Beslutning i Forum for Integration og Beskæftigelse den 25. marts 2026
Energivej 1, Mødelokale EnergiHorisont
Deltagere:
Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen, Peter Nikolajsen, Pia Damtoft, Danny Schmidt Jensen, Mussa Utto, Benedikte Holm, Peter Hegelund, Gordon Telford, Lyudmyla Golovko, Ilvana Karaga (referent)
Afbud fra:
Pia Maria Kirkegaard Nielsen, Hisham Hasan Taleb, Abdiasiis Jama, Nisreen Sallakho
Sagsoversigt
Formanden bød velkommen, og der blev gennemført en præsentationsrunde af forummets medlemmer.
Dagsordenen blev godkendt.
SAGSFREMSTILLING
Den 15. maj 2017 godkendte Esbjerg Kommunes Byråd, at Forum for Integration og Beskæftigelse etableres inden for rammerne af vedlagte vedtægter.
Vedtægterne gennemgås med henblik på at sikre en fælles forståelse af det formelle grundlag for Forum for Integration og Beskæftigelse.
INDSTILLING
Det indstilles at
-
vedtægter gennemgås
SAGSFREMSTILLING
Forum for Integration og Beskæftigelse er nedsat med afsæt i Esbjerg Kommunes vedtægter og fungerer som et rådgivende forum i relation til den lokale integrations- og beskæftigelsesindsats. Forummets formål, opgaver og sammensætning er fastlagt i de godkendte vedtægter.
Der er udarbejdet et udkast til forretningsorden, som skal danne ramme for forummets arbejde, herunder mødeafvikling, beslutningsprocesser og øvrige organisatoriske forhold.
INDSTILLING
Det indstilles til
-udkast til forretningsorden for Forum for Integration og Beskæftigelse forelægges og drøftes.
-udpegning af næstformand
Beslutning:
Forretningsordenen er godkendt med følgende tilpasning: Fristen for indsigelser til referat fastsættes til 14 dage. Peter Nikolajsen er udpeget som næstformand. Forummets arbejde og behov blev drøftet. Det er aftalt, at forummet evaluerer eget bidrag om et år.
SAGSFREMSTILLING
Forum for Integration og Beskæftigelse udarbejder årligt en beretning, som giver en samlet status på forummets arbejde og aktiviteter i det forgangne år.
Årsberetning for 2025 indeholder en gennemgang af årets møder, temaer og centrale indsatser som har præget forummets arbejde.
INDSTILLING
Det indstilles at
- årsberetning for 2025 forelægges og drøftes.
Beslutning:
Årsberetningen er drøftet og godkendt.
SAGSFREMSTILLING
Danny Schmidt orienterer om de nye lovændringer vedrørende fordrevne fra Ukraine.
På baggrund af orienteringen lægges der op til en drøftelse af konsekvenserne samt indhentning af input og idéer til håndteringen i samarbejde med civilsamfundet.
INDSTILLING
Det indstilles til
- orienteringen tages til efterretning
- konsekvenser, input og idéer til håndtering drøftes.
Referat:
Der blev orienteret om, at grønlænderindsatsen er flyttet ud af integrationsindsatsen. Andelen af ukrainske flygtninges tilknytning til arbejdsmarkedet blev præsenteret, herunder andelen i alderen 23-60 år, som er omfattet af Ukraines regler om mobilisering.
Pr. 1. juli træder reglen om arbejdspligt i kraft for ukrainske flygtninge. Det indebærer deltagelse i løbende aktivering og vil kræve ressourcer til etablering af virksomhedsrettede tilbud. Det blev foreslået at indgå samarbejde med Business Esbjerg med henblik på at identificere virksomheder, der kan tilbyde job eller virksomhedsrettede forløb til målgruppen.
Derudover opleves en stigning i antallet af nytilkomne, hvilket lægger pres på kapaciteten i forhold til midlertidige boliger.
SAGSFREMSTILLING
Forum for Integration og Beskæftigelse har i de seneste år arbejdet med en bred vifte af temaer inden for integration og beskæftigelse. Det omfatter blandt andet virksomhedsrettede indsatser, IGU-forløb, samarbejde med skoler og civilsamfund, inklusion af specifikke målgrupper samt planlægning og afholdelse af Integrationsprisen og temamøder.
Med afsæt i forummets hidtidige arbejde lægges der op til en dialog om, hvilke temaer og fokusområder der kan være relevante at arbejde med.
INDSTILLING
Det indstilles til
-
Drøftelse og udvælgelse af fokusområder
Opsamling:
Forummet har på baggrund af tidligere arbejde og de aktuelle udfordringer valgt at have fokus på integration, job og bosætning.
Det blev drøftet at der er behov for at styrke bosætningsindsatsen, herunder at alle tilflyttere, uanset om de er flygtninge, indvandrere, udenlandske studerende eller medfølgende ægtefæller, har behov for en succesfuld integration. Forummet ser et stort potentiale i indsatsen for fastholdelse af særligt udenlandske studerende og medfølgende partnere.
