ETAC - et rehabiliteringscenter

Læs om ETAC's mål, kerneområder og om hvordan vi arbejder.

    Vores tilbud er til voksne med funktionsnedsættelse, som i kraft af eget initiativ og medarbejdernes motivering kan få samme muligheder som øvrige borgere for at leve et godt liv.

    Vi tilbyder, efter lov om social service, en lovpligtig ydelse til personer med et fysisk handicap eller senhjerneskade efter § 79.

    Vi er en selvejende institution, med driftsoverenskomst med Esbjerg kommune.

    Vores mål

    Målet med vores støtte er at handle i overensstemmelse med centrale værdier og elementer i rehabiliteringen. Indsatsten skal være med til at forebygge og begrænse funktionsnedsættelse i den enkeltes sociale og personlige funktioner, således at dette fremmer borgerens selvstændige og meningsfulde liv.

    Vores kerneområder

    Kerneområderne er fysioterapeutisk og ergoterapeutisk vedligeholdende træning, samt pædagogisk og sundhedsfaglig indsats til fremme af fysiske, psykiske, mentale og sociale færdigheder. Derudover giver vi støtte til opbyggelse af selvværdsfølelse og netværksdannelse.

    Om ETAC

    Bestyrelsen vælges af brugerne, personalet og de handicapforeninger, der står bag ETAC. ETACs bestyrelse holder møder flere gange årligt. 

    Læs om bestyrelsen

    For at blive bruger ved ETAC og benytte vores aktivitetstilbud skal du først visiteres. Ønsker du at blive visiteret, er du velkommen til at kontakte os. 

    Læs om at blive bruger ved ETAC

    ETACs venner er en støtteforening, der indsamler økonomiske midler til fordel for sociale aktiviteter for brugere og frivillige på ETAC Rehabiliteringscenter. 

    Læs om ETACs venner

    Flere handicapforeninger står bag ETAC Rehabiliteringscenter.

    CP Danmark
    www.CPdanmark.dk

    Dansk Handicap Forbund
    www.danskhandicapforbund.dk

    Gigtforeningen
    www.gigtforeningen.dk

    UlykkesPatientForeningen - PolioForeningen
    www.ulykkespatient.dk - www.polio.dk

    Hjernesagen
    www.hjernesagen.dk

    Scleroseforeningen
    www.scleroseforeningen.dk

    Hjerneskadeforeningen 
    www.hjerneskadet.dk

    Diabetesforeningen
    https://diabetes.dk/

    Dansk Blindesamfund
    https://www.blind.dk/

     

    ETAC Rehabiliteringscenter har flere frivillige funktioner. 

    Vores bestyrelse består af frivillige repræsentanter fra 8 handicaporganisationer samt af brugerrepræsentanter. Brugerråd og bestyrelse på ETAC leverer frivilligt arbejde, som har stor betydning for brugerne på ETAC. Vi har ligeledes frivillige medarbejdere, som gør en stor indsats i forhold til aktiviteter og samvær med brugerne.

    ETAC samarbejder med Aflastningstjenesten omkring rekruttering af frivillige samt tilbud til ETACs frivillige om at deltage i kursus- og netværkstilbud.

    En frivillig medarbejder på ETAC har etableret samarbejde med Dansk Røde Kors om strikning af tæpper, som leveres til katastrofeområder. Endvidere består samarbejdet i, at puslespil, der indleveres til genbrugscentrene, kommer ud til os. Brugere hygger sig med at lave puslespillene og tjekker, om alle brikker er der, hvorefter de kan sælges i butikkerne.

    Hvis du har lyst til at arbejde som frivillig på ETAC, er du velkommen til at henvende dig på 76163690 og forhøre nærmere.

     

    Vi holder lukket på helligdage og på følgende dage:

    Mellem jul og nytår.
    Fredag efter Kristi himmelfartsdag.
    Grundlovsdag den 5. juni

    Vi holder ikke lukket i sommerferien, men personalets ferie vil være centreret i ugerne 29 og 30.

    Caféen og Fitness er åben, og der vil blive arrangeret forskellige aktiviteter.

     

    Personalegruppen består af en leder og forskellige faggrupper, der sammen støtter op om vores borgere.

