Nyt havneareal ved Krogsgård
Indkaldelse af ideer og forslag til afgrænsning af miljørapport og miljøkonsekvensrapporten for etablering og drift af et nyt havneareal ved Krogsgård samt et tilknyttet vejprojekt.
Esbjerg Kommune har igangsat planlægning efter planloven for et havneareal ved Krogsgårdsvej og Tjæreborgvej. I forbindelse lokalplan og kommuneplanændring skal der udarbejdes en miljørapport. I januar/februar 2025 gennemførte Esbjerg Kommune derfor en høring af offentligheden og af berørte myndigheder for at kunne træffe afgørelse om miljørapportens indhold.
Esbjerg Havn har efterfølgende anmodet om at gennemføre en frivillig miljøkonsekvensvurdering af det konkrete anlægsprojekt. Esbjerg Havn ønsker at lave en samlet miljøvurdering af planerne og projektet.
Derfor gennemføres der en fornyet høring, hvor offentligheden og berørte myndigheder har mulighed for at komme med forslag og ideer til afgrænsningen af den samlede miljøvurdering. Høringen sker i henhold til miljøvurderingslovens § 32 stk. 3 og § 35 stk. 3. Bemærkninger indsendt ved den første høring er behandlet og indarbejdet i afgrænsningsnotatet.
Lokalplan og kommuneplanændring skal muliggøre etablering af et indlands havneområde, en såkaldt dryport. Det forventes, at bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet vil være 10 %, og bygningshøjden vil være op til 40 meter. Skorstene, master, kraner og øvrigt transportmateriel tillades i en højde på op til 85 meter af hensyn til driften. Havnearealet skal primært anvendes til aktiviteter relateret til den grønne omstilling.
Det konkrete projekt, som miljøvurderes, omfatter etableringen af selv havnearealet inklusive terrænregulering, vandhåndtering, etablering af støjskærm og skærmende beplantning med mere. Derudover omfatter det konkrete projekt også et vejprojekt, der ligger udenfor planområdet. Vejprojektet skal sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling i området. Vejprojektet omfatter blandt andet nedlæggelse af rundkørslen på Tjæreborgvej og etablering af to nye rundkørsel på Krogsgårdsvej, hvor af den ene forbindes til Tjæreborgvej. Derudover omfatter vejprojektet etablering af en shunt, der forbinder havnearealet med særtransportruten.
Bygherres konsulent har udarbejdet et udkast til et afgrænsningsnotat med tilhørende projektbeskrivelse. Udkast sendes hermed i 4 ugers høring i perioden: D. 24. marts til 29. april 2026
Formålet med afgrænsningsnotatet er at sikre, at Esbjerg Kommune som miljøvurderingsmyndighed stiller de rigtige krav til, hvad den endelige miljørapport skal indeholde. Når miljøvurderingen af planerne og projektet foreligger i form af en miljørapport, vil denne blive sendt i høring sammen med planforslagene.
Esbjerg Kommune vurderer ikke, at planerne eller projektet vil medføre grænseoverskridende påvirkninger. Der gennemføres derfor ikke en høring efter miljøvurderingslovens § 38.
Vi vil gerne høre din mening
Høringen sker med henblik på at give borgerne og berørte myndigheder de bedste forudsætninger for at komme med forslag og ideer til afgrænsningen af den kommende miljøkonsekvensrapport.
Vi vil derfor gerne høre din mening, hvis du synes, at der er nogle særlige forhold eller bestemte miljøpåvirkninger, som bør belyses yderligere.
Alle høringssvar skal indsendes skriftligt, enten digitalt eller som brev, indenfor høringsperioden. Ved digital henvendelse kan du nederst på høringssiden finde en blå boks med teksten ”Sig din mening” og herfra direkte indsende dit svar. Ved fysisk henvendelse fremsendes brevet til Esbjerg Byråd, Teknik & Miljø, Plan, Torvegade 74, 6700 Esbjerg.
Yderligere oplysninger kan fås hos fagkoordinator Astrid Moltke Jordt, mail [email protected], tlf. 7616 3305.
Informationer
- Sagsnummer MIS-26/000359
- Start dato 24. mar. 2026
- Høringsfrist 29. apr. 2026
- Område
- Kategori
Abonnér på Høringsportal
Har du lyst til at få nyt om høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores abonnementsfunktion