Søg en plads på plejehjem
Læs på siden hvordan du kan søge om en plads.
Sådan søger du
Ring til os på 76 16 38 60 - Se åbningstider i kontaktboksen.
Når du har kontaktet visitationen, aftaler vi et tidspunkt, hvor vi kan besøge dig i dit hjem. Vi vil sammen med dig vurdere dit behov for en plejebolig.
Det tager ca. to uger at få vurderet, om du kan få en plejebolig, eller om andre løsninger er bedre for dig.
Vi sender dig en skriftlig besked, så du ved, om vi vurderer, at du er berettiget til en plejebolig. Hvis du er berettiget til en bolig, skriver vi dig på venteliste. Du får skriftlig besked, når der er en plads ledig til dig.
Spørgsmål når du søger plejebolig
Du kan få en plads, hvis:
- det ikke er muligt at give den nødvendige hjælp i dit eget hjem.
- du har behov for personale i nærheden døgnet rundt.
- det ikke er forsvarligt, at du er alene i eget hjem.
- du ikke kan tilkalde hjælp ved behov.
- du har behov for at være sammen med andre mennesker, og det ikke er nok at være i dagcenter eller på daghjem.
Vi vurderer sammen med dig, dine pårørende, hjemmeplejens personale og evt. din læge, om den bedste løsning er at flytte
Vi vil efter aftale komme hjem og besøge dig. Ved besøget vil du blive stillet spørgsmål om:
- Hvordan du klarer dig i dagligdagen.
- Hvilken hjælp du har brug for.
- Hvilke problemer din nuværende bolig giver i det daglige.
Det er en god idé at have en pårørende med ved besøget. Hvis du under besøget finder frem til, at du ønsker at søge en plejebolig, udfylder vi sammen et ansøgningsskema. Du mulighed for at skrive, hvor du kunne tænke dig at bo. Det er dog vigtigt, at den bolig, du ønsker, opfylder dine behov.
Tildeling af ledige boliger sker på grundlag af behov:
- Alle borgere, som står på venteliste til en given bolig, vil blive taget med i vurderingen, hver gang en bolig er ledig.
- Den borger, som på det aktuelle tidspunkt har det største behov, får tilbudt den ledige bolig.
- Borgere, der ikke kan komme hjem fra sygehus eller ophold i midlertidig bolig, vil have høj prioritet.
- Borgere, som allerede bor i en bolig, hvor de kan modtage den nødvendige hjælp, vil have lavere prioritet.
- I perioder kan der være mange, som ønsker en bolig på samme ældrecenter. Ventetiden til disse centre kan derfor blive meget lang.
- Hvis du siger ”Nej tak” til en ønsket bolig, vurderer Visitationen, at dit behov ikke er særligt stort.
Esbjerg Kommune har som mål, at borgere, der har akut behov for en plejebolig, højest må vente tre måneder på at få en bolig, der kan dække behovet. Derfor vil du kunne opleve at få tilbudt en ledig plejebolig ved et ældrecenter, som du ikke har ønsket.
Du har ret til at søge en plejebolig i en anden kommune. Du skal opfylde betingelserne for at være berettiget til en plejebolig både i Esbjerg Kommune og i den kommune, du ønsker at flytte til. Kommunen, du vil flytte til, kan dog give afslag, hvis du ikke opfylder et af følgende:
- Har familie eller nære pårørende eller bekendte i den kommune, du søger til.
- Af religiøse grunde har et ønske om at søge et bestemt plejehjem, hvis hovedformål er, at borgere med samme religiøse overbevisning kan være sammen.
Visitationen behandler din ansøgning, og du vil få en skriftlig afgørelse inden ca. tre uger. Hvis dine behov viser, at du har brug for en plejebolig, kommer du på venteliste. Du vil få skriftlig besked, når der er en bolig ledig til dig. I gennemsnit er der en ventetid på op til tre måneder.
Tilsagn til plejebolig
Du kan først være sikker på, at du har fået en plejebolig, når du har sagt ”Ja tak” til en tilbudt bolig.
Klagemulighed
Hvis du ikke er enig i afgørelsen på din ansøgning, kan du klage til Ankestyrelsen. Det vil fremgå af bevillingsbrevet fra Visitationen, hvor du skal sende din klage hen.
Når du får et boligtilbud
Når du får et boligtilbud fra Visitationen, vil det i de fleste tilfælde fremgå af brevet:
- hvor stor huslejen og indskuddet er
- hvem du skal kontakte for at få boligen fremvist
- hvem du skal kontakte for at sige ja tak til boligen
Når du har sagt ja tak til en plejebolig, vil du modtage en lejekontrakt. Herefter kan du søge boligstøtte og lån til beboerindskud.
Sådan søger du boligstøtte og lån til beboerindskud
Hvis du har MitID:
- Søg boligstøtte på www.borger.dk
- Søg lån til beboerindskud på www.borger.dk
Hvis du er fritaget for digital post:
- Du kan søge boligstøtte ved at udfylde det ansøgningsskema, som du får medsendt sammen med lejekontrakten, og sende det til Udbetaling Danmark. Har du problemer med at udfylde skemaet, kan du henvende dig til nærmeste Borgerservicecenter.
- Ansøgningsskema om lån til beboerindskud får du udleveret sammen med lejekontrakten. Udfyld skemaet, og send det til nærmeste Borgerservicecenter.
Hvis du hverken har MitID eller er fritaget for digital post:
- Henvend dig på nærmeste Borgerservicecenter.
Indflytning
Du kan først få nøglen udleveret, når der er indbetalt indskud og første måneds husleje.
Hvad koster det?
Det er forskelligt hvad de plejeboliger vi har i kommunen koster, det afhænger af blandt andet størrelse og de ydelser du har brug for.
Når du modtager et tilbud vil der i tilbuddet stå hvad plejeboligen koster, desuden kan du finde flere priser i Esbjerg Kommunes oversigt over takster og priser.
Kan jeg få lån til indskud og boligstøtte?
Læs om lån til indskud og boligstøtte.
Skal jeg selv gøre boligen i stand, inden jeg flytter ind?
Nej, alle boliger er istandsat ved indflytning.
Kan jeg se en plejebolig, inden jeg beslutter mig?
Plejeboligerne er lejet ud til borgere i Esbjerg Kommune. Det er derfor ikke muligt at se boligen, før den er ledig.
Du kan få et indtryk af boligerne og omgivelserne på det enkelte plejehjem ved at besøge deres hjemmeside. Se alle plejehjem her.
Skal jeg selv gøre boligen i stand, inden jeg flytter ind?
Nej, alle boliger er istandsat ved indflytning.
Kan jeg blive boende, hvis min ægtefælle eller samlever dør?
Ja, det kan du, også selv om det var din ægtefælle eller samlever, der havde behov for boligen.
Kan jeg have husdyr i plejeboligen?
Nej, det er ikke muligt.