Nedsivning af regnvand
Herunder kan du læse om hvornår og hvordan du må nedsive og aflede regnvand på din grund.
Der er forskellige løsninger og krav til nedsivning og afledning af regnvand afhængigt af, om du er en virksomhed eller privat person, og hvad din undergrund består af.
Hvis du vil nedsive regnvand på egen grund, må du gerne selv udføre rørarbejde og sætte sandfang. Derimod kræver det autorisation at udføre en faskine.
Der blev den 11. maj 2026 afholdt et borgermøde i Jerne, hvor Esbjerg Kommune og DIN Forsyning orienterede om håndtering af regnvand.
I stedet for eller i kombination med faskiner kan du aflede regnvand til et regnvandsbed.
Et regnvandsbed består ofte af stauder, græsser og buske, der etableres som et bed i haven, måske i en lavning, der i forvejen er i haven.
For at lede tagvand til regnvandsbedet kan du med fordel etablere en eller flere render fra dine tagnedløb, som kan være udformet på mange forskellige måder.
Hvis du har en nedgravet trampolin, er det også muligt at nedsive vandet i rummet under den.
Et regnvandsbed kan være et godt alternativ til nedsivning i haven, hvis du også ønsker en større biodiversitet.
Regnvandsbede skal overholde de samme afstandskrav og regler, som for faskiner.
Jordtype
Inden nedsivningsanlægget etableres bør du sikre dig, at jorden er egnet til nedsivning.
- Sand og grus er meget velegnet til nedsivning
- Morænejord med ler kræver større faskiner.
Vi anbefaler derfor at du udfører en infiltrationstest for at afklare om jorden er velegnet til nedsivning og for at kunne beregne størrelsen af faskinen. Der henvises til Teknologisk Instituts hjemmeside som beskriver forhold omkring nedsivning af regnvand i faskiner.
Læs mere om faskiner.
Grundvand
Vi anbefaler ikke, at du nedsiver tagvandet, hvis afstanden fra terræn til øverste grundvandsspejl er mindre end 2 meter, idet klimaændringerne på længere sigt vil medføre stigende grundvandsspejl.
1. Følgende afstandskrav skal overholdes:
| Krav jf. spildevands-bekendtgørelsen | |
| Drikkevandsboring | 25 m |
| Vandløb (herunder dræn og grøfter), søer eller havet | 25 m |
2. Endvidere bør følgende afstande overholdes:
| Vejledende krav til afløbsinstallationer jf. SBI 256 og DS 440 | |
| Beboelseshuse (med og uden kælder) - af hensyn til fugt | 5 m |
| Bygninger uden beboelse eller kælder – af hensyn til fugt | 2 m |
| Skel til nabo - af hensyn til opblødningsrisiko | 2 m |
| Skel til offentlig vej - af hensyn til opblødningsrisiko | 1 - 2 m * |
*: De vejledende krav er 2 m, men ved gode nedsivningsforhold (bl.a. grus og sandjord) accepteres 1 m til vejskel til offentlig vej.
Du kan se om din grund ikke ligger indenfor en beskyttelseszone til drikkevandsboringer.
Det kan gøres ved at:
- Trykke på linket ovenfor
- Søg din adresse frem
- Er den indenfor et rødt felt, så må du ikke nedsive regnvand
Hvis etablering af faskiner kan ske indenfor gældende afstandskrav iht. retningslinjerne, så har du lov til at udføre arbejdet.
Hvis du skal have dispensation i forhold til afstandskravene, så skal du sende en ansøgning og have vores accept inden du etablerer faskinerne.
Borger
Som borger skal du have tilladelse til at nedsive regnvandet på din grund.
Læs mere i spildevandsplanen afsnit 5.3.4.
Færdigmelding og dokumentation for udført arbejde skal indsendes via kloakmestererklæring.
Her kan du finde et ansøgningsskema, hvis du skal nedsive spildevand på en enkelt ejendom.
Virksomhed
Der søges om tilladelse til nedsivning af tag- og overfladevand fra virksomheder, offentlige p-pladser og veje.
Læs mere om en fyldestgørende ansøgning i spildevandsplanen afsnit 5.8.2.
Du skal indsende en kloakmestererklæring. Sammen med erklæringen skal du sende en kloakplan som viser
- placering af faskiner
- sandfang
- kloakrør
Du finder linket til kloakmestererklæring øverst og nederst på siden her.