Bliv tobaks- og nikotinfri, hjælp til tobaks- og nikotinstop

Vil du kvitte cigaretterne, snus, puff bars, e-cigaret mv.? Så kan vi hjælpe dig på vej. Læs mere om dine muligheder for at få hjælp til at stoppe.

    Læs om vores tilbud der foregår i naturen

    Tobaksfrihed

    Vi kan tilbyde dig

    Vapes, Puff, snus, skive, smøg, e-cigaretter er nogle af de betegnelser der bruges om nikotinprodukter. Fælles for dem alle er at de indeholder nikotin.

    Nikotin er stærkt vanedannende og afhængighedsskabende. Anvendelsen af nikotin kan påvirke udviklingen af den unges hjerne negativt. Forskningen peger på, at brugen af nikotin i ungdommen kan nedsætte koncentrationsevnen og øge risikoen for angst og depression (SST).

    I Esbjerg Kommune kan du få hjælp til at stoppe eller reducere dit tobaks- og/ eller nikotinforbrug. Du vil blive grundigt vejledt af en stoprådgiver. Rådgivningen kan indeholde redskaber til afledning, redskaber til vaneændring, produktinformation til unge 15+ og abstinenssymptomer etc. Du kan anbefales anvendelse af nikotinerstatningsprodukter, men dette vil ikke nødvendigvis være førstevalget. Det kommer an på dine forbrugsvaner. 

    Du tilbydes 2 mødegange uden forældrekontakt. Hvis du ønsker at gøre brug af flere mødegange, vil rådgiveren kontakte dine forældre. Mødegangene kan også forløbe telefonisk. Tilbuddet er anonymt de første to mødegange. 

    Mødegangens varighed forløber over 30-60 minutter på Kommunes Sundhedscentre eller i dit nærmiljø.

    Der ydes, ved behov, bevilling til tobaks- eller nikotinerstatning – op til 1200kr fordelt over 3 mødegange. Dette er forudsat aktiv deltagelse i det individuelle forløb. Ved deltagelse i et forløb, vil vi have mulighed for at hjælpe med udtrapning af nikotinerstatningsprodukter. 

    Vi tilbyder et gruppeforløb for virksomheder i Esbjerg Kommune. Forløbene kan afholdes på virksomheden med minimum otte deltagere. Det er også muligt, at flere virksomheder slår sig sammen om afholdelse af et tobaks- og nikotinstop.  

    Hvis du ønsker et kursus for din virksomhed, har du mulighed for at kontakte Esbjerg Kommune via kontaktboksen.

    Vi tilbyder tobaks- og nikotinstop til borgere i Esbjerg Kommune.

    Et stopkursus giver dig:

    Hjælp og støtte til at forberede dit tobaks- og nikotinstop bedst muligt

    Hjælp til at bryde dine tobaksvaner

    Vejledning om sundhedsmæssige fordele, håndtering af din vægt under dit stop, nikotinafhængighed, kuliltemåling mv.

    Støtte fra stoprådgiver

    Idéer og tips til at holde tankerne væk fra tobakken/nikotinen og til at tackle trangen, når den opstår.

    Et stopkursus består af fem mødegange på hver 1,5-2 timer, hvor du mødes med andre borgere i samme situation og en rådgiver. De to første gange forberedes stoppet og du bliver klædt på til at møde de udfordringer, der venter. På resten af møderne får du hjælp til at fastholde dit rygestop. Du bliver kontaktet 2 uger efter holdafslutning.

    Kurserne foregår i grupper mellem 8-20 personer. På kurset kan I få nytte af hinandens erfaringer, støtte og viden om at være i gang med et tobaks- og nikotinstop.

    Stopkurserne foregår i Esbjerg og Ribe og det er gratis at deltage.

    Vi tilbyder også kurser i tobaks- og nikotinstop til virksomheder i Esbjerg Kommune. Kurset kan foregå i kommunens lokaler i Esbjerg, Ribe eller Bramming, eller virksomheden kan stille et egnet lokale til rådighed.

    Du kan tilmelde dig lige her.

    Et digitalt nikotin- og tobaksstopskursus afholdes over 5 gange af ca. 1,5 times varighed. Det er et forløb, hvor vi kommer omkring samme indhold, som hvis du mødte fysisk op.

    Selve kurset afholdes gennem det digitale program ’’Teams’’ og du vil kunne tilgå det via et link, der bliver sendt til din e-Boks en uge før opstart. Der vil også medfølge en introduktionsvideo til forløbet.

    For at deltage, skal du have en PC eller iPad med god internetforbindelse og lyd. Du kan deltage alle steder, hvor du kan sidde trygt og uforstyrret. Du kan med fordel anvende høretelefoner.

    Hvis du selv vil gøre et forsøg, kan du finde inspiration her

    Dit tobaks- og nikotinstop behøver ikke at være længere end et klik væk.

    Stoplinien tilbyder hjælp til tobaks- og nikotinstop

    Bliv tobaks- og nikotinfri med Kvit - appen erstatter Xhale og e-kvit.

    Læs tobaks- og nikotinstop guiden fra Sundhedsstyrelsen

    Hvor skadeligt er nikotin og hvilke myter er der i vores samfund om nikotin?

    Myter om nikotin