Esbjerg
Når forstæderne tælles med, bor der ca. 80.000 mennesker i Esbjerg, der som international by i vækst tiltrækker arbejdskraft fra hele landet og fra udlandet.
En moderne og dynamisk by
Esbjergs centrum er primært karakteriseret ved etagebebyggelse, men her findes også mange flerplansvillaer. I Esbjerg er det muligt at bo i hus med egen have få hundrede meter fra Torvet. Resten af Esbjerg består af mange forskellige typer boliger, både etageejendomme, byhuse og parcelhuse i åbne villakvarterer.
Grønne parker fylder meget i bybilledet, og man kan bevæge sig igennem de grønne kiler hele vejen langs byens kant. Derudover findes der mange mindre kvarterparker og bolignære rekreative områder.
Esbjerg by består af bydelene Indre by, Gammelby/Østerby, Rørkjær, Vognsbøl, Strandby, Spangsbjerg, Boldesager og Jerne. Derudover omkranses byen af forstæderne Sædding, Gjesing, Kvaglund, Hjerting, Sønderris, Guldager og erhvervsforstaden Kjersing.
Plads til alle, der vil Esbjerg
Esbjerg er Danmarks femtestørste by.Transporttid i bil
- E20 7 min.
- Esbjerg lufthavn 10 min.
- Billund lufthavn 52 min.
- Ribe 26 min.
- Bramming 18 min.
- København 2t 55 min.
- Flensburg 1t 55 min.
- Odense 1t 22 min.
Arkitektur i Esbjerg
I Esbjerg findes modernistiske og stilrene bygninger, store villaer og parcelhuse og bygninger i historisk stil.Kultur i Esbjerg
Der er et bredt udvalg af kulturinstitutioner i Esbjerg. Der er store teaterforestillinger og koncerter på Musikhuset Esbjerg, og musikfestivalen Made in Esbjerg på koncertstedet Tobakken giver smagsprøver på up-coming bands. Du kan også opleve musik på byens mindre kultursteder og caféer. I Esbjerg finder du også kunst på blandt andet Esbjerg Kunstmuseum, de mange gallerier og foreninger såsom kunstnersammenslutningen Blå Døre. Kulturskolen og Den Ny Opera byder også på mange kulturelle oplevelser til byens gæster og indbyggere.
Idræt i Esbjerg
Er du typen, der helst skal fyre den af med tårnhøj puls, eller vil du hellere være tilskuer til sport? Esbjerg Kommune prioriterer sport og bevægelse højt, og overalt i kommunen finder du faciliteter til praktisk talt hvilken som helst idrætsgren – og her masser af ligesindede uanset dit niveau. Du kan også vælge oplevelser i Sport og Event Park Esbjerg, vandlandet i Svømmestadion Danmark, en håndboldkamp i Dokken eller en fodboldkamp på Blue Water Arena.
Sydvestjysk Sygehus
I Esbjerg by finder du skadestuen og lægevagten på Sydvestjysk Sygehus, som også behandler patienter inden for næsten alle specialer såvel medicinske som kirurgiske.
Uddannelser i Esbjerg
I Esbjerg er der uddannelsestilbud på alle niveauer. Der findes flere folkeskoler og privatskoler og et 10. klassescenter. Alle de gængse ungdomsuddannelser er repræsenteret i Esbjerg, hvor der er et livligt studiemiljø. Desuden byder Esbjerg på mere end 60 videregående uddannelser fordelt på Aalborg Universitet Esbjerg, Syddansk Universitet, Professionshøjskolen UC SYD, Erhvervsakademi Sydvest, Syddansk Musikkonservatorium og Fredericias Maskinmesterskole, der har en afdeling i Esbjerg.
Skole, SFO og klub
Du kan under hvert boligområde orientere dig om, hvilke folkeskoler der dækker de enkelte områder. På det dynamiske kort herunder kan du se alle skoler i kommunen. Bare aktivér kortet og udforsk områderne.
Læs mere om skoler, skoledistrikter og skoleindskrivning her.
Børnepasning
Esbjerg Kommune er delt ind i forskellige opskrivningsdistrikter. Du kan under hvert boligområde orientere dig om, hvilke pasningsmuligheder der er placeret i de enkelte områder. For en oversigt over pasningsmulighederne finder du mere på linket herunder.