Separatkloakering og spildevand
Kloaksystemet er ved at blive fremtidssikret, og du har ansvaret for, at det bliver separatkloakeret på din grund, hvis det ikke allerede er gjort.
Tidligere er regnvand og spildevand blevet afledt i samme kloakledning. Fremover vil spildevand og regnvand blive udledt til hver deres ledning og dermed blive separatkloakeret.
DIN Forsyning er i fuld gang med at forny kloakkerne i Esbjerg Kommune, og i den forbindelse bliver der etableret to kloakledninger; en til regnvand og en til spildevand
DIN Forsyning sørger for, at der bliver lagt stik ind til skel. Som grundejer skal du selv sørge for at adskille spildevand og tag- overfladevand på din grund.
Spildevand skal tilsluttes DIN Forsynings spildevandsledning og regnvand skal tilsluttes regnvandsledningen og /eller afledes på egen grund.
Video der forklarer hvorfor vi separatkloakerer, hvordan det virker, og hvad du skal gøre, når du får et påbud om separatkloakering.
Video der forklarer, hvorfor spildevand skal i toilet eller vask, og ikke i regnvandskloakken.
Hvornår er det min tur?
Find ud af hvornår DIN Forsyning udfører separatkloakering i dit område ved, at:
- Gå ind på kort.plan.dk
- Fremsøg din adresse
- Aktivér "spildevandsplan, vedtaget" og " Kloakopland/kloaktype, vedtaget"
- Brug infoknappen (i) i øverste værktøjslinje for finde eventuelle oplysninger for området.
- Hvis planlagt kloaktype er beskrevet som anden, er det fordi, det ikke er besluttet endnu, om din ejendom skal separatkloakeres eller spildevandskloakeres.
Hos DIN Forsyning kan du læse meget mere om separatkloakering og processen omkring deres del af arbejdet.
Er du færdig med at separatkloakere på din grund?
Når der er udført separatkloakering på din grund, skal der indsendes en kloakmestererklæring. Kloakmestererklæringen skal underskrives af en autoriseret kloakmester, hvori der står, at der ikke længere ledes tag- eller overfladevand til det offentlige spildevandssystem.
Husk du som grundejer er ansvarlig for, at der bliver indsendt dokumentation.
Ofte stillede spørgsmål
Fælleskloakken er den ældste del af det offentlige kloaksystem. I en fælleskloak bliver spildevand og regnvand afledt i den samme ledning til et rensningsanlæg, så fælleskloakken leder altså rent regnvand til rensning.
Med øget nedbørsmængder vil fælleskloakken ikke kunne rumme begge dele. Derfor sker der overløb fra fælleskloakken, så vandløb og badevand bliver forurenet.
Fornyelsen af kloaksystemet har til formål, at:
- Forhindre vand i kælderen og på din grund
- Forurening af vandløb/søer med fortyndet spildevand
- Rotter i kloakken
- Oversvømmelse af veje
- Afledning af regnvand til renseanlæggene
Læs mere hos DIN Forsyning.
| Ca. 3 år før | DIN Forsyning sender brev om, hvornår der skal udføres separatkloakering i området |
| Ca. 1 år før |
DIN Forsyning sender brev om hvornår de vil påbegynde separatkloakering i området
|
| 1-2 måneder. før |
DIN Forsyning sender brev, om hvornår de forventer
at gå i gang specifikt i de enkelt gader
|
| Lige før projektstart |
DIN Forsyning vil i samarbejde med Esbjerg kommune indkalde til informationsmøde for at orientere om, hvad der skal ske, hvornår og hvis du har andre spørgsmål
|
| Projektstart |
Esbjerg kommune sender brev med varsling om påbud
|
| Ca. 1 måned efter |
Esbjerg kommune sender påbud med frist på ca. 1 år til at få separatkloakeret på egen grund efter, at DIN Forsyning er færdig i vejen
|
| Efter endt projekt |
Esbjerg kommune følger op på, om påbuddet er efterkommet
|
Tidsfristen for hvornår du skal have udført ovenstående på din grund, afhænger også af omfanget af området og kompleksiteten.
Hvorfor modtager jeg disse breve?
