Kvalitetsstandard for beskyttet beskæftigelse ( servicelovens § 103)

Læs om kvalitetsstandarden.

    En kvalitetsstandard er et andet ord for serviceniveau. Kvalitetsstandarden beskriver indholdet i og omfanget af de indsatser, kommunen som udgangspunkt tilbyder sine borgere. Kvalitetsstandarden er en politisk besluttet ramme for, hvad der vil være gældende i langt de fleste situationer, selvom de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn. En kvalitetsstandard er således også en metode til forventningsafstemning med kommunens borgere. Både de der har brug for støtte og deres pårørende.

    Læs kvalitetsstandarden

    Servicelovens § 103. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen jf. § 1a i Lov om social pension, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

    Kommunalbestyrelsen kan tilbyde særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer jf. servicelovens § 103 stk. 2.

    Målgruppen for beskyttet beskæftigelse er personer under folkepensionsalderen, der har pension som forsørgelsesgrundlag, og som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Støtte efter denne bestemmelse kan gives til borgere, der vurderes at have et moderat til svært problem. Borgeren skal være arbejdsmarkedsafklaret og være ude af stand til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. Borgere i målgruppen kan dermed ikke benytte tilbud efter anden lovgivning.
     
    Ved vurdering af støttebehov tages der udgangspunkt i en vurdering af borgerens funktionsevne. Et specifikt handicap, en medicinsk eller psykiatrisk diagnose er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at modtage støtte.

     

    Det specialiserede voksenområdes kerneopgave er at støtte voksne med funktionsnedsættelse til at mestre eget liv. Det betyder, at alle borgere får en målrettet indsats ud fra den enkeltes funktionsnedsættelse og støttebehov.

    Den målrettede indsats skal bidrage til, at borgeren får mulighed for at realisere sit potentiale for at udfylde en arbejdsfunktion – herunder mulighed for at forbedre eller opretholde sine personlige færdigheder og sociale kompetencer. 

    Som udgangspunkt visiteres der altid til interne tilbud i Esbjerg Kommune. Efter dialog med borgeren og evt. borgerens pårørende vurderer Voksen Myndighed, hvilket tilbud der bedst kan tilgodese borgerens behov. Borgeren har dermed ikke frit valg af tilbud. Afgørelser om, hvilket tilbud der bevilges, skal indeholde oplysninger om, hvorfor dette tilbud vurderes at kunne imødekomme borgerens behov. Ved valg af tilbud vil der også blive taget hensyn til transporttiden.

    Esbjerg Kommunes tilbudsvifte dækker over tilbud med forskellige arbejdsopgaver, rammer og fysiske placeringer, så det er muligt at visitere til det tilbud, der bedst dækker borgerens behov. Konkret drejer det sig om værkstedslignende tilbud og udplaceringer på eksterne arbejdspladser individuelt eller i grupper.

    I Esbjerg Kommune tilbydes der beskæftigelsestilbud via servicelovens § 103 i jobcenter Esbjerg og i Udviklingscenter Vest under Voksen Social

    I jobcentret er der følgende beskæftigelsestilbud efter servicelovens § 103:

    • Job i erhverv (jobudplacering(skånejob) i private virksomheder)

    Udviklingscenter Vest har følgende § 103 tilbudsvifte-  fortrinsvis for borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse:

    • Beskæftigelsen Energivej (industri og montage)

    • Beskæftigelsen Pile Alle (gartneri, servicefunktion)

    • MP-Plast (montage i privat virksomhed)

    • Jobteam Bilka (flaskecentral og serviceopgaver)

    • Jobteam UC SYD (serviceopgaver på UC Syds lokation)

    • Café & Galleri Patricia (cafe/køkkenopgaver og kundebetjening)

    • Sct. Peder Butik & Café (produktionsværksted, cafe/køkkenopgaver og  kundebetjening)

    Inden der sker en visitation til § 103 tilbud i Udviklingscenter Vest, skal beskæftigelse via jobcentrets indsatser være afprøvet – herunder jobcentres § 103 tilbud.

    Esbjerg Kommune har derudover en samarbejdsaftale med TV-Glad om 16 pladser efter servicelovens § 103. 

    Borgere, der er visiteret til beskyttet beskæftigelse, kan som udgangspunktet kun oppebære 1 tilbud efter servicelovens § 103. Hvis Voksen Myndighed vurderer, at der skal kompenseres yderligere, vil der ske en reduktion i den samlede bevilling, så borgeren samlet set ikke overstiger et 100 % tilbud.
     
