Håndtering af PCB

Når du arbejder med PCB-holdigt affald, er det vigtigt, at arbejdet tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at mennesker og omgivelser udsættes for mindst mulig sundhedsmæssig risiko.

    PCB forekommer typisk i bygninger bygget og/eller renoveret i perioden 1950 til 1977.

    På pcb-guiden.dk kan du finde oplysninger om hvad PCB er, hvor og hvornår det har været anvendt, og hvilke sundhedsmæssige påvirkninger det har på mennesker og dyr. På hjemmesiden finder også du tlf.nr. og e-mail adresse til PCB-hotlinen.

    Vær opmærksom på

    Bygherre er forpligtet til at foretage en screening af bygning eller anlæg, eller dele heraf, for at afdække om der har været anvendt PCB-holdige (PolyChlorerede Biphenyler) materialer i forbindelse med opførelse eller renovering.

    I perioden 1950 - 1977 blev der benyttet PCB-holdig fugemasse i bygninger og forseglingslim i termoruder.

    Elastiske fugemasser af typen polysulfid kan indeholde op til 30% PCB. PCB trænger let fra lim eller fugemasse ind i det omgivende træværk eller beton.

    I Affaldsbekendtgørelsens kapitel 11 er der nævnt særlige regler om private og professionelle bygherrers identifikation af PCB i bygninger og anlæg og anmeldelse af affald.

    Du kan læse mere om PCB på pcb-guiden.dk

    Screeningskema for PCB findes i anmeldeskema for bygge- og anlægsaffald, følg det røde link øverst på siden her.

    Kan der ikke svares "nej" til samtlige spørgsmål i screeningsskemaet, skal bygherre foretage en kortlægning af de dele af bygningen eller anlægget der kan indeholde PCB.

    En kortlægningsrapport for PCB skal som minimum indeholde følgende:

    • Resultat af materialeprøver, samt beskrivelse af visuel vurdering der ligger til grund for materialeprøver.
    • Mængde af PCB-holdigt materiale (i kg eller tons).
    • Placering af PCB-holdigt materiale (oversigtskort med placering, evt. foto eller tegning vedlægges kortlægningen).
    • Hvordan er PCB-holdigt materiale identificeret på byggepladsen (mærkning, skiltning, andet).
    • Hvordan håndteres og fjernes PCB-holdigt materiale.
    • Den forventede behandling eller anvendelse af affaldet, eller den forventede modtager af affaldet.

    Har du identificeret PCB i dit byggeaffald, skal det analyseres for koncentrationen af PCB. Når vi har modtaget analyseresultatet, foretager Miljø en anvisning af affaldet til bortskaffelse efter nedenstående retningslinjer:

    PCB < 0,1 mg/kg  (0,1 ppm)
    Affaldet betragtes som rent.

    0,1 mg/kg < koncentrationen af PCB i affaldet < 50 mg/kg
    Affaldet defineres som "Ikke farligt affald".
    Affaldet anvises til forbrænding via Energnist, eller til deponering via Deponi Syd. Anvisningen foretages ud fra den enkelte affaldsfraktion.

    PCB > 50 mg/kg  (50 ppm)
    Affaldet defineres som "Farligt affald" med EAK-kode: 17 09 02.
    Affaldet skal brændes på anlæg der er miljøgodkendt til at håndtere fraktionen.
    Du skal være opmærksom på, at farligt affald skal anmeldes til os. I anmeldeskema for bygge- og anlægsaffald udfyldes skema vedrørende farligt affald. Find anmeldeskemaet øverst på siden.

    Har du spørgsmål til hvilket modtageanlæg du kan aflevere dit PCB-holdige affald til, er du velkommen til at kontakte os.

    HUSK - hvis der er konstateret PCB, skal der ansøges om konkret anvisning af affaldet hos os.

    Er termoruden produceret før 1977 er der stor sandsynlighed for, at der er anvendt PCB i kantforsegling og/eller i andre isætningsmaterialer som fuger/kit.

    Ikke alle termoruder er mærket med produktionsår. Er termoruden ikke mærket, er der stor sandsynlighed for, at ruden er produceret før 1977 og kan derfor være PCB-holdig.

    En termorude på ca. 1 m2  kan typisk indeholde 50 g PCB i kantforseglingen og skal derfor bortskaffes som farligt affald.