Forskrift om opbevaring af olier og kemikalier
For at passe på dig selv og naturen stilles der nogle krav til håndtering af olier og kemikalier.
Her kan du finde vejledning og krav til opbevaring, håndtering og afskaffelse.
Forskrift om opbevaring af olier og kemikalier
§ 1. Formålet med denne forskrift er at sikre en miljømæssig forsvarlig opbevaring af olier og kemikalier. Forskriften skal medvirke til at undgå forurening af jord, grundvand, vandløb, søer, havet, luft samt det offentlige kloaksystem.
§ 2. Forskriften gælder for alle virksomheder herunder landbrug i Esbjerg og Fanø Kommune (Fanø Kommune i henhold til aftale om forpligtende kommunalt samarbejde), der ikke er omfattet af reglerne om godkendelse af listevirksomheder, landbrug eller andre landsdækkende bestemmelser.
§ 3. Forskriften omfatter opbevaring af olier og kemikalier i flytbare beholdere (dunke, tromler, palletanke m.v.). Forskriften omhandler ikke opbevaring af olier og kemikalier i stationære tanke.
§ 4. Forskriften gælder alle former for olie og kemikalie produkter. Forskriften omfatter f.eks. også fast affald som motordele eller metalspåner, hvorfra der kan ske udvaskning.
§ 5. Oplag af olier og kemikalier skal til enhver tid opbevares miljømæssigt forsvarligt, så der ikke kan opstå fare for forurening af omgivelserne, herunder af jord, grundvand, vandløb, søer, havet, luft eller det offentlige kloaksystem. Oplaget skal placeres, så uvedkommende ikke umiddelbart har adgang til oplaget (f.eks. aflåst).
§ 6. Olier og kemikalier skal opbevares på en tæt bund (f.eks. et væske tæt betongulv) uden afløb til kloak. I den sammenhæng betragtes fliser, SF-sten og asfalt (asfalt anses ikke for bestandigt overfor olier og kemikalier) og lignende ikke som en tæt belægning.
§ 7. Pladsen skal være indrettet, så en mængde svarende til den største beholderstørrelse kan tilbageholdes og opsamles.
§ 8. Pladsen skal være overdækket og i øvrigt være sikret mod tilledning af regn- og overfladevand.
§ 9. Olier og kemikalier skal opbevares i hensigtsmæssige, tætte beholdere med tætsluttende låg. Beholderne skal være beregnet til formålet og tydelig mærket med angivelse af indhold.
Eksempler på pladser til opbevaring af olier og kemikalier er vist i bilag 1.
§ 10. Midlertidige oplag skal opbevares i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5, 6, 8 og 9. Dette kan f.eks. foregå i en aflåst container.
§ 11. Esbjerg Kommune fører tilsyn med overholdelse af forskriftens bestemmelser.
§ 12. Esbjerg Kommunes afgørelser i henhold til denne forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 2.
§ 13. Forskriften er ikke til hinder for, at Esbjerg Kommune efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1 - 4 kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 5. (se nedenstående lovgrundlag)
§ 14. Esbjerg Kommune kan efter en konkret ansøgning dispensere fra forskriften, hvis særlige forhold taler herfor. En dispensation kan til enhver tid tilbagekaldes.
Forskriften er udarbejdet med hjemmel i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter, jf. § 20.
Overtrædelse af forskriftens bestemmelser kan straffes med bøde i henhold til bekendtgørelsens § 24, stk. 2.
Denne forskrift trådte i kraft den 1. juli 2007.
Vedtaget af Esbjerg Byråd, den 4. juni 2007.
Administrativt revideret i henhold til nyt regulativ for erhvervsaffald vedtaget af kommunalbestyrelsen i Esbjerg Kommune, september 2012.
Vejledning og andre bestemmelser
Akut forurening kan ske i forbindelse med uheld og spild på befæstede arealer eller direkte på jorden, hvorved der kan ske forurening af jorden eller via afløb til kloak, vandløb, søer eller havet.
Enhver, der forårsager eller konstaterer forurening med olier eller kemikalier, skal straks anmelde det til:
Alarmcentralen på tlf. 112
Mandag - onsdag fra. kl. 8.00 - kl. 15.30
Torsdag kl. 8.00 - 17.00
Fredag kl. 8.00 - 13.00 kontaktes desuden:
Esbjerg Kommune
Miljø
Tlf. 76 16 16 16
Der kræves normalt byggetilladelse til etablering af skure, opstilling af containere og overdækning af olie- og kemikaliepladser og lign. Bygningsmyndigheden efterser, at indretningen opfylder eventuelle brand- og byggetekniske krav. Ansøgning skal ske i henhold til det til enhver tid gældende bygningsreglement.
