Aflevering og reparation

Hvis du har lånt et eller flere hjælpemidler af os, kan du få brug for oplysninger om den service og de forpligtelser, der følger med.

    Når du har lånt et hjælpemiddel af os, forventer vi, at du behandler, vedligeholder og opbevarer dem forsvarligt.

    Eventuelt slid, skader eller pletter på underlag eller inventar efter brug af hjælpemidler er på eget ansvar. Det er en god ide, at fortælle dit forsikringsselskab, at du har lånt et hjælpemiddel.

    Vigtig information

    Du kan selv aflevere alle små hjælpemidler, hvis det er muligt for dig. Vi har åbent alle hverdage 08.00-15.00 på adressen Lillebæltvej 33, 6715 Esbjerg Nord. Der er sat et lille postbur op til højre for hovedindgangen hvor man kan stille de hjælpemidler der skal afleveres. Der sidder en stregkode på hjælpemidlerne som så vil blive indlæst. 

    Hjælpemidlet skal afleveres rengjort.

    Hvis du ikke længere har behov for hjælpemidlet kan vi hente det på din adresse.

    Har du lånt et hjælpemiddel i en tidsbegrænset periode, skal du aflevere hjælpemidlet, når perioden er udløbet.

    Ønsker du at aflevere dit hjælpemiddel eller har spørgsmål angående det? Ring 76 16 48 40 alle hverdage kl. 8.00-15.00.

    Du skal altid selv sørge for almindeligt vedligehold og drift af dit hjælpemiddel. Det gælder også rengøring, smøring, luft i hjul, lapning og efterspænding.

    Hjælpemidler med luftfyldte hjul kan pumpes med en cykelpumpe med autoventil. Vi sørger for eftersyn af plejesenge og lifte.

    Særligt for stokke

    På alle typer af stokke skal du selv sørge for dupsko. De fås hos materialister, bandagister og forskellige forhandlere på internettet.

    Særligt for cykler

    På cykler skal du selv sørge for at skifte dæk og slanger, lygter, kabler, kæde og tandhjul.

    Særligt for rollator med lufthjul

    På rollator med lufthjul skal du selv sørge for at skifte dæk og slanger. Vi anbefaler, at du tjekker lufttrykket mindst én gang om måneden.

    Rollatoren er monteret med en vinkelventil, og der må højst fyldes 2 bar i hvert hjul.

    Særligt for el-køretøjer og hjælpemotorer med lufthjul, der spændes fast på kørestole

    På el-køretøjer og hjælpemotorer, der spændes fast på kørestole, skal du selv sørge for at skifte el-pærer, dæk og slanger.

    Vi anbefaler, at du opbevarer el-køretøjet eller hjælpemotoren under tag og frostfrit. Batteriernes holdbarhed og kapacitet nedsættes, hvis de udsættes for frost.

    Særligt for kørestole

    På almindelige kørestole og el-kørestole med joystick skal du selv sørge for at skifte dæk og slanger.

    Vi anbefaler, at du skifter dæk på begge hjul samtidigt. Det giver den bedste kørsel. Har du behov for mere end ét årligt dækskifte, skifter Hjælpemiddeldepotet for dig. Du skal blot vise kvittering for det seneste parvise dækskifte. Vi anbefaler, at du tjekker lufttrykket mindst én gang om måneden. For kørestole må der højst fyldes 3 bar i hvert hjul.

    Massive hjul skiftes altid af Hjælpemiddeldepotet.

    Særligt for hjælpemidler med elektriske funktioner

    Har du et hjælpemiddel med elektriske funktioner? Så anbefaler vi, at du altid stiller det til opladning, når det ikke bliver brugt. Det er vigtigt, fordi batteriet ellers bliver ødelagt.

    Du er ansvarlig for at fragte dit hjælpemiddel hjem, hvis det går i stykker, når du er ude at køre. Hos flere autohjælpefirmaer kan du købe et abonnement på en transportordning. En lifttaxa kan også transportere dit køretøj for dig.

    Går dit hjælpemiddel i stykker på grund af uheld, hvor hjælpemidlet er blevet beskadiget? Så skal du undersøge, om dit forsikringsselskab dækker skaden.

    Har du brug for at tale med vores reparations afdeling kan du kontakte os mellem 09.00 - 11.00 på 76 16 48 40.

    Bliver dit hjælpemiddel stjålet, skal du undersøge, om dit forsikringsselskab dækker skaden, og kontakte Hjælpemiddeldepotet.

    Hvis du skal flytte til en ny adresse, skal du selv flytte dine hjælpemidler.

    Hvis du har problemer med at flytte din plejeseng, kan du få hjælp af Hjælpemiddeldepotet.

    Du skal kontakte Hjælpemiddeldepotet for at aftale tid. Hjælpemiddeldepotet kan hjælpe i hverdagene mellem kl. 8.00 - 15.00.

    Du kan tage dine hjælpemidler med, hvis du flytter til en anden kommune. Dog kan du som udgangspunkt ikke flytte din plejeseng og lift med til en anden kommune.