Hvad sker der på valgdagen?
På valgdagen kan du, som stemmeberettiget, gå til dit lokale afstemningssted og afgive din stemme.
Er du stemmeberettiget til et valg, vil du modtage valgkortet i din postkasse senest fem dage før valget.
Valgkortet beviser, at du har lov til at stemme til valget, og på hvilket afstemningssted du skal stemme.
Når du kommer ind på afstemningsstedet, skal du aflevere valgkortet og oplyse din fødselsdato for at få udleveret en stemmeseddel. Har du mistet dit valgkort, kan du få udskrevet et nyt på afstemningsstedet.
Husk legitimation, fx dit gule sundhedskort eller kørekort. Du kan godt bruge din app med det gule sundhedskort eller kørekort.
Hvis du ikke har mulighed for at stemme på selv valgdagen, kan du brevstemme inden valgdagen.
På selve valgdagen
Afstemningsstederne åbner kl. 8 og lukker kl. 20, når den sidste vælger har stemt.
På Mandø begynder afstemningen kl. 9.
Hvis valget holdes en lørdag eller søndag, åbner afstemningsstederne dog først kl. 9 og lukker kl. 20. Det gælder fx ved Europa-Parlamentsvalg, som normalt holdes om søndag.
På dit valgkort vil der både stå hvilket afstemningssted, du skal stemme på, og hvilket valgbord, du skal gå til. På alle afstemningssteder, undtagen Mandø, har vi dog fået digitale valglister. Det betyder, at du frit kan gå til valgbordet med den korteste kø, når du skal have din stemmeseddel udleveret.
Ved valgbordet bliver dit valgkort scannet, og du bliver bedt om at oplyse din fødselsdato, inden du får din stemmeseddel udleveret.
Når du har modtaget din stemmeseddel, bliver du vist hen til en stemmeboks, hvor du kan afgive din stemme anonymt.
På stemmesedlen kan du enten sætte kryds ved et parti eller ved en person.
Du risikerer at din stemme bliver ugyldig, hvis du markerer din stemme med andet end et kryds.
Hvis du kommer til at sætte dit kryds forkert, kan du få udleveret en ny stemmeseddel.
Du må ikke tage billede af din udfyldte stemmeseddel, hverken når du står i stemmeboksen eller i selve valglokalet. Du må heller ikke tage billeder inde i valglokalet, da det skal være anonymt hvem der opholder sig der.
Ved hvert afstemningssted vil der være fem valgstyrere, valgt af byrådet, som skal sikre, at afstemningen går rigtigt for sig. Valgstyrerne er også med til at tælle stemmerne op.
Der vil desuden være en række valgtilforordnede, som kan udføre diverse opgaver i forbindelse med valget. Disse udvælges også af byrådet.
Valgkort
Hvis du ikke har modtaget dit valgkort med posten senest fem dage før valgdagen, og ikke ved hvilket valgsted, du hører til, skal du henvende dig til Borgerservice på 76 16 16 16, eller du kan møde op i Borgerservicecentrenes åbningstider.
Når du ved hvilket valgsted, du skal stemme på, skal du på valgdagen møde op på valgstedet og medbringe legitimation, så vi kan lave et valgkort til dig.
Legitimation kan fx være pas, sundhedskort (sygesikringskort) eller kørekort.
Du kan godt bruge din app med det gule sundhedskort eller kørekort.
Hvis dit valgkort er blevet væk, kan du få udskrevet et nyt på valgstedet. Du skal medbringe legitimation, som skal vises til de tilforordnede på valgstedet.
Legitimation kan fx være pas, sundhedskort (sygesikringskort) eller kørekort. Du kan godt bruge din app med det gule sundhedskort eller kørekort.
Du kan opleve at du stadig modtager et valgkort, selvom du allerede har brevstemt.
Hvis du har brevstemt, får du alligevel tilsendt valgkort. Vi kan desværre ikke adskille dem, der har brevstemt, fra listen over alle stemmeberettigede, før brevafstemningen er afsluttet.