    Faggrupper

    • Ergoterapeuter
    • Fysioterapeuter
    • Køkkenpersonale
    • Administrativ personale
    • Social- og sundhedsassistenter
    • Socialpædagog
    • Pædagogisk assistent

     

    Tilbudsbeskrivelse for ETAC, Social barn-ung-voksen

    Lovgrundlag

    ETAC Rehabiliteringscenter er et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud efter service-lovens § 79.

    At tilbuddet er uvisiteret betyder, at du selv kan opsøge os uden at være blevet henvist af kommunen. Vi afholder en introduktionssamtale med dig, hvor vi sammen vurderer, om du tilhører målgruppen.

    Hvis du tilhører målgruppen, vil vi sammen med dig tilrettelægge dine aktiviteter på ETAC, så de bedst understøtter dine muligheder for et for dig så aktivt hverdagsliv som muligt. Hvis vi vurderer, at du ikke tilhører målgruppen, vil vi bestræbe os på at finde et andet tilbud, du kan gøre brug af.

    Organisering

    ETAC er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Esbjerg Kommune. Dette betyder at øverste myndighed er bestyrelsen.

    Organisatorisk er ETAC forankret under Center for Socialpsykiatri (CFS) i Social barn-ung-voksen.

    Målgruppe

    Tilbuddet er rettet mod dig, der har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

    ETACs tilbud henvender sig til borgere over 18 år, med varigt nedsat funktionsniveau, som i kraft af eget initiativ og motivation med støtte fra fagprofessionelle, kan få samme muligheder som øvrige borgere for at leve en aktiv tilværelse og få optimal livskvalitet på trods af en nedsat fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

    Hvis du er folkepensionist og har brug for et tilbud, kan vi henvise dig til tilbud under Fritid Sundhed Omsorg & Social i Esbjerg kommune.

    Kerneopgave

    Kerneopgaven i Social barn-ung-voksen er at skabe udvikling, trivsel og fællesskab – sammen med børn, unge og voksne med særlige behov.

    Ved at vedligeholde, stimulere og udvikle den enkeltes psykiske, fysiske og sociale funktioner er det ETACs ambition at give den enkeltes liv indhold, mening, håb og retning – kort sagt at øge kvaliteten af det levede liv.

    På ETAC ønsker vi derfor at:

    Støtte dine muligheder for at mestre hverdagslivet på det praktiske og personlige plan.

    Give dig mulighed for at træne brugen af dine egne ressourcer for dermed at understøtte dine betingelser for personlig udvikling.

    Arbejde med og forbedre dine sociale færdigheder.

    Opbygge og vedligeholde sociale netværk og give sociale fællesskaber betydning.

    Fungere som et miljøskift fra boligen og at guide dig til at gøre brug af samfundets øvrige tilbud.

    Midlerne til at lykkes med kerneopgaven er, at du får relevante tilbud om træning, forskellige aktiviteter, forebyggelse og sundhedsfremme. Arbejdsformen er via et tæt samarbejde med dig at tilbyde en tværfaglig indsats og dermed understøtte at du kan mestre hverdagen.

    Hvad kan vi tilbyde?

    Vi tror på at sociale relationer koblet med bevægelse og fokus på livsstil kan understøtte en ønsket effekt. Derfor er vores tilbudsvifte bygget op omkring disse aktivitetstyper:

    • Samværstilbud
    • Fysioterapi
    • Ergoterapi
    • Træning
    • Pædagogiske og sundhedsfaglige indsatser

    Vi har både et kreativt værksted, træningskøkken, Café, udekøkken, fitnesscenter og et træningsområde til rådighed.

    Vi tilstræber at tilbyde aktiviteterne så vidt det er muligt i grupper, da dette understøtter vores ambition om at sociale relationer koblet med aktiviteter har den bedste effekt.

    Når du er klar, kan vi tilbyde at guide dig til at kontakte og deltage i civilsamfundets tilbud.

    Omkostninger for borgeren

    Det er gratis for dig at benytte ETACs tilbud.

    Dog betaler du for frivillige tilvalgte aktiviteter, der ikke indgår som en del af aktivitets- og samværstilbuddets dagligdags aktiviteter. Det kan være tale om særlige materialer, mad, entré og transport i forbindelse med udflugter.