Hvis du bor i et område der er fælleskloakeret, så har du ret til at aflede spildevand og tagvand-overfladevand fra din ejendom til en fællesledning. For at fratage dig denne ret, skal vi varsle og påbyde dig at separatkloakere på din ejendom. Med varslingsbrevet får du mulighed for at klage over fjernelsen af denne ret. Når påbuddet kommer, betyder det, at retten er frataget, og at du nu er lovmæssigt forpligtet til at få ordnet det inden for en bestemt tidsfrist.
Er min grund ikke separatkloakeret?
Hvis du har dokumentation i form af kloaktegning og færdigmelding, bedes du sende denne til Miljø (benyt kontaktboksen ude til højre), så vi kan registrere det. Hvis der kun er ældre byggetegninger, fra huset blev etableret, skal det tjekkes op igen af en autoriseret kloakmester, da vi ofte oplever, at afløbsforholdene ikke er som oplyst. Hvis du ikke har dokumentationen, så bedes du kontakte en kloakmester, som kan lave en kloaktegning og
færdigmelding til dig, eller kontakte den kloakmester, som lavede din separatkloakering i sin tid og bede om tegningen og færdigmeldingen.
Rykkerbrev modtaget
Hvad skal jeg gøre hvis jeg allerede har sendt dokumentation?
Ring til sagsbehandleren som har skrevet til dig, og gør ham/hende opmærksom på dette.
Min kloakmester har sendt dokumentationen ind, hvorfor får jeg en rykker?
Da det er dig, der får varslingen og påbuddet, er det ikke sikkert, at kloakmesteren ved, hvor dokumentationen skal sendes hen. Det er derfor en god ide at spørge kloakmesteren, om han ved, at den skal sendes til Miljø.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg har glemt alt om at jeg skulle separatkloakere?
Ring til sagsbehandleren som har skrevet til dig, og gør ham/hende opmærksom på dette.
Kan jeg søge om at få dispensation?
Nej du kan ikke få dispensation.
Kan jeg søge fristforlængelse? Og hvordan gør jeg?
Esbjerg Byråd har besluttet, at vi kan give en midlertidig forlængelse af fristen for udførelse af separatkloakering, hvis indgreb i bygningskonstruktionen vil betyde væsentlige omkostninger.
En ansøgning skal indeholde de bygningsmæssige omkostninger og ikke arbejdet i forbindelse med kloakering.
Derudover også hvor mange m2 tagareal afledes her til, og om nogle af afløbene kan separeres med det samme.
Når der er tale om fristforlængelse, vil der i forbindelse med ansøgningen, i samarbejde med DIN Forsyning, blive lavet en vurdering af de hydrauliske forhold.
Fuldstændig nedsivning
Er hvor alt regnvand bliver afledt til faskiner eller afledt på overfladen eventuel via regnvandsbed.
Halv nedsivning, halv afledning til offentlig kloak
Bruges for eksempel hvor det er smartest at lede regnvandet fra det bagerste af huset til faskiner, og resten af tagvandet ud i den offentlige regnvandsledning.
Fuldstændig afledning til offentlig kloak
Alt regnvand bliver ledt ud i den offentlige regnvandsledning. Du skal have en autoriseret kloakmester til at gøre dette for dig.
Samarbejdet mellem Din Forsyning og Kommunen
Det er Din Forsyning, der står for etablering af ledningerne i vejen og stikledningen ind til dig. Hvis du har spørgsmål til placering af stik eller andre ting i forbindelse med den fysiske udførelse, skal du kontakte DIN Forsyning.
Kommunen er myndighed på området, og det er os der sørger for at udsende påbud, og følge op på at din grund bliver separatkloakeret.
Er det en autoriseret kloakmester, der skal udføre separatkloakering?
Ja, det er en autoriseret kloakmester, der skal udføre separatkloakeringen på din ejendom. Hvis der skulle opstå problemer mht. kloakeringen, er det kloakmesteren og ikke dig, der står til ansvar.
Hvis du afleder tagvandet på egen grund, må du godt udføre arbejdet selv. Du skal dog have en kloakmester til at foretage afpropning til spildevandskloakken, og der skal stadig indsendes en kloakmestererklæring fra en autoriseret kloakmester til kommunen.
