Specialcentret

Specialcentretst​ tilbud er målrettet børn og unge op til 18 år med betydelige og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

    Specialcentret består af syv døgntilbud og ét døgnaflastningstilbud. Tilbuddene er målrettet børn og unge op til 18 år med betydelige og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Når en ung fylder 18 år, er der i visse tilfælde mulighed for at blive boende i en periode inden overgangen til et voksentilbud. Herudover tilbyder Specialcentret pædagogisk indsats i hjemmet, som varetages af døgnaflastningen.

    Om Specialcentret

    Døgntilbuddene er beliggende i Ribe og har adresse på Bøge Allé 1, 3, 5, 7, 9, 11 og 16. I daglig tale omtales området ”Ribelund”. Aflastningen er placeret i Krohaven i Tarp i Esbjerg Nord. 

    Der er plads til 46 børn og unge på tværs af Specialcentrets døgntilbud. Derudover har Aflastningen 13 pladser, som fordeles over et større antal børn.

    Specialcentret har omkring 250 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Der er både pædagoger, social- og sundhedshjælpere- og assistenter, omsorgs- og pædagogmedhjælpere, servicemedarbejdere, pædagogiske assistenter, husassistenter, tilbudsledere og en centerchef. Nogle afdelinger har tilknyttet ergo- og fysioterapeuter, som benyttes på tværs af afdelingerne ved behov. Derudover tilbyder Specialcentret praktikforløb for elever og studerende.

    Specialcentrets faglige tilgang til arbejdet børn og unge

    På Specialcentret arbejder vi ud fra et fælles fagligt og etisk grundlag, hvor barnets trivsel, udvikling og ret til et værdigt børneliv er omdrejningspunktet. Vores tilgang bygger på det etiske landskab samt principperne i Low Arousal 2 understøttet (LA2U).

    Etik og barnets perspektiv

    Med udgangspunkt i det etiske landskab arbejder vi bevidst med de etiske dilemmaer, der kan opstå i hverdagen. Det betyder, at vi løbende forholder os til, hvordan vi bedst støtter barnet i situationer, hvor der kan være spændinger mellem barnets behov, fællesskabets rammer og de krav, vi som voksne er ansvarlige for.

    Vi lægger stor vægt på

    • barnets perspektiv og oplevelse af situationen
    • respekt for barnets grænser, integritet og værdighed
    • faglige overvejelser frem for hurtige eller rutineprægede løsninger

    Det etiske landskab hjælper os til at være nysgerrige, refleksive og åbne for flere mulige veje, altid med barnets bedste for øje.

    Hvad er det etiske landskab?

    Det etiske landskab samler tre centrale etiske perspektiver, som har hver deres egen logik for, hvad der er etisk forsvarligt. Disse er,

    1. Nærhedsetik – “Jeg føler”
    2. Pligtetik – “Jeg skal”
    3. Konsekvensetik – “Jeg vurderer effekten”

    Modellen kaldes et landskab, fordi perspektiverne sjældent står isoleret. De sameksisterer, overlapper og kan komme i konflikt med hinanden i konkrete situationer.

    Det sundhedsfaglige arbejde er en integreret del af hverdagen på Specialcentret. Omfanget af sundhedsfaglige opgaver varierer mellem afdelingerne, hvor fokus er på at sikre den bedst mulige støtte og behandling for det enkelte barn eller den unge.

    I det daglige arbejde foretages sundhedsfaglige vurderinger, som udføres i tæt samarbejde med det pædagogiske personale og relevante eksterne samarbejdspartnere, herunder egen læge, sygehus, børne- og ungdomspsykiatri, tandlæge, diætist samt øvrige fagpersoner.

    Specialcentret har et sundhedsfaglige team, som bidrager til høj faglig kvalitet, styrkelse af patientsikkerheden og sikring af trygge sundhedsfaglige indsatser for børn og unge på Specialcenteret.

    Vi ser forældre som en vigtig og uundværlig del af barnets liv. Derfor prioriterer vi et åbent, respektfuldt og tillidsfuldt samarbejde, hvor forældrenes viden, erfaringer og perspektiver inddrages.

    Vi arbejder for en løbende og tydelig dialog, hvor forældrene har indsigt i barnets hverdag, trivsel og udvikling, og hvor der er plads til spørgsmål, bekymringer og fælles refleksion. Sammen skaber vi de bedste forudsætninger for, at barnet eller den unge oplever sammenhæng, stabilitet og tryghed.

    Døgntilbuddene i Specialcentret har et forældreråd, som består af medarbejdere og forældre, der ønsker at bidrage aktivt til børnenes trivsel, udvikling og dagligdag. Forældrerådet fungerer som bindeled mellem forældre og Specialcentret, hvor det sikres, at forældrenes stemme bliver hørt samtidig med vi i fællesskab skal danne rammerne for børnenes hverdag. Gennem dialog, idéer og samarbejde kan vi alle være med til at gøre hverdagen bedre for børnene. Forældrerådet mødes 4 gange årligt af 2 timers varighed.