    Transport

    Det er som hovedregel brugerne selv, der skal sørge for transporten til og fra ETAC. Dette kan fx være igennem de eksisterende generelle kørselsordninger, som kan findes på:

    https://www.esbjerg.dk/hjaelp-og-pleje/transport-og-tilskud/koerselsordninger/ generelle-koerselsordninger.

    Der kan dog undtagelsesvist bevilliges transport til brugerne af ETAC. Det er i disse tilfælde, at de følgende kriterier for transport gælder:

    1. Bevilling til transport kan alene tildeles borgere, der bor i egen bolig.

    Borgere, der bor i plejebolig/botilbud under Fritid Sundhed Omsorg & Social eller botilbud under Social barn-ung-voksen, har mulighed for at benytte ETAC, men transporten varetages af det pågældende tilbud.

    2. Borgeren skal enten modtage voksenstøtte efter Servicelovens §85 eller være i målgruppen til at modtage voksenstøtte efter Servicelovens §85. Voksen Myndighed foretager efter anmodning fra lederen af ETAC en målgruppeafklaring indenfor 4 uger.

    3. Borgeren kan ikke samtidigt være visiteret til andre offentlige dagtilbud.

    4. Borgeren kan ikke støttes i selv at lære at benytte offentlige transportmidler eller de forskellige kørselsordninger nævnt i https://www.esbjerg.dk/hjaelp-og-pleje/transport-og-tilskud/koerselsordninger/generelle-koerselsordninger.

    5. Der kan bevilliges kørsel i op til 2 dage/ugen.

    Information til borgerne

    Vi arbejder for at have så højt et informationsniveau som muligt. Det foregår såvel på møder som i skriftligt materiale:

    • Velkomstbrev fra brugerrådet
    • Brugermøder for alle brugere 2 X årligt
    • Hjemmeside
    • Infomails
    • Opslag i papirform til brugere, som bedst kan tage imod information på denne måde

    Brugerråd

    Brugerrådets formål er at være talerør for borgerne til personale og ledelse, samt at arrangere eller foranledige arrangementer efter brugernes ønsker.

    Brugerrådet mødes hver anden måned og består af fem personer valgt blandt ETACs borgere, samt to suppleanter. Derudover deltager ETACs leder samt en medarbejder udpeget af lederen. Der forefindes vedtægter for brugerrådet, som kan ses på www.esbjerg.dk

    Der afholdes et ½-årligt fællesmøde for alle borgere. Det ene af disse fællesmøder er brugerrådets generalforsamling. Her vælges brugerrådets medlemmer. Brugerrådets formand aflægger beretning, og ETACs leder fortæller om nye tiltag samt andre relevante og aktuelle emner. Derefter er ordet frit for alle.

    Der vælges 2 brugerrepræsentanter til ETACs bestyrelse vælges hver 4. år og det følger kommunalvalget.

    Brugerrådet har udarbejdet et velkomstbrev til nye brugere på ETAC.

    Personalenormering

    Personalet på ETAC er tværfaglig sammensat af 15 fastansatte medarbejdere fordelt på følgende faggrupper:

    • Fysioterapeuter
    • Ergoterapeuter
    • Pædagoger / PA
    • Social & Sundhedsassistenter
    • Husassistent /ernæringsassistent
    • Administrative medarbejder
    • Ledelse

    Bestyrelse

    Bestyrelsens sammensætning og vedtægter for ETAC kan findes her:

    www.esbjerg.dk

    Ligeledes kan referat fra bestyrelsesmøder ses på hjemmesiden.

    Følgende patient og handicapforeninger er pt. repræsenteret i bestyrelsen:

    • Dansk Handicapforbund
    • Gigtforeningen
    • Hjernesagen
    • Ulykkes Patientforeningen – Polio Foreningen
    • Scleroseforeningen
    • CP Danmark
    • Hjerneskadeforeningen Sydvestjylland
    • Diabetesforeningen
    • Dansk Blindesamfund

    Herudover har bestyrelsen et eksternt medlem, som er udpeget af bestyrelsen.

    Støtteforening

    I 2014 blev støtteforeningen ETACs venner etableret. Foreningen har til formål at indsamle økonomiske midler til fordel for sociale aktiviteter for brugere og frivillige på ETAC. ETACs venner arrangerer selv eller i samarbejde med brugerrådet ture og akti-viteter.

    ETACs venner udpeger et bestyrelsesmedlem og en personlig suppleant til ETACs bestyrelse.

