Plejefamilie som tilbyder støtteophold

Hvis I ønsker et barn i støtteophold, kan I læse mere om det her.

    Plejefamilie som tilbyder støtteophold

    En plejefamilie, som tilbyder støtteophold, tager imod børn i kortere perioder. Det vil typisk være i weekender, men kan også være hverdage eller feriedage. Et støtteophold er et supplement til barnets biologiske familie, som I samarbejder med, for at støtte barnet bedst muligt. Når barnet er hos jer, tilbyder I nærvær, omsorg og oplevelser tilrettet barnets behov. Det kan f.eks. være en tur i skoven eller på legeplads, højtlæsning eller hygge omkring at lave mad sammen eller bage snobrød over bål. 

    Hvis I ønsker at blive plejefamilie med støtteophold, skal I som en del af godkendelsesforløbet deltage i grundkursus for plejefamilier. Når I er blevet plejefamilie for et barn i støtteophold, er der mulighed for supervision og efteruddannelse fra Familieplejen. 

    Læs om de seks emner, I skal være opmærksomme på ved støtteophold

    Hvordan bliver man fuldtidsplejefamilie eller plejefamilie med støtteophold?

    Det er Socialtilsynet, der behandler ansøgninger om godkendelse som plejefamilie. Processen omfatter tre hoveddele, som alle, der ønsker at blive godkendt som plejefamilie, skal igennem:

    1. Et obligatorisk grundkursus i at være plejefamilie

    2. Minimum to besøg i ansøgers hjem - første besøg skal være afholdt inden første kursusdag

    3. Afsluttende samtale med ansøger

    ​I forbindelse med besøgene i ansøgerens hjem sætter socialtilsynet, ved hjælp af nogle faste værktøjer, fokus på mentaliseringsressourcer, familiedynamik og hjemmeboende børns perspektiver. Læs mere og ansøg her

    Om I godkendes som plejefamilie til et barn i støtteophold eller i fuldtidspleje afhænger af hvad I har lyst til og hvad I godkendes til. I godkendelsesforløbet træffer Socialtilsynet afgørelse om hvilken belastningsgrad, I godkendes til: Almen, forstærket eller specialiseret. Det er belastningsgraden der afgør, hvilke plejebørn, der kan placeres hos jer.

    Socialtilsyn Syd fører det løbende tilsyn med de plejefamilier, som bor i region Syddanmark. Hvis I ønsker at vide mere om tilsynet, kan I søge yderligere oplysninger på Socialtilsyn Syds hjemmeside. 

    I er naturligvis altid velkomne til at kontakte Familieplejen, hvis I har brug for snak forud for, at I ansøger om at blive godkendt. Er I bosiddende i Esbjerg Kommune og er blevet godkendt som plejefamilie med støtteophold, hører vi også meget gerne fra jer.

    Ønsker du at blive ringet op? 

    Ønsker du at høre mere om at være plejefamilie med støtteophold, kontakter vi dig gerne telefonisk med mere information. 

    Klik her, hvis du gerne vil ringes op

     

    Til plejefamilier, der har et barn i støtteophold, udbetales et beløb pr. døgn til dækning af udgifter ved kost, logi og eventuelle aktiviteter.

    Som et led i godkendelsesforløbet skal I deltage i et grundkursus, der afholdes af Socialtilsynet. For ansøgere i region Syd foregår grundkurset på kursuscentret Brogaarden i Middelfart. 

    Grundkurset er modulopbygget og strækker sig over fire dage. Som udgangspunkt ligger kurset på to hverdage og to dage i en weekend, i tidsrummet kl. 8.30-16.00 - dog til kl. 15.00 den sidste dag. Der skal forventes hjemmearbejde på ca. 2 timer.

    Kursusforløbet tager udgangspunkt i kvalitetsmodellens temaer. Der veksles mellem oplæg, øvelser, cases, gruppearbejde og plenumdrøftelse. Der er tilført inspiration fra nyeste forskning, lovgivning samt teoretikere.

    Kurset slutter af med et selvevalueringsskema, hvor I hver især beskriver jeres egen udviklingsproces. Der laves fra undervisernes side en bedømmelse af jer som kursister i forhold til engagement, refleksioner og forståelse for det underviste. Det er erfarne tilsynskonsulenter, som står for kurset.

    Kurset er gratis og med forplejning. Der ydes ikke godtgørelse for transport.

    Plejefamilier, der har et barn i støtteophold, er ikke forpligtede til at deltage i efteruddannelse, men er der plads på kurserne, er I meget velkomne.

    Se kursuskataloget for 2026

    Plejefamilier, der har et barn i støtteophold, bliver kun tilbudt supervision, hvis der opleves et konkret behov for dette.

    Ønsker du at blive ringet op?

    Ønsker du at høre mere om at være støtteopholds-, pleje- eller netværksplejefamilie, kontakter vi dig gerne telefonisk med mere information. 

    Følg linket her, hvis du gerne vil ringes op.

    Er du allerede godkendt som plejefamilie og har en ledig plads, er du velkommen til at sende en mail til os. Det gør du ved at klikke på linket i kontaktboksen til højre. Husk at have dit Mit-ID klar.