    Har du lyst til at høre mere eller blive medlem af forældrerådet kan du kontakte os via kontaktformularen.

    Støtteforeningen RABU er drevet af frivillige kræfter. Du kan læse mere på deres Facebookside her: Støtteforening Rabu | Ribe

    Tilbud til børn og unge

    Specialcentrets arbejde er forankret i barnets lov, som har til formål at sikre at børn og unge får den rette støtte til trivsel, udvikling og deltagelse. Vi sætter barnets eller den unges behov i centrum og inddrager barnet eller den unge i egen indsats.

    På døgntilbuddene arbejder vi for at det enkelte barn eller ung gives så tryg en opvækst som muligt i et miljø præget af nærvær og omsorg samt en tilgang båret af faglighed og forståelse. Vi understøtter barnet eller den unges personlige udvikling og færdigheder bedst muligt, således at barnet eller den unge har mest mulig indflydelse på og ansvar for eget liv.

    I Aflastningen arbejder vi for at give familien støtte og aflastning, så hverdagen med et barn eller en ung med funktionsnedsættelse hænger bedre sammen. Opholdet kan være et tiltrængt pusterum i en travl hverdag. Aflastningen tilbyder døgnophold på hverdage, i weekender og i ferieperioder.

    For barnet eller den unge er opholdet et frirum med mulighed for fællesskab, samvær og venskaber med jævnaldrende. Samtidig kan opholdet støtte barnet eller den unge i gradvist at blive tryg ved at være væk hjemmefra og tage et skridt mod et mere selvstændigt liv.

    Pædagogisk indsats i hjemmet visiteres af Familierådgivningen, varetages af Aflastningen og bevilliges som pakkeforløb. Størstedelen af familierne får kun pædagogisk indsats i hjemmet, mens nogle familier både får pædagogisk indsats i hjemmet samtidig med aflastning.

    Målgruppen er familier med hjemmeboende børn i aldersgruppen 0–18 år. Børnene skal have et fysisk eller psykisk handicap og have et begrænset kognitivt funktionsniveau.

    Det pædagogiske personale kommer på besøg i barnets hjem og guider i hensigtsmæssige og udviklende tiltag i forhold til barnets konkrete udfordringer og behov. Vi giver også konkrete redskaber eller metoder for derved at skabe forudsigelighed og ensartethed, som fordrer barnets udvikling. Indsatsen tager udgangspunkt i barnets og familiens eksisterende kompetencer og ressourcer. 

    Specialcentrets målgruppe er børn og unge med både kognitive og fysiske funktionsnedsættelser.

    På Bøge Allé 1 og 5 bor børn og unge med multiple funktionsnedsættelser herunder autismespektrumforstyrrelser. I hverdagen er der derfor et stort fokus på personlig pleje, omsorg og støtte, som er en helt central del på disse afdelinger. Målgruppen har behov for tæt pædagogisk støtte i alle døgnets timer.

    På Bøge Allé 3, 9, 11 og 16 bor børn og unge, som er fysisk mere selvhjulpne, men som har betydelige støttebehov. Det drejer sig primært om børn og unge med autismespektrumforstyrrelser, ADHD, psykiatriske diagnoser eller børn der har været udsat for betydeligt omsorgssvigt. Målgruppen har generelt behov for tæt pædagogisk støtte i alle døgnets timer.

    For Bøge Allé 16 gælder det særligt, at børnene og de unge også har behov for fysiske rammer med mulighed for afskærmning fra andre børn og unge.

    På Bøge Allé 7 bor fysisk mere selvhjulpne børn og unge enten med autismespektrumforstyrrelser eller psykiatriske diagnoser. Her er støttebehovet typisk mindre omfattende.

    I Aflastningen er målgruppen hjemmeboende børn og unge med betydelige og varige nedsatte fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

    Døgntilbuddene i Ribe er indrettet i røde etplans huse, som er sammenbygget således at Bøge Allé 1, 3 og 5 samt 7, 9 og 11 hænger sammen. Tilbuddene har udearealer med legeplads, haver og andre udendørs faciliteter.  Husene er beliggende i et naturskønt område tæt på å, sansehaver, husdyr og med gåafstand til Ribe centrum. Bøge Allé 16 er et toplanshus beliggende i samme område men mere afskærmet.

    Tilbuddene er indrettet efter deres målgruppe med fælles opholdsrum, køkken og nogle afdelinger har aktivitetsrum. Alle børn og unge har eget værelse, som er indrettet efter det enkelte barn eller unges ønsker og behov og i samarbejde med barnets eller den unges forældre. På tilbuddene er der fælles badeværelser, som typisk deles mellem to beboere. Vi lægger vægt på, at tilbuddene er indrettet, så der er rart at være samt at der er mulighed for aktiviteter, som tilgodeser børnene og de unges behov.