    Samarbejde med frivillige

    ETAC benytter frivillige medarbejdere, som gør en stor indsats i forhold til aktiviteter og samvær med brugerne.

    Kontakt

    Du er velkommen til at kontakte os på telefon, på E-mail eller dukke op for at se stedet og lave en aftale om en introduktionssamtale. Se vores kontaktoplysninger i kontaktboksen.

    ETAC er beliggende Kvaglundparken 1. st., 6705 Esbjerg Ø og har åbent alle hverdage fra kl. kl. 8:00 til kl. 16:00 undtaget fredag kl. 8:00 til kl. 14:00

    Der er ikke begrænsninger for hvor meget eller hvor lidt du kan benytte ETACs tilbud i åbningstiden, men hvis du melder dig til nogle aktiviteter enten individuelle eller holdaktiviteter, har vi en forventning om at du møder op til det aftalte eller melder afbud, da vi afsætter tid og ressourcer til aktiviteterne.

    Hvis du mod forventning ikke møder op, vil vi kontakte dig for at høre om du stadig er interesseret i at være tilknyttet ETAC.

    Vedtægter for den selvejende institution

    ETAC Rehabiliteringscenter

     

    §1 – Navn og hjemsted

    Institutionens navn er ETAC Rehabiliteringscenter.

    ETAC Rehabiliteringscenter er beliggende i lejede lokaler, Kvaglundparken 1, 6705 Esbjerg Ø hos Andels Bolig- og Byggeforening af 1932, administreret af DAB.

     

    §2 – Hovedmål

    Hovedmålet er at handle i overensstemmelse med centrale værdier og elementer i rehabilitering, jf. § 79 i Lov om social service.

    ETAC Rehabiliteringscenters kerneopgave er at voksne, med et fysisk handicap og/eller en senhjerneskade, gennem læring og deltagelse i aktiviteter, samværstilbud og vedligeholdende træning, mestrer eget liv så selvstændigt og meningsfuldt, som det er muligt.

    Indsatsen bevilges til personer over 18 år med betydeligt og varigt nedsat funktionsniveau, som i kraft af eget initiativ og medarbejdernes motivering, kan få samme muligheder som øvrige borgere for at leve et godt liv.

    ETAC Rehabiliteringscenter modtager ikke personer, der er stærkt udviklingshæmmede, eller hvor de psykiske problemer er dominerende.

     

    §3 – Driftsoverenskomst

    ETAC Rehabiliteringscenter har indgået driftsoverenskomst med Esbjerg Kommune om tilbud, der opfylder betingelserne i §79, i Lov om Social Service.

    Dette er i overensstemmelse med FN´s handicapkonvention for ligebehandling af handicappede, som danner baggrund for den lokale handicappolitik i Esbjerg Kommune.

     

    §4 –Repræsentantskab

    ETAC Rehabiliteringscenters øverste myndighed er et repræsentantskab på 12 -15 medlemmer, der udpeges af patient- og handicapforeningerne og brugerne således:

    Hver af foreningerne med tilknytning til ETAC Rehabiliteringscenter udpeger 1 repræsentantskabsmedlem samt 1 personlig suppleant.
    Brugerne udpeger 2 repræsentanter samt 1 suppleant blandt ETAC Rehabiliteringscenters brugere eller deres pårørende.
    Der vælges en medarbejderrepræsentant blandt ETACs medarbejdere. Medarbejderrepræsentanten har taleret men ikke stemmeret.
    Støtteforeningen ETACs venner udpeger 1 repræsentantskabsmedlem samt 1 personlig suppleant.
    Hvis en forening ikke ønsker at gøre brug af pladsen, kan repræsentantskabet beslutte at kontakte andre patient- og handicapforeninger for at afdække muligheder i forhold til et nyt medlem i repræsentantskabet.
    Repræsentantskabet skal vælge 3-5 foreningsmedlemmer til bestyrelsen.

    Udpegning af eksterne interessenter til ETACs bestyrelse:

    I samråd med siddende repræsentantskab udpeges 2 eksterne bestyrelsesmedlemmer, der ikke repræsenterer en forening, men alene har interesse for arbejdet med målgruppen og ETACs virke.