    Alle afgørelser sker på baggrund af en individuel vurdering.
     
    Der er mulighed for at bevilge en fuldtidsplads (100 % plads) eller en halvtidsplads (50 % plads) afhængig af borgerens behov.
     
    Omfanget af indsatsen er som udgangspunkt følgende, men alle afgørelser sker på baggrund af en individuel vurdering:
     
    Alder Omfang
    Borgere mellem 18 og 60 år 100 % tilbud (fuld tid)
    Borgere mellem 60 år og folkepension  50 % tilbud (halv tid)

    Borgere på folkepension
    Intet tilbud
     
    Der foretages altid en individuel faglig vurdering af borgerens behov.
     

    For at være i målgruppen til beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103 skal borgeren være i stand til at udvikle og udnytte den resterende erhvervsevne til produktivt arbejde. Derudover skal borgeren som udgangspunkt kunne transportere sig selv. 

    Det beskyttede beskæftigelsestilbud er gratis for borgeren. 

    Borgeren skal som udgangspunkt selv sørge for daglig befordring til og fra arbejdspladsen. Borgeren afholder selv udgiften til daglig befordring inden for en afstand af 10 kilometer fra arbejdspladsen. Kommunen afholder udgiften til den billigste befordringsmulighed ud over de første 10 kilometer. Borgerens udgift til befordring kan dog ikke overstige 30 % af borgerens indtjening ved den støttede beskæftigelse efter fradrag af skat jf. bekendtgørelse om aflønning og befordring i forhold til beskyttet beskæftigelse.

    Borgeren afholder selv udgifter til egen kost i løbet af arbejdsdagen.

    Hvis der er udgifter i forbindelse med aktiviteter udover de arbejdsmæssige, afholder borgeren selv disse udgifter.

    Borgeren skal selv sørge for passende arbejdstøj. Værnemidler såsom sikkerhedssko, høreværn m.m. stilles til rådighed af tilbuddet.

    Ved visitation til servicelovens § 103 sker aflønning efter servicelovens § 105 stk. 2.
     
    Esbjerg Kommune har på baggrund af bekendtgørelse om aflønning og befordringsudgifter udarbejdet retningslinjer for lønfastsættelse af borgere i beskyttet beskæftigelse.
     
    Aflønningen sker på baggrund af borgerens arbejdsindsats set i forhold til borgerens funktionsniveau. Der er 2 lønsatser:
    • 5 % af overenskomstmæssig mindsteløn er startløn for nye borgere. Lønnen genforhandles efter 3 måneder og herefter én gang årligt. 
    • 10 % af overenskomstmæssig mindsteløn.
    Tilbuddet har ansvaret for genforhandling af lønnen.

    Som udgangspunkt foretages der en vurdering af borgerens behov én gang om året og ellers efter behov. 

    Borgeren og kontaktpersonen i det beskyttede beskæftigelsestilbud følger løbende og kontinuerligt op på mål i handleplanen. Hvis indsatsen i en periode afviger væsentligt fra handleplanen, er tilbuddet forpligtiget til at meddele det til den visiterende myndighed. Hvis opfølgningen viser, at borgerens behov er ændret, vil borgerens støttebehov blive revurderet med henblik på at vurdere, om der tilbydes en støtte, der modsvarer de konkrete behov. Hvis der sker væsentlige ændringer i det nuværende tilbud, kan afgørelsen indbringes for Ankestyrelsen ved indsendelse af klage til den rådgiver, der har truffet beslutningen.  

     

    Ved ansøgning om støtte efter serviceloven er der fastsat en svarfrist op til 2 måneder fra modtagelse af ansøgning, til der skal foreligge en afgørelse.

    Ved helt eller delvist afslag på det ansøgte får ansøger en skriftlig begrundelse for afslaget samt evt. forslag til alternative støttemuligheder og løsninger, og der medsendes en klagevejledning.

    Klager over afslag på ansøgning kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Borgeren indsender klagen til den rådgiver, der har behandlet sagen. Rådgiveren genbehandler derefter sagen. Hvis der ikke gives medhold, sendes sagen videre til Ankestyrelsen.

    Evt. klager over sagsbehandlingstiden, valg af udfører eller medarbejdere i bevillingsenheden og i tilbuddet kan ikke behandles af Ankestyrelsen. Her skal klagen i stedet rettes til socialchefen. Der er ingen klagefrist.