellem Voksen Myndighed, Team Misbrug, tilbud og borger.

    Som udgangspunkt følger Voksen Myndighed, Team Misbrug op på handleplanen hver 6. eller 12. måned. Rådgiver vurderer individuelt og konkret, om der er behov for hyppigere opfølgning.

    Borgeren inddrages i udarbejdelsen af den samlede handleplan efter servicelovens § 141. Handleplanen beskriver formål og mål med den samlede indsats. 

    Borgeren inddrages i udarbejdelsen af den sociale og den lægefaglige behandlingsplan, hvor der er løbende opfølgning. 

    Kvalitetsstandarderne for det specialiserede voksenområde i Social barn-ung-voksen i Esbjerg Kommune fremlægges og drøftes ved brugerarrangement 1 gang årligt.

    Pårørende oplyses om, at de ved behov har mulighed for at henvende sig til Esbjerg Kommunes pårørendevejleder.

    Stofmisbrugsbehandling er gratis for borgeren.
     
    Ved bevilget døgnbehandling jf. servicelovens §§ 101 og 107 er der en egenbetaling for opholdet, som borgeren skal betale jf. servicelovens § 163. Reglerne for fastsættelse af betalingen findes i § 2 i ”Bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108”, nr. 1387 af 12. december 2006. 
     
    Når der tages ophold på et døgnbehandlingstilbud, er kosten en del af egenbetalingen, og den opkræves derfor direkte af Esbjerg Kommune. 
     
    Egenbetalingen beregnes ud fra følgende oplysninger:
    • Budgetskema som borgeren har udfyldt/oplysninger om borgerens økonomi 
    • Indkomstoplysninger fra SKAT
    • Evt. husleje på døgntilbud
     
    For borgere, der er bevilget døgnophold af Esbjerg Kommune, er det politisk besluttet, at borgeren skal have et rådighedsbeløb på 1500 kr. pr. måned til personlige fornødenheder (tøj, tv-pakke, aktiviteter, vask mv.). For at kunne beregne opholdsbetaling og sikre, at der er et rådighedsbeløb på minimum 1500 kr. pr. måned, skal der bruges oplysninger om borgerens økonomiske forhold.
     
    Esbjerg Kommune godskriver for rimelige individuelle dokumenterede udgifter med afsæt i mindste mulige pris. Som godskrevne udgifter kan følgende eksempelvis nævnes: kost, telefon/mobil, internet, lovpligtig medielicens, medicin og ulykkesforsikring.

    Center for Sociale Indsatsers personale er uddannet socialrådgivere, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, læger eller sygeplejersker og har erfaring med sociale og sundhedsmæssige indsatser. 

    Den kognitive misbrugsuddannelse og efteruddannelse i motiverende samtaleteknikker gennemføres af personalet som kompetenceudvikling.

    Personalet har løbende supervision ved ekstern supervisor.

    Der er etableret et samarbejde mellem Center for Sociale Indsatser, Voksen Myndighed, Team Udsatte og Familierådgivningen i Esbjerg Kommune om underretning og faglig sparring ved bekymring for et barns trivsel og udvikling, hvis far eller mor er i misbrugsbehandling. 

    Familierådgivningen vil på baggrund af underretningen kontakte barnet/familien og afdække, hvorvidt der er behov for yderligere indsats.

    Esbjerg Kommune monitorerer ved afslutning af alle behandlingsforløb på udskrivningsårsag og opnåelse af behandlingsformål (stoffrihed og reduktion). Der monitoreres desuden på andelen af borgere, som efter endt behandling vender tilbage inden for 12 måneder.

    På baggrund af monitoreringen evalueres behandlingsindsatserne årligt. Evalueringen anvendes til læring og kvalitetsudvikling for den enkelte afdeling.

    Esbjerg Kommune anvender de nationale mål for området, hvor det angives, at mere end 50 % af borgerne skal opnå positiv effekt af behandlingen – enten i form af stoffrihed eller reduktion i stofmisbruget.

    Efter en individuel vurdering tilbyder Esbjerg Kommune anvendelsen af gavekort for borgere i MOVE-behandling, der er 18 år eller ældre med et rusmiddeloverforbrug af hash og/eller centralstimulerende stoffer.

    Gavekort benyttes efter hver 2. planlagte behandlingssamtale. I primærbehandlingen er der planlagt 12 behandlingssamtaler, hvor der maksimalt vil kunne udleveres 6 gavekort. Der udleveres gavekort efter 2 fremmøder til behandlingen.

    I efterbehandlingsforløbet kan der maksimalt udleveres 4 gavekort ved fremmøde og deltagelse i efterbehandlingsforløbet. Ved udeblivelser fra samtaler udleveres der ikke gavekort, før der har været 2 fremmøder i træk.

    Der udleveres således maksimalt 10 gavekort i et samlet behandlingsforløb bestående af primærbehandling og efterbehandling.

    Gavekortets værdi er 200 kr., og der indgås dialog om brugen af gavekortet med borgeren.