    Den personlige suppleant deltager ikke i repræsentantskabsmøder. I tilfælde af det ordinære medlems fravær, træder suppleanten ind som fuldgyldigt medlem af repræsentantskabet. Til beslutninger om forandringer i vedtægterne kræves 2/3 flertal.

     

    § 5 - Bestyrelsen

    Repræsentantskabet vælger 3-5 foreninger der udgør den daglige bestyrelse.
    Der vælges derudover 1 suppleant, der træder til hvis et bestyrelsesmedlem søger om orlov eller træder ud af bestyrelsen.

    Repræsentantskabet udpeger op til 2 bestyrelsesmedlemmer, der ikke repræsenterer en forening, men alene har interesse for arbejdet med målgruppen og ETACs virke.

    Det er repræsentantskabet, der i hvert enkelt tilfælde træffer beslutningen og udpegningen er for en toårig periode. Interessenterne har stemmeret. Genudpegning kan finde sted.

    Funktionsperioden følger byrådsperioden, og repræsentantskabet udpeges inden udløbet af funktionsperioden. Genudpegning kan finde sted.

    ETAC Rehabiliteringscenters leder deltager på bestyrelsesmøderne med hørings- og taleret, men uden stemmeret.

    Sekretærfunktionen varetages af ETAC Rehabiliteringscenter.

    Bestyrelsens foreningsrepræsentanter vælges for en 4-årig periode.

    Eksterne interessenter udpeges for en 2-årig funktionsperiode.

    Den nye bestyrelse vælges inden udløbet af funktionsperioden. Genudpegning kan finde sted.

    Bestyrelsen konstituerer sig selv, dog skal formanden være repræsentant for en forening.

    Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens, og i dennes fravær, næstformandens stemme udslaget.

    Der tages referat fra bestyrelsesmøderne, som udsendes til samtlige repræsentantskabsmedlemmer. Efter godkendelse af bestyrelsen er referatet offentligt tilgængelig på ETAC Rehabiliteringscenters hjemmeside.

    ETAC Rehabiliteringscenter aflægger årsberetning til Esbjerg Kommune i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.

    Dagsorden samt indkaldelse til bestyrelsesmøder udsendes med mindst 8 dages varsel.

     

    §6 – Økonomi og regnskab

    Driften af ETAC Rehabiliteringscenter finansieres i overensstemmelse med driftsoverenskomsten med Esbjerg Kommune. Fondsmidler kan søges.

    Repræsentantskabet har ansvaret for, at institutionens regnskaber føres og aflægges i overensstemmelse med driftsoverenskomsten med Esbjerg Kommune.

    Det, af lederen, udarbejdede budget forelægges for ETACs repræsentantskab.

    Regnskabet revideres af Esbjerg Kommunes revisionsselskab.

     

    §7 – Ledelse
    Repræsentantskabet ansætter og afskediger lederen i henhold til overenskomsten med Esbjerg kommune.

    Lederen har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af det fornødne personale til centrets administration og daglige drift.

    Lederen har ansvar for, at den daglige drift foregår i overensstemmelse med ETAC Rehabiliteringscenters hovedmål samt driftsoverenskomst med Esbjerg Kommune.

    Lederen har i den forbindelse ansvar for, at der udarbejdes og føres regnskab i overensstemmelse med driftsoverenskomsten med Esbjerg Kommune.

     

    §8 – Likvidation

    Beslutningen om ophør og likvidation af institutionen træffes af det samlede repræsentantskab på et særskilt indkaldt repræsentantskabsmøde, hvor alene ophør og likvidation er sat på dagsordenen.

    Samtidig med beslutningen træffer den samlede repræsentantskab, med Esbjerg Kommunes efterfølgende godkendelse, beslutning om anvendelse af institutionens formue til et tilsvarende socialt formål.

     

    Vedtaget d. 20. maj 2025

     

     

     

    ____________________________

    Erik Sørensen, bestyrelsesformand

     

     

     

    Café til ETAC's brugere

    På ETAC har vi en café, hvor der er mulighed for at købe morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe. 
    Måltidet kan indtages i behagelige omgivelser og i hyggeligt samvær med de øvrige brugere. 

    Caféen har åben mandag- torsdag i følgende tidsrum
    Kl. 9.00-10.00
    Kl. 11.30-12.30
    Kl. 13.30-14.30

    Fredag lukker caféen kl. 12.30.