Kemiske stoffer og produkter skal endvidere opbevares i overensstemmelse med bestemmelserne i Bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
For bekæmpelsesmidler gælder, at disse skal opbevares i overensstemmelse med Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler.
Farligt affald fra virksomheder skal bortskaffes efter det til enhver tid gældende Erhvervsaffaldsregulativ. Farligt affald omfatter også emballage med rester af olier og kemikalier.
Virksomheder, der har farligt affald skal anmelde typer og mængder til Esbjerg Kommune, Miljø.
Farligt affald skal afleveres til:
Esbjerg Affaldshåndtering
Mådevej 93
6705 Esbjerg Ø
Tlf. 76 16 18 91
Mindre mængder af farligt affald (op til 200 kg pr. år) kan afleveres på Esbjerg Kommunes genbrugspladser. Mindre mængder skal afleveres efter behov, dog mindst 1 gang årligt. Det er en forudsætning for, at benytte ovenstående at der betales til genbrugspladserne.
Hvordan opbevaring af farligt affald skal ske fremgår af Esbjerg Kommunes regulativ for erhvervsaffald som er følgende:
Virksomheder, der frembringer farligt affald, skal sikre, at farligt affald er forsvarligt emballeret.
Emballagen skal være udformet efter følgende retningslinjer:
- Emballagen skal være tæt og lukket tæt til, så indholdet ikke utilsigtet kan trænge ud.
- Det materiale, som emballagen er fremstillet af, må ikke kunne angribes af indholdet eller kunne indgå sundhedsfarlige eller på anden måde farlige forbindelser med dette.
- Emballagen skal være udformet, så hel eller delvis tømning kan ske på forsvarlig måde.
- Er der risiko for gasudvikling, skal der anvendes sikkerhedsspuns.
Opbevaring af flydende uemballeret affald kan ske på følgende måder:
- Affaldet kan opbevares i tankanlæg. Tanken skal være egnet til den pågældende affaldstype og så tæt, at spild og fordampning undgås.
- Tanken skal være udformet, så tømning kan foregå forsvarligt og være forsynet med sikkerhedsspuns, hvis der er risiko for overtryk.
- Såfremt der benyttes overjordiske ståltanke, skal de(n) være placeret på en konstruktion, hævet over underlaget således at inspektion af bunden kan finde sted. Afstanden fra tanken til væg eller anden konstruktion skal være mindst 15 cm. Plasttanke, der er godkendt til direkte placering på underlaget, skal etableres på et tæt underlag, som strækker sig mindst 10 cm uden om tanken.
- Nedgravede tankanlæg må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
Opbevaring skal følge retningslinjerne:
- Farligt affald, der afhentes emballeret, skal opbevares i egnede beholdere på tæt bund uden mulighed for afløb til kloak, jord, vandløb eller grundvand.
- Oplagspladsen skal være under tag og indrettet således, at spild kan opsamles ved brud på den beholder, der indeholder den største mængde. Kan oplagspladsen ikke tilkøres direkte, skal virksomheden inden afhentningen selv bringe affaldet til det nærmeste sted på eller ved virksomheden, som kan tilkøres.
- Beholdere skal være løftet fra gulvet, så eventuelle utætheder opdages, og således at spild ikke beskadiger andre beholdere. Oplagspladsen skal være placeret på virksomhedens område, således at indsamleren/transportøren kan køre direkte til stativet, beholderen eller containeren for at foretage læsning.
Eksplosivt affald skal håndteres miljømæssigt forsvarligt ved en godkendt affaldsmodtager, jf. affaldsbekendtgørelsens.
Virksomheden skal sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andre kategorier af farligt affald eller blandes med ikke-farligt affald, jf. affaldsbekendtgørelsens.
Virksomheden skal sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret, jf. affaldsbekendtgørelsens.
Virksomheden skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen tilvejebringe dokumentation for, at farligt affald er korrekt klassificeret i overensstemmelse med bilag 4 i affaldsbekendtgørelsen.
Bilag 1
Pladserne skal indrettes så de overholder kravene i §§ 5 - 8.
Indendørs opbevaring af olier og kemikalier kan foregå på en af følgende måder:
- på et tæt gulv med opkant omkring opbevaringsstedet,
- på en rist i en tæt spildbakke lavet af et holdbart materiale,
- på en rist over en tæt opsamlingsbeholder i gulvet.
Opbevaring af olier og kemikalier udendørs kan finde sted på en af følgende måder:
- Overdækket plads sikret mod tilstrømning af regn- og overfladevand og på tæt belægning uden afløb og med opkant omkring pladsen.
- Container specielt indrettet hertil, med tæt opsamlingsbeholder under stabil rist.
- Lukket skur med tæt bund og opkant.