FAQ
Mange besøger Aqtiv på Esbjerg Strand for at bade, dyrke vandsport og opholde sig ved vandet - og det rejser naturligvis spørgsmål.
Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest får.
Få svar på de oftest stillede spørgsmål om Aqtiv
Tidevand og hældning
Inden for normalt tidevand overholder hældningen på landgangen til flydebroen anbefalingerne for tilgængelighed. Ved ekstremt tidevand kan hældningen dog kortvarigt ændre sig.
Adgang til vandet
Hvis du er gangbesværet, er der to trapper med gelænder, som fører fra badebroen ned til en repos i vandet med en vanddybde på cirka 1 meter. Det giver mulighed for at komme sikkert i vandet med ekstra støtte.
Rampe og adgang for kørestole
Via rampen på badebroen kan kørestole komme ned til det nederste dæk tættest på vandet. Herfra vil nogle – men ikke alle – kunne komme videre ned i vandet, afhængigt af individuelle forudsætninger.
Tilgængelighed på land
Der findes ledelinjer og opmærksomhedsfelter for svagsynede, og trappen ned mod flydebroen er udstyret med gelænder. Der er handicaptoilet med omklædningsfaciliteter, som er tilpasset kørestolsbrugere, ligesom adgangen til saunaen også er tilpasset kørestolsbrugere.
Liftløsninger
Der etableres i første omgang ikke liftløsninger, da Esbjerg Kommune ønsker at vurdere behovet og tage stilling til mulige løsninger, hvis der opstår et konkret behov.
Baggrund for tilgængelighed
I udviklingen af Aqtiv er projektet blevet gennemgået med fokus på tilgængelighed, og de bemærkninger, der kom frem, er indarbejdet i den endelige udformning. Projektet er desuden blevet præsenteret for Esbjerg Kommunes lokale høringsparter, herunder Ældrerådet og Handicaprådet, som havde mulighed for at komme med input.
Saunaen er åben for alle og gratis at bruge dagligt kl. 06–08 og kl. 17–19.
Du må ikke lave saunagus eller bruge duftolier.
Hold døren til saunaen lukket, ellers slukker saunaen automatisk.
Book saunaen
Private brugere, virksomheder og foreninger kan booke saunaen ved Aqtiv. Esbjerg Kommune stiller i alt syv timer til rådighed om ugen, fordelt over tre dage.
Mulige bookingtider:
Mandag kl. 10-12
Onsdag kl. 13-16
Fredag kl. 15-17
OBS. Du booker minimum én time pr. booking.
Ledige tider:
Se ledige tider for booking af sauna
Pris:
Det koster 250 kr. pr. time at booke saunaen.
Sådan booker du saunaen:
Du booker saunaen via linket nedenfor. Hav dit MitID klar, når du booker.
Vigtig information ved booking:
- Booking skal ske senest tre døgn før den ønskede tid. Vær opmærksom på, at helligdage kan påvirke mulighederne.
- Der følger hverken instruktør eller livredder med ved booking. Al brug sker på eget ansvar.
- Du afleverer og henter nøglebrikken ved Fritid, Esbjerg Kommune, Torvegade 74 i åbningstiden.
- Det er kun muligt at lave én booking ad gangen. Du kan ikke lave faste bookinger eller booke flere gange på én gang.
- Saunaen er beregnet til maks. 20 personer ad gangen.
- Der er omklædning og toiletter i samme bygning som saunaen ved Aqtiv - havbad og vandsport, som er åbent kl. 06-22.
Ordensregler:
Når du booker saunaen, har du ansvaret for, at reglerne overholdes:
- Du må kun benytte sauen til det formål og i det tidsrum, du har booket.
- Du må ikke overdrage din booking til andre.
- Overhold de lokale ordensregler, som fremgår af skiltningen.
- Du er ansvarlig for eventuelle beskadigelser.
- Aflever saunaen opryddet, og tjek, at døren er lukket, før du går.
- Luk kun din egen bookinggruppe ind i saunaen.
- Du hælder maks. 2 dl rent vand på stenene ad gangen med 10–15 minutters mellemrum.
- Du må ikke bruge duftolier.
- Medbring et håndklæde, som dækker siddefladen og området ned til fødderne.
- Du skal være iført badetøj i saunaen.
- Medbring ikke sko eller sandaler i saunaen..
- Rygning, mad og alkohol er ikke tilladt. Du må gerne medbringe vand i en brudsikker flaske.
- Hold døren lukket – ellers slukker saunaen automatisk.
Ved manglende overholdelse kan Esbjerg Kommune opkræve betaling for skader samt ekstra rengøring og oprydning. Gentagne overtrædelser kan medføre afslag på fremtidige bookinger.
Oplever du fejl eller skader, kan du melde det via Tip Tak.
Ønsker du at kunne bruge saunaen mere end den offentlige åbningstid, kan du melde dig ind i Havbad – Aqtiv Esbjerg Strand. Her kan du som foreningsmedlem opnå mere åbningstid på saunaen.
Få mere at vide på Havbad – AQTIV Esbjerg Strand.
Kabelbanen har sæsonåbent for offentligheden, når vejr og vandstand tillader det.
Som udgangspunkt kan du bruge banen hver lørdag fra kl. 10–16 i perioden fra omkring 1. maj til og med uge 42. I samme periode kan der også være åbent på udvalgte tidspunkter om onsdagen..