Et centralt element i drøftelsen har desuden været forståelsen af det danske system som både handler om arbejdsmarkedet, skole og uddannelsessystem, og sundhedssystemet. Det er vigtigt at der er kræfter som kan forklare og brobygge. Forummet drøftede et konkret eksempel på frivilliges indsats i forhold til at hjælpe borgere med at navigere i det offentlige, og forklarede hvor svært det kan være at finde frem til den rette person. Det blev drøftet, om der skal arbejdes med at samle information ét sted, eller om problemstillingen i højere grad skal kanaliseres til rette instans med henblik på at styrke håndteringen inden for eksisterende ressourcer. Derudover blev der peget på AI chatbotten på kommunens hjemmeside som kan hjælpe med afklaring af spørgsmål ift. hvem man skal kontakte.
Der gives en mundtlig orientering fra Familie- og Beskæftigelsesudvalget og Jobcenteret omkring aktuelle emner med relevans for Forum for Integration og Beskæftigelse.
Referat: Orienteringen er indeholdt under punkt 6.
Formanden opfordrede til at medlemmerne deler erfaringer med, hvordan offentlig debat om integration og inklusion opleves, og hvilken betydning den har for borgere og lokalsamfundet.
Formål og opgaver
§ 1. Formål og opgaver for Forum for Integration og Beskæftigelse er fastlagt i vedtægter godkendt af Esbjerg Kommunes Byråd.
Stk. 2. Ændringer af vedtægter kræver Byrådets godkendelse.
Sammensætning
§ 2. Forum for Integrations og Beskæftigelses sammensætning er fastlagt i vedtægter godkendt af Esbjerg Kommunes Byråd.
Stk. 2. Formand for Familie & Beskæftigelsesudvalget er automatisk formand for Forum for Integration og Beskæftigelse.
Stk. 3. Der udpeges en næstformand blandt de øvrige medlemmer af Forum for Integration og beskæftigelse, som fungerer i formandens sted ved dennes fravær.
Stk. 4. Parterne kan vælge at udpege suppleanter for medlemmerne. Medlemmer og suppleanter fungerer, indtil nye medlemmer og suppleanter er udpeget.
Funktionsperiode
§ 3. Funktionsperioden følger byrådets valgperiode.
Sekretariatsbistand
§ 4. Forum for Integration & Beskæftigelse sekretariatsbetjenes af Jobcentret.
Virksomhed
§ 5. Forum for Integration og Beskæftigelse mindst 1 møde hvert kvartal.
Stk. 2. Der kan endvidere afholdes møde, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 1/2 af rådets medlemmer fremsætter anmodning herom ved henvendelse til formanden eller sekretariatet.
§ 6. Formanden indkalder til møde ved fremsendelse af dagsorden senest 1 uge før mødets afholdelse.
Stk. 2. De øvrige medlemmer kan få optaget en sag på dagsordenen ved at sende forslaget til formanden eller sekretariatet senest 2 uger før mødets afholdelse.
Stk. 3. En sag, der ikke har været optaget på udkastet til dagsorden, kan ved mødets begyndelse optages på dagsordenen, hvis formanden finder, at sagen ikke tåler opsættelse, og hvis dette kan tiltrædes af et flertal af rådets medlemmer.
§ 7. Møder i Forum for Integration og Beskæftigelses møder er ikke offentlige.
- 2 -
Stk. 2. Integrationsrådet Forum for Integration og Beskæftigelse kan beslutte, at andre personer end rådets medlemmer kan deltage i et møde i rådet i det omfang, der er behov herfor.
§ 8. Forum for Integration og Beskæftigelses møder ledes af formanden og i dennes fravær af næstformanden. Er formanden og næstformanden fraværende ved et møde, ledes dette af et medlem, der vælges ved stemmeflertal.
§ 9. Forum for Integration og Beskæftigelse er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådets medlemmer er til stede.
Stk. 2. Medlemmerne af forummet kan kun deltage i afstemninger, når de er til stede under disse.
§ 10. Forum for Integration og Beskæftigelses beslutninger træffes ved stemmeflertal, hvor intet andet særligt er bestemt. Ved stemmelighed er formandens eller mødelederens stemme afgørende. Et mindretal kan kræve sin opfattelse tilført rådets vejledende udtalelser.
§ 11. Medlemmerne af Forum for Integration og Beskæftigelse er omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet.
§ 12. Medlemmer af Forum for Integration og Beskæftigelse og personer, der deltager i forummets har tavshedspligt efter lovgivningens almindelige regler herom.
§ 13. Der laves referat af møder og beslutninger i Forum for Integration og Beskæftigelse.
Stk. 2 Udkast til referat udsendes senest 14 dage efter mødets afholdelse til medlemmer og stedfortræderne for disse.
Stk. 3. Et referat anses for godkendt, såfremt der ikke er fremsat indsigelser inden for 14 dage fra udsendelsen.
Stk. 4. Godkendte referater offentliggøres på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Økonomi
§ 14. Udgifterne ved Forum for Integration og Beskæftigelses arbejde afholdes af jobcentret.
Afrapportering og beretning
§ 15. Forum for Integration og Beskæftigelse udarbejder hvert år en skriftlig beretning over dets virksomhed.
Stk. 2. Beretningen sendes til kommunalbestyrelsen.
Ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.
§ 16. Denne forretningsorden er vedtaget af Forum for Integration og Beskæftigelse den 25. marts 2026 og træder i kraft samme dato.
Stk. 2. Ændringer i og tillæg til forretningsordenen skal vedtages af Forum for Integration og Beskæftigelse.