    Esbjerg Kommune opstarter sammen med psykiatrien i Region Syddanmark et 2-årigt projekt som en del af Psykiatriplan 2020-2024 for borgere med misbrug og samtidig psykisk sygdom. I pilotprojektet skal det undersøges, hvordan man ved hjælp af en mere håndholdt og individuel indsats kan få mere sammenhæng i behandlingen, så den enkelte person med misbrug og svær psykisk sygdom kan få et bedre liv med mindre kriminalitet til følge. 

    Konkret betyder det at indsatser for borgere med misbrug og samtidig psykisk sygdom er samlet i Center for Sociale Indsatsers Tilbudsteam. I Tilbudsteamet er der ansatte med psykiatriske og sundhedsfaglige kompetencer. 

    Der er lavet aftale om at Region Syddanmark 1 gang ugentligt fysisk er til stede i Tilbudsteamet på Bakkevej 6 og at Tilbudsteamet ligeledes er fysisk til stede i Region Syddanmarks behandlingspsykiatri.  På denne måde sikres et tæt samarbejde og faglig vidensdeling.

    Klager over den medicinske og sundhedsfaglige del af behandlingen (sundhedslovens § 142) rettes til Styrelsen for Patientklager.

    Klager over myndighedsafgørelser eller den socialfaglige behandling efter servicelovens § 101 kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. 

    Ved helt eller delvist afslag på det ansøgte får ansøger en skriftlig begrundelse for afslaget samt evt. forslag til alternative støttemuligheder og løsninger, og der medsendes en klagevejledning.

    Borgeren indsender klagen til den rådgiver, der har behandlet sagen. Rådgiveren genbehandler derefter sagen. Hvis der ikke gives medhold, sendes sagen videre til Ankestyrelsen.

    Evt. klager over sagsbehandlingstiden, valg af udfører eller medarbejdere i bevillingsenheden og i tilbuddet kan ikke behandles af Ankestyrelsen. Her skal klagen i stedet rettes til Esbjerg Kommunes socialchef. Der er ingen klagefrist.

    Beskrivelse af metoder som anvendes i stofmisbrugsbehandlingen i Esbjerg Kommune.

    Kognitiv adfærdsterapi

    Den kognitive metode er en af de mest veldokumenterede metoder til behandling af psykiske symptomer. Metodens hovedformål er at ændre uhensigtsmæssige følelser og adfærd, der hæmmer borgeren i at leve det liv, som denne ønsker. I den kognitive behandling arbejdes der med den tænkning, der er årsag til de adfærdsmæssige og følelsesmæssige udfordringer. Der arbejdes med at identificere de komponenter, der tilsammen udgør borgerens situationsopfattelse med henblik på at ændre på uhensigtsmæssige reaktionsmønstre.

    Motiverende samtaler 

    Metoden er oprindeligt anvendt til alkoholrelaterede problemer og benyttes i dag til flere psykosociale problemer. Metoden retter sig imod at fremme motivationen gennem optimistisk tilgang over for borgernes evne til at udføre forandringer i livsførelse. Dette gøres ved kontinuerligt i samtaler at have fokus på at fremhæve selvstændighed, styrker og fremskridt. Med metoden arbejdes der bevidst på at placere ansvaret for forandring hos borgeren selv.

    MOVE-behandling

    MOVE-behandling er en metode, der er målrettet unge i alderen 15-25 år med et behandlingskrævende rusmiddelbrug. Metoden bygger på et struktureret samtaleforløb, som består af en screeningssamtale, 12 ugentlige behandlingssamtaler og en opfølgende behandling over 6 måneder. Samtaleteknikkerne er kognitiv adfærdsterapi og den motiverende samtale.

    Narrativ tilgang

    Den narrative tilgang (begrebet ”narrativ” betyder fortælling) tager sit udgangspunkt i den antagelse, at vi som mennesker skaber mening gennem de historier, som vi fortæller til hinanden om begivenheder i vores liv. Nogle fortællinger bliver dominerende, f.eks. de fortællinger, som vi oftest selv fortæller eller hører om os selv. Set ud fra et narrativt perspektiv er det derfor af stor betydning, hvilke fortællinger/historier, som vi er med til at give næring til – både i eget og i andres liv. Tilgangen har fokus på at få øje på og få skabt nye fortællinger om initiativer og handlinger.

    Social færdighedstræning

    Social færdighedstræning er en pædagogisk metode til udvikling og fastholdelse af sociale færdigheder. Det overordnede mål med metoden er at bedre borgerens forståelse af mellemmenneskelige signaler og træne deltagerens sociale handlekompetence. Metoden støtter dermed borgeren i at reintegreres i samfundslivet ved at øge den enkeltes kognitive evner og sociale handlemuligheder. Der arbejdes gennemgående med borgerens formulerede mål, der fastsættes indledningsvist.
    Psykoeducation
    Psykoeducation er undervisning. Gennem undervisning får borgeren viden om egne psykiske udfordringer og undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. Derigennem bliver borgeren bedre til at forstå sig selv, aktuelle udfordringer, og hvad der kan udløse dette. Det betyder samtidig, at borgeren bliver bedre til at takle sit liv og dermed opnår mindre risiko for tilbagefald.