Esbjerg Kommunes Ungebyråd
Er du træt af at andre bestemmer? Synes du ikke, der er fokus nok på ting, som betyder noget for unge? Så tag plads ved bordet i stedet for at stå på sidelinjen. I Ungebyrådet får du reel indflydelse på, hvad der sker i dit område. Du kan være med til at ændre ting, der faktisk betyder noget for dig og andre unge. Sig din mening, sæt dit præg og vær med til at gøre en forskel, der kan mærkes.
Ungebyrådet er for dig mellem 14 og 25 år.
Er du interesseret i at være med eller vide mere, så send en mail til [email protected]
Et Ungebyråd er et sted, hvor du:
- kan være med til at skabe et fællesskab sammen med andre unge.
- kan få indflydelse på både konkrete beslutninger og de store visioner i dit lokalområde.
I Ungebyrådet:
- holder vi møde ca. hver 14. dag.
- udarbejder vi selv sager til byrådet.
- bliver vi hørt i konkrete sager.
Esbjerg skal være en kommune, hvor unge er stolte af at bo. Vi vil gerne skabe et sted, hvor unge føler sig hjemme og har lyst til at engagere sig. Engagement, deltagelse og fællesskab er super vigtige for at sikre, at unge trives og har mulighed for at bidrage til samfundet. Vi ønsker, at alle unge i Esbjerg føler, at deres stemme bliver hørt, og at de er en vigtig del af vores fællesskab. Sammen kan vi bygge en fremtid, hvor det er fedt at være ung i Esbjerg.
Møder i Ungebyråd
Ungebyråd har for nuværende 19 engagerede medlemmer og mødes ca. en gang i måneden på ordinære møder, som altid ligger i tidsrummet kl. 16.30 - 18.30.
Man kan sende forslag og input til Ungebyråd på [email protected]
Ungebyråd forbeholder sig dog retten til selv at vælge hvilke sager og felter de vil arbejde med. Forslag skal være sendt til Ungebyråd minimum 10 dage før det ordinære møde.
Vedtægter
Stk. 1 Ungebyrådets formål er:
1) At skabe et mere bæredygtigt demokrati gennem inkorporering af unge i den demokratiske proces.
2) At inddrage unge i det kommunale demokratiske virke, at inspirere samt opfordre unge til at tage del i demokratiet.
3) At bidrage til sammenhængskraften på tværs af kommunen, på tværs af kulturelle forskelle og på tværs af generationer.
4) At gøre Esbjerg Kommune til en bedre kommune at være ung i.
Stk. 2 Ungebyrådet arbejder uafhængigt af partipolitiske-, økonomiske-, religiøse- og erhvervsmæssige interesser.
Stk. 1 Ungebyrådet er organiseret under Økonomiudvalget.
Stk. 2 Ungebyrådet koordineres af Børn & Kultur.
Stk. 3 Ungebyrådet er tilknyttet en fast koordinatorgruppe, der er udpeget af Børn & Kultur.
Stk. 4 Koordinatorgruppen udpeger en sekretær, som i samarbejde med Ungebyrådet forestår den daglige drift vedr. Ungebyrådet.
Stk. 5 Den daglige drift indbefatter bl.a. ad hoc-opgaver, eksterne henvendelser, formalia bag ungebyrådsarbejdet og kommunikation med ledelsen.
Stk. 6 Sekretæren deltager i Ungebyrådets møder uden stemmeret.
Stk. 7 I hver valgperiode mødes Ungebyrådet med Økonomiudvalget.
Stk. 1 Der er ikke loft på antal medlemmer af Ungebyråd.
Stk. 2 Ungebyrådsperioden er fra d. 1. oktober til d. 30. september.
Stk. 3 Alle unge bosat i Esbjerg Kommune, der er fyldt 14 år inden ungebyrådsperioden opstart, og som ikke er fyldt 25 år inden ungebyrådsperiodens ophør er opstillingsberettigede. Dog kan ingen, som er valgt ind i kommunalbestyrelsen sidde i Ungebyrådet.
Stk. 4 Optagelse i Ungebyrådet sker løbende ved kontakt til koordinator, som sikrer at ansøger lever op til formelle krav om alder. Derudover er der en formaliseret ansøgningsperiode 1. – 31. august, hvor der er særligt fokus på synliggørelse af Ungebyråd.
Stk. 5 Ungebyrådsmedlemmerne sidder ét år ad gangen og kan genansøge.
Stk. 1 Der afholdes ordinært ungebyrådsmøde minimum 4 gange om året. Det tilstræbes at møderne afholdes forskellige steder i Esbjerg Kommune. Sekretæren fastsætter tid og sted for møderne. Ungebyrådet starter deres byrådsperiode med en fælles introduktionsdag.
Stk. 2 Ekstraordinære møder afholdes, når forpersonen finder det fornødent, eller mindst en tredjedel af ungebyrådsmedlemmerne forlanger det. Forpersonen fastsætter tid og sted for de ekstraordinære møders afholdelse.