Hvad hvis jeg vil aflede regnvand på egen grund?
Man må gerne aflede regnvand på egen grund, både på overfladen og nedsive det.
Når vi siger afledning på overfladen betyder det at man f.eks etablerer et regnvandsbed, eller man afleder det på græsplænen eller under en nedgravet trampolin.
Du kan læse mere om lokal afledning af regnvand (LAR) på dette link:
LAR i Danmark
Man kan også vælge at få etableret faskiner. Du kan læse mere om faskiner på dette link:
nedsivning af regnvand.
Hvad gør jeg, når jeg har separatkloakeret?
Når du har separatkloakeret, sender du dokumentation Miljø via kontaktboksen ude til højre i billedet.
Dokumentationen skal indeholde en kloaktegning, som tydeligt viser, hvor dit regnvand og spildevand føres hen, og en færdigmelding, som er underskrevet af en autoriseret kloakmester.
Det er ofte kloakmesteren, der selv sørger for at få indsendt færdigmeldingen, men husk det er dig, som er ansvarlig for, at det bliver indsendt. Det er en god ide at have en kopi af dokumentationen, som du kan overdrage til den næste ejer af din ejendom. Den modtagne dokumentation vil også blive lagt op Weblager.
Separatkloakering i forbindelse med salg eller køb af bolig
Det er altid en fordel, hvis din bolig er separatkloakeret, når du skal sælge den, idet ny køber slipper for at gøre det. Det er også vigtigt for dig at undersøge om den bolig, du overvejer at købe, er separatkloakeret, så du slipper for det efterfølgende.
Jeg har ikke modtaget påbud eller varsling omkring separatkloakering - må jeg gerne separatkloakere nu?
Ja det må du gerne, men du skal være opmærksom på, at når Esbjerg Forsyning separatkloakerer dit område, så vil du stadig modtage et påbud om at separatkloakere. Du skal så sørge for at fuldende separatkloakeringen, idet du skal sørge for at dit tag- og overfladevand bliver tilsluttet den offentlige regnvandsledning.
Det er vigtigt at få indsendt færdigmelding fra en autoriseret kloakmester, når det er udført.
Du kan også vælge at aflede regnvandet på egen grund.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg har stråtag?
Hvis du har stråtag, skal du ikke separatkloakere, men ring og underret den sagsbehandler, som har sendt dig brevet om, at du har stråtag.
I område, der er separatkloakeret ledes vand fra veje, fliser og tagenes nedløbsrør løber urenset ud i det lokale vandløb.
Derfor er det ikke længere en god idé at vaske din bil ude på vejen eller tømme spanden med beskidt vand ud i vejristen, når du har renset dine malerpensler.
Du risikerer at dyr og planter i dit nærområde tager skade. På lang sigt kan kemikalier og olierester sive ned i undergrunden, hvor vi henter vores drikkevand
Du kan læse mere om hvordan du hjælper fisken i dit vandløb
Det er muligt at låne til udgifterne til separatkloakering på egen grund efter påbud eller varsel af påbud.
De udgifter der kan gives lån til, er udgifter til afløbsinstallationer, som er nødvendige for separering af spildevand og regnvand.
Lånet kan søges af personer, som er fyldt 65 år, eller får udbetalt pension, delpension eller efterløn og samtidig har fast bopæl her i landet. Lånet gives, hvis der er et økonomisk frirum fra den offentlige ejendomsvurdering og tinglyst pant for eksempel kreditforeningslånets hovedstol og andet tinglyst pant i ejendommen.
Hvis der ikke er dette økonomiske frirum, kan der ikke gives et lån.
Hvis du ønsker at optage et lån til udgifterne til separatkloakering på egen grund, skal der indsendes følgende:
- Specificeret tilbud fra en autoriseret kloakmester vedrørende de nødvendige udgifter
- En kopi af det udstedte påbud, eller varsling af påbud fra Esbjerg Kommune
- Udfyldt ansøgningsskema
Du kan sende ansøgningen via kommunes hjemmeside Esbjerg.dk