Du booker tid og betaler direkte hos Esbjerg Cable Park, som driver banen og er klar til at guide dig sjovt og sikkert ud på bølgerne.
Kabelbanen er åben året rundt for Esbjerg Cable Parks medlemmer. Er du interesseret i at være medlem, kan du få mere at vide hos Esbjerg Cable Park.
Skabe
Du har mulighed for at låse dine ejendele inde i skabe, som du finder i omklædningsrummene. Du skal selv medbringe en hængelås. Du skal tage hængelåsen med dig, når du forlader området – ellers risikerer du, at den bliver fjernet af de kommunale medarbejdere.
Træmåtter
Nogle har efterspurgt træmåtter ved bruserne, fordi gulvet er koldt.
Af hensyn til drift og hygiejne tilbyder vi ikke træmåtter. I stedet ligger der store gummimåtter i baderummene, som du kan stå på. Du er også velkommen til at bruge badetøfler i omklædningsrummene.
Afskærmning
Vi har fået mange efterspørgsler på afskærmning i omklædningsrummene, så man ikke kan ses udefra. Vi har gennemgået mulighederne grundigt, men kan desværre ikke etablere afskærmning. Tag derfor hensyn til hinanden, og luk dørene igen, når du går ind og ud, så rummene forbliver så private som muligt.
Du må gerne bade nøgen fra badebroen, så længe du sikrer dig, at du ikke støder andre omkring dig.
Men du skal have tøj på, når du færdes til og fra badebroen. Ligesom der er krav om påklædning i saunaen.
Overalt i området gælder ’Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger.’
Stk. 2. Det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
Af tekniske årsager og på grund af den store tidevandsforskel i Esbjerg er det ikke muligt at etablere stiger med faste trin langt ned i vandet. De nederste trin er derfor monteret på kæder med plastbelægning, så de kan følge vandstanden.
Hvis du er gangbesværet, kan du i stedet benytte de to trapper med gelænder, som fører fra badebroen ned til en repos i vandet med cirka 1 meters dybde.
Der er monteret en vandstandsmåler på den vestligste søjle af badebroen.
Vandfladen ved Esbjerg Strand er opdelt i områder for at adskille lystsejlerne fra de badende af hensyn til de badendes sikkerhed. Det er et krav fra Søfartsstyrelsen.
Vi har valgt at opdele vandfladen i tre områder efter, hvilke aktiviteter der foregår i det enkelte område – altså om det er en aktivitet, hvor man overvejende er i vandet, eller om man overvejende er på vandet.
Blåt område
Inderst i lagunen er der oprettet et beskyttet område til dem, som overvejende bader, leger eller svømmer. Det er markeret med blå farve på kortet.
Her må man også gerne sejle SUP, kano, kajak og små robåde, men man skal tage hensyn til dem, som opholder sig i vandet - det er dem, som er de bløde trafikanter.
Orange område
Uden for det blå område ligger det orange område, hvor brugere af SUP, kano, kajak og små robåde har mulighed for at koncentrere sig om teknikken og kan være sikre på, at der ikke er badende eller svømmere i vandet, som de skal passe på. Her må man ikke bade eller svømme, og der må heller ikke komme lystsejlere.
Vandkvaliteten måles kun i de blå og orange områder.
Rødt område
I det yderste område mod havet blander SUP, kano, kajak og små robåde sig med lystsejlerne under gensidig respekt og hensyntagen til de andres mulighed for at manøvrere.
Der er sat skilte på badebroen, på broen ved kabelbanen og på badetrappen ved Maritimt Center, som fortæller hvem, der må være i vandet på det sted. Senere kommer der flere skilte på spunsvæggene og andre synlige steder.
Flere har efterspurgt siddegrupper på græsset, men det vil gøre driften af arealerne vanskelig. Derfor vælger vi ikke at etablere siddegrupper.
Du må ikke køre over broen og parkere på pladsen eller på vejen på diget.
Det er ikke tilladt bortset fra 2 handicappladser.
Vejen fungerer som arbejds- og redningsvej og skal altid være fri. Parker i stedet på grusparkeringspladsen til højre lige inden broen.
Flere spørger, om man kan følge det røde badeflag live på hjemmesiden eller i en app.
På hjemmesiden https://www.esbjerg.dk/din-fritid/natur-og-udeliv/badestrande kan du ofte se, om der er hejst rødt flag, men siden opdateres kun i almindelig arbejdstid. Der arbejdes på en bedre løsning med app’en ’Badevand’, men den forventes først på plads i 2026.
På stedet hejser kommunens entreprenørvagt flaget. Vagten kan komme forbi fra morgen til aften alle ugens syv dage og sørger for, at flagningen afspejler de aktuelle forhold.
Udspring er forbudt overalt i lagunen.
Oplever du fejl eller skade på tingene ved Aqtiv og saunaen? Så kan du, uanset om det er på vand eller land, melde fejlen ind via Esbjerg Kommunes app Tip Tak.
På den måde kan kommunens folk hurtigst muligt vurdere problemet og få det fikset, hvis det er muligt.
Fandt du ikke, hvad du søgte, så fortvivl ikke. Du kan altid melde fejl og skader ind via Esbjerg Kommunes app Tip Tak.
Med appen Tip Tak kan du hjælpe os med hurtigt at få rettet fejl og skader. Alt, du skal gøre, er at tage et billede af et "problem" og indsende det via Tip Tak. Så vurderer vi hurtigst muligt problemet.