Stk. 3 Ungebyrådet har, udover de ordinære møder, mulighed for at indkalde relevante ressourcepersoner til temamøder. Dette sker efter aftale med Sekretæren.
Stk. 4 Ungebyrådets møder er åbne.
Stk. 5 Ungebyrådet er beslutningsdygtigt, når minimum 5 ungebyrådsmedlemmer er til stede.
Stk. 6 Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal af de fremmødte ved et ordinært ungebyrådsmøde.
Stk. 7 Ungebyrådsmedlemmerne kan kun deltage i møderne ved personligt fremmøde. Når et ungebyrådsmedlem på grund af sin helbredstilstand er forhindret i at deltage i et møde i Ungebyrådet, kan den pågældende i stedet tilgå mødet online.
Stk. 8 Ungebyrådsmedlemmerne har opfordrende mødepligt. Såfremt der er grundlag herfor, kan Koordinatorgruppen beslutte at ekskludere ungebyrådsmedlemmer.
Stk. 9 Et ungebyrådsmedlem kan efter anmodning til Koordinatorgruppen fritages for dets hverv resten af funktionstiden. Hvis et ungebyrådsmedlem fritages, indtræder der ikke et nyt ungebyrådsmedlem i resten af funktionsperioden.
Stk. 10 Sekretæren fører referat fra alle møderne i Ungebyrådet. (Beslutnings)referaterne offentliggøres på Ungebyrådets hjemmeside.
Stk. 11 Ungebyrådet fastsætter på det første ordinære møde en forretningsorden.
Stk. 12 Forretningsordenen skal som minimum indeholde bestemmelser om mødeindkaldelse, indkaldelsesfrist, afbudsfrist, frist for udsendelses af referat og dagsorden og ungebyrådsmedlemmernes beføjelser.
Stk. 13 Forvaltningslovens regler om inhabilitet finder også anvendelse for Ungebyrådet.
Stk. 1 Ungebyrådet vælger blandt de 15 ungebyrådsmedlemmer én forperson og én næstforperson for funktionsperioden.
Stk. 2 Forpersonen og næstforpersonen er et tillidserhverv, der tegner Ungebyrådet udadtil.
Stk. 3 Forpersonen og næstforpersonen bliver valgt af og blandt ungebyrådsmedlemmerne i henhold til reglerne i styrelseslovens § 24, stk. 1.
Stk. 4 Forpersonen og næstforpersonen er underlagt Ungebyrådets beslutninger.
Stk. 5 Forpersonen leder ungebyrådsmøderne på grundlag af en beslutning vedtaget af Ungebyrådet.
Stk. 6 Forslag til afsættelse af forpersonen og/eller næstforpersonen vedtages, hvis det bliver støttet med ¾ majoritet af de fremmødte stemmeberettigede på et ordinært møde.
Stk. 7 Ved fratrædelse af formandsposten tilfalder denne automatisk til næstforpersonen, og en ny næstforperson findes blandt ungebyrådsmedlemmerne ved det kommende ordinære ungebyrådsmøde.
Stk. 8 Ved fratrædelse af næstforpersonen skal der findes en ny næstforperson blandt ungebyrådsmedlemmerne ved det kommende ordinære ungebyrådsmøde.
Stk. 1 Indenfor de opgaver som kommunen lovligt kan varetage, beslutter Ungebyrådet selv, hvilke emner de vil beskæftige sig med.
Stk. 2 Ungebyrådet fordeler selv deres opgaver.
Stk. 3 Alle børn og unge, der er under 25 år og som er bosat i Esbjerg Kommune, kan fremsende emner og forslag til Ungebyrådet.
Stk. 4 Ungebyrådet fremsender deres forslag til det relevante stående udvalg, som herefter behandler forslaget. Ungebyrådet kan samlet fremsende op til seks forslag pr. funktionsperiode.
Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan hvert år oversende 2 emner, med en anmodning om, at Ungebyrådet behandler disse i den kommende periode.
Stk. 6 Ud over opgaverne i stk. 1–5 kan Ungebyrådet afgive høringssvar, deltage i debatter og andre relevante arrangementer.
Stk. 1 Medlemmer af Ungebyrådet modtager befordringsgodtgørelse for dokumenterede udgifter til offentlig transport i forbindelse ungebyrådsmøder.
Stk. 1 Vedtægterne for Ungebyrådet er godkendt den **.**.**** af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2 Ændringer i vedtægterne skal godkendes af Økonomiudvalget.
Kontakt Stinne Vendelbo
Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du altid kontakte Stinne Vendelbo.
Stinne er ansat som koordinator hos Esbjerg Ungdomsskole og er uddannelse- og erhvervsvejleder i SSP, forebyggelse og vejledning. Hun er tovholder i forbindelse med møder og lignende.
Stinne kan kontaktes på telefon: 40488116