Kroniske smerter
Har du brug for redskaber til at få mere kontrol over dit hverdagsliv?
For at deltage på kurserne skal du være borger i Esbjerg Kommune, over 18 år -samt motiveret for selv, at gøre noget for at kunne få det bedre.
Kurset ledes af frivillige instruktører, som har personlig erfaring med kroniske smerter. Alle instruktører er uddannet til at varetage disse kurser.
Hvad kan vi tilbyde:
LÆR AT TACKLE er korte kursusforløb, der giver dig redskaber til at blive en bedre selvhjælper. Kurserne udbydes af Esbjerg Kommune i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning.
Video - Lær at tackle kroniske smerter
Hvad kan vi tilbyde?
På kurset får du redskaber til at kontrollere symptomer, fx træthed, smerte eller uro. Du får også inspiration til, hvordan du kan arbejde med at skabe balance mellem aktivitet og hvile.
Du og dine medkursister vil opleve, at jeres bekymringer og problemer ofte er de samme. Men jeres erfaringer med at håndtere dem er forskellige. Derfor kan I hjælpe og inspirere hinanden.
Du bestemmer selv, hvad du vil bidrage med. Vil du kun lytte, kan du nøjes med det.
Vi mødes én gang om ugen i 2 ½ time 6 uger i træk. Der er typisk 12-16 deltagere på et hold. Programmet for hver kursusgang ligger fast.
Undervisningen ledes af to instruktører, som har gennemført en særlig uddannelse. De har selv erfaring med at have smerte tæt inde på livet.
Forløbet er praktisk orienteret og veksler mellem oplæg fra instruktørerne, øvelser og erfaringsudveksling. Blandt andet afprøver du en række selvhjælpsværktøjer, som du kan bruge på egen hånd efter kurset.
Emner på kurset:
- Håndtering af vanskelige følelser; fx tristhed og frustration
- Bedre kommunikation
- At sætte mål – og nå dem
- Problemløsning
- Afspændingsteknikker
- Pacing – balance mellem aktivitet og hvile
Kurset henvender sig til mennesker, der har behov for redskaber til at få styring over hverdagslivet og hjælp til at håndtere smerter. Smerter kan fx skyldes sygdom, slid eller være konsekvens af en ulykke eller skade. De kan være diffuse eller udspringe af et specifikt område af kroppen, fx hovedpine eller ledsmerter. Uanset årsag er kurset relevant, hvis du er over 18 år, og du har haft smerter i mere end 6 måneder.
Få en bedre hverdag på trods af smerter
Kan du nikke genkendende til noget af følgende?
- Du savner overskud i din hverdag
- Du har brug for redskaber til at kunne gøre flere af de ting, du ønsker
- Du oplever til tider vanskelige følelser; fx frustration eller bekymringer