    Aflastningen er indrettet i stueetagen i et toetages hus med delvist udnyttet kælderplan i en lille landsby Tarp udenfor Esbjerg, som i daglig tale kaldes for Krohaven. Der er indhegnet legeplads indrettet efter børnenes behov.

    Aflastningen er indrettet med 12 værelser opdelt i tre grupper samt et akutværelse. Hver gruppe rummer 4 værelser, 2 badeværelser og anretningskøkken samt opholdsrum. Lokalerne er indrettet så de så vidt muligt tilgodeser børnenes og de unges individuelle behov. Kælderetagen er udnyttet med aktivitetsrum med trampolin, TV-stue og kreativitetsrum. Desuden rummer Krohaven et funktionskøkken, kontorer og mødelokaler.

    Specialcentret råder over egne busser og specialcykler, der bruges til udflugter og aktiviteter for børn og unge.

    De forskellige afdelinger på Specialcentret repræsenterer hver sin unikke gruppe af børn og unge mennesker, som har forskellige behov. Derfor ser hverdagen heller ikke ens ud på alle afdelinger. Vi gør nemlig meget ud af at tilpasse aktiviteter, så de passer bedst muligt til den enkelte.

    Børnenes hverdag i dagtimerne består af dagtilbud, skole og beskæftigelse med hvem vi prioriterer at have et tæt samarbejde om fælles mål.

    Når barnet kommer hjem fra sit tilbud, har barnet eller den unge en struktur for dagen. Denne vil typisk bestå af en blanding af faste gøremål og mere frie aktiviteter, som for nogle kan variere fra dag til dag, mens andre trives bedst med, at de samme aktiviteter går igen hver dag eller på bestemte ugedage. Faste gøremål kunne fx være at hjælpe med at vaske sit tøj eller lave mad samt gøre sit værelse rent. Alt sammen noget, der er med til at styrke selvstændigheden og forberede børn og unge på voksenlivet. Det er meget individuelt, hvor meget barnet eller den unge kan deltage i disse gøremål, men vi forsøger altid at inddrage barnet eller den unge i et eller andet omfang.

    Af mere frie aktiviteter kan nævnes kreative projekter, gåture, cykelture, ture i svømmehal eller hyggelige fællesaftener på afdelingen. På én af afdelingerne findes også et sanserum, hvor nogle børn nyder den ro, som de forskellige sansestimulerende elementer indbyder til.

    Weekender og skoleferier vil typisk adskille sig lidt fra hverdagen. Vi elsker ture ud af huset, hvad end det er en tur i biografen, zoologisk have, bondegårdsbesøg, en fisketur eller simpelthen bare en tur ud i det blå. For nogle børn vil disse ture ud af huset foregå i små grupper, mens det for andre vil være en 1:1 aktivitet med en medarbejder.

    Der skal være forskel på hverdag og fest, hvor fødselsdage og højtider markeres efter barnets eller den unges behov. For nogle børn eller unge kan det, at deres hjem pludselig ser anderledes ud være for stor en omvæltning, så mens nogle afdelinger altid er festligt pyntet op til jul eller påske, vil det på andre afdelinger være mere diskret. Når vi fejrer højtider, foregår det på børnenes og de unges præmisser. Det vil sige, at vi skaber vores egne traditioner, hvor jul, nytår, påske mv. bliver en god oplevelse for alle, og at alle får mulighed for at deltage i det omfang de kan og vil.

    I Specialcentret tager vi altid udgangspunkt i barnet eller den unge og vi nyder at skabe gode minder sammen.

    For fagpersoner

    Specialcentrets kerneopgave er,

    “Vi fremmer udvikling og trivsel hos barnet og den unge gennem nærvær, tryghed og et tillidsfuldt samarbejde med familien med særligt fokus på relationer, selvstændighed og en bæredygtig trivsel.”

    Vi har studerende og elever i praktik og ser det som en vigtig del af vores faglige udvikling og miljø.

    Bøge Allé 1, 5 og 9 har pædagogiske assistentelever, pædagogstuderende og fysioterapeutstuderende tilknyttet. Som studerende bliver du en aktiv del af hverdagen og det pædagogiske arbejde med støtte og vejledning fra erfarne medarbejdere.

    Vi lægger vægt på et trygt og udviklende praktikforløb, hvor der er plads til nysgerrighed, refleksion og faglig fordybelse. Du får tilknyttet en fast vejleder, og vi prioriterer tid til sparring og faglige samtaler. Som elev eller praktikant deltager du i personalemøder, opfølgningsmøder og andre relevante aktiviteter.

    Har du lyst til at være i praktik hos os?

    Brug kontaktformularen for at høre mere.

    Specialcentret er underlagt en række eksterne tilsyn. Tilsynene har hver deres fokusområde og bidrager til at sikre kvalitet, faglighed, sikkerhed og overholdelse af gældende lovgivning og krav. Der føres tilsyn af:

    • Arbejdstilsynet
    • Socialtilsyn Syd
    • Fødevarestyrelsen
    • Styrelsen for Patientsikkerhed

    Se de seneste tilsynsrapporter her