Snoezelhuset
Den oprindelige målgruppe for Snoezelen var mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, men Snoezelen har også vist sig effektiv til mennesker med demens, psykiske lidelser, ADHD, autisme og stress. Snoezelhuset i Esbjerg er tilknyttet Specialbørnehaven Kornvangen, men det er også åben for andre.
Snoezelhuset er et sansehus, der består af tre sanserum, et varmtvandsbassin og omklædningsfaciliteter. Huset blev oprettet i 1995 på initiativ fra den daværende forældreforening og er siden løbende renoveret og udviklet. Der er loftlift i det hvide rum, omklædningsrum og bassin rum. Derudover er der handicapegnede bade- og toiletforhold.
Huset bruges både af Kornvangen som en del af børnenes behandlingstilbud og dels af andre, der lejer huset.
Huset kan lejes af alle interesserede. For at leje huset skal mindst en deltager i brugergruppen have deltaget i et 2 timers introduktionskursus, hvor man dels får instruktion i brug af Snoezeleffekterne og dels får en teoretisk viden om Snoezelen, som omsættes til praksis. Prisen for kurset er 250kr.
Leje af huset er 350 kr pr. time og 250 kr pr. time, hvis man ikke bruger bassinet.
Hvad er snoezelen?
”Snoezelen har til formål at skabe positive oplevelser, der fremmer livskvalitet og livsglæde hos det enkelte barn. Snoezelen muliggør trygge sansestimulerende aktiviteter, så det enkelte barn kan udforske egne sanser i et tilpasset miljø. Barnet kan via Snoezelen udfordres sansemæssigt, kommunikativt og motorisk. De oplevelser og erfaringer barnet får i Snoezelhuset, kan styrke dets evne og muligheder for at indgå i relationer og samspil. Ligeledes kan barnet opnå afslapning, bevægeglæde, passende arousal, øget opmærksomhed mv.
Snoezelen tager afsæt i de initiativer barnet tager og de sansestimuli barnet motiveres af, så barnet udfordres tilpas. Barnet støttes og guides i forhold til de mål man eventuelt har for barnet i aktiviteten. Der opnås størst effekt af Snoezelen, når aktivitet, mål og hjælperens rolle tager afsæt i det enkelte barns sansebearbejdningsevne”.
Alle børn i Specialbørnehaven Kornvangen nyder at komme i Snoezelhuset. Deres oplevelser illustreres i de følgende citater:
”I Snoezelhuset har jeg mulighed for at ligge i en vandseng med en kugledyne over mig, mens jeg kigger på sommerfugle eller fisk, og lytter til stille musik, som jeg også kan mærke op gennem madrassen. Når jeg ligger her, bliver det nemmere for mig at holde øjenkontakt med den voksne, der ligger ved siden af mig.”
”Det er dejligt at kigge på boblerørene, følge boblerne og mærke vibrationerne fra dem. Vi er tit flere børn, der gerne vil kigge på boblerne på samme tid, så det er tit her, at jeg får dannet nye relationer og samspil med de andre børn:”
”I Snoezelhuset er der ro, og jeg bliver ikke forstyrret, hvis jeg har lyst til bare at ligge helt stille og kigge på fiberoptiktrådenes skiftende lys i lang tid.”
”På det interaktive gulv får jeg lyst til at bevæge mig, så jeg kan få trommer til at spille, klaske biller eller finde Disney figurer i skoven.”
”Når jeg kan mærke vibrationerne fra det jeg siger i mikrofonen, bliver det endnu sjovere at sige lyde og ord.”
”I vandet bliver det nemmere at bevæge mig og det er sjovt at pjaske, puste og øve balance i vandet.”
”Når jeg har uro i kroppen, så finder jeg ro og afslapning, når jeg kommer over i Snoezelhuset.”
I Specialbørnehaven Kornvangen er der et tæt tværfagligt samarbejde mellem pædagoger og fysioterapeuter i forhold til at gøre snoezelen til en integreret del af børnenes hverdag.
Når børnene er i Snoezelhuset, arbejder vi ud fra, hvordan det enkelte barn har det her og nu, dets udviklingsniveau og udviklings potentiale. Vi tager udgangspunkt i, hvad barnet har lyst til, og hvad det er optaget og motiveret af, og vi arbejder med målene for behandlingsarbejdet herudfra.
Snoezelhusets væsentligste styrke er, at alle sanseindtryk kan kontrolleres og reguleres, så de skaber en tryg atmosfære, hvor de forskellige sanseindtryk kan tilpasses den enkeltes sansebearbejdningsevne. Samtidig er der skærmet for udefrakommende påvirkninger. Der er ikke andre sanseindtryk end dem, vi selv skaber. Der er ro, ingen afbrydelser og ingen ukontrollerbare stimuli.
I Snoezelen kan man bruge teknikken og de specialindrettede rum til enten at dæmpe eller forstærke sanseindtryk - man kan sortere og regulere sanseindtrykkene. Alt efter behov. Man kan få stimuleret sine sanser enten til nye oplevelser eller til ro. Omgivelserne kan motivere til aktivitet eller afslapning.
Ophold i Snoezelhuset giver børnene positive oplevelser, livsglæde, tryghed, afslapning og velvære. Det giver en ligeværdighed og stærkere tilknytning voksen og barn imellem, og det giver oplevelsen af medindflydelse og mulighed for både at opleve sammen med andre, skabe relationer og fordybe sig på egen hånd. Det giver en bedre selvregulering hos det enkelte barn, bedre sansebearbejdning, bedre koncentration, bedre øjenkontakt, bedre kropsbevidsthed, og ikke mindst avler det initiativ, motivation og bevægeglæde.