Socialtandpleje
Socialtandpleje er et tilbud for de mest socialt udsatte borgere, fx hjemløse, som har et behandlingsbehov, og som ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud.
Socialtandpleje er et tilbud, som retter sig mod de mest socialt udsatte borgere, blandt andet gadehjemløse, dvs. borgere, der kan benytte herberger, varmestuer og væresteder på grund af hjemløshed, herunder borgere som ikke kan opholde sig i egen bolig.
Disse borgere kan ikke benytte de eksisterende tandplejeordninger i omsorgstandplejen, specialtandplejen og praksistandplejen, men kan måske få tilbudt socialtandpleje.
Målet med socialtandplejen er:
- At fremme sundheden og trivslen og dermed øge livskvaliteten for den enkelte borger
- At sikre en god tyggefunktion og undgå smerter
Tilbuddet om socialtandplejen vurderes fra gang til gang ved den enkelte borger, og der skal derfor sendes en henvisning, hver gang borgeren skal til tandbehandling.
Hvis det vurderes, at borgeren efter ophør af socialtandpleje kan gå i praksistandpleje, skal borgeren vejledes i mulighederne for tilskud til tandpleje.
Visitationen til socialtandplejen foregår i samarbejde mellem Voksen Myndighed og Den Kommunale Tandpleje i Esbjerg Kommune.
Du eller din kontaktperson kan ansøge om at komme i betragtning til behandling ved socialtandpleje via udfyldelse af ansøgningsskemaet her på hjemmesiden.
Du kan kontakte Voksen Myndighed, socialtandpleje på telefon 76 16 92 10, vores telefontid er mandage mellem 8.30 og 13.30.
Tilbuddet om socialtandpleje er vederlagsfrit.
Der ydes dog ikke transportgodtgørelse.