Recipienter, natur og biodiversitet
Med Vision 2025 har Esbjerg Kommune bl.a. sat fokus på Grønt liv og bæredygtighed, hvor kommunen vil være en grøn foregangskommune, der prioriterer bæredygtighed og innovative klimaløsninger.
I Spildevandsplan 2022-2027 skal det være en naturlig og integreret del af arbejdet med afledning af regnvand, at løsningerne forbedrer vandløbenes tilstand, badevandskvalitet og fremmer betingelserne for naturen og biodiversiteten til gavn for kommunens borgere, jf. afsnit 4.3.
I kommuneplanen er der udlagt badestrande fra Marbæk til ”Mennesket ved Havet”. Desuden forventes der at komme bademulighed i det ny Esbjerg Strand, syd for ”Mennesket ved Havet” fra sommeren 2022.
Badevandskvaliteten ændrer sig over årene som følge af mange faktorer, der påvirker vandets indhold af bakterier. Den aktuelle badevandskvalitet for strækningen mellem Marbæk og Esbjerg Havn er beskrevet nedenfor.
Der er permanent badeforbud på afgrænsede strækninger i Marbæk, omkring udløbet af Guldager Møllebæk og Fovrfeld bæk og ved et regnvandsudløb direkte til stranden ud for Karl Andersens Vej i Sædding. Badeforbuddet i Marbæk skyldes ikke vandkvaliteten, men er forårsaget af strømningsforholdene nær kysten.
Ved en vis regnmængde løber der spildevand ud sammen med regnvandet til Fovrfeld Bæk og i Hjerting. Dette er nærmere beskrevet nedenfor for henholdsvis overløbsbygværker og Renseanlæg Vest. Når der sker overløb, hejses der i badesæsonen et rødt flag på varslingsstrækningerne, for at gøre opmærksom på sundhedsrisikoen og at badning frarådes.
- Tre overløbsbygværker – OBV 9, OBV 10 og OBV 11, jf. Kort 4.1.2 – har overløb af opspædet spildevand, når kraftige regnskyl overskrider kloakkens kapacitet. Disse overløb medfører, at opspædet spildevand efter yderligere fortynding i Fovrfeld Bæk løber ud i badevandsområdet ved ”Mennesket ved Havet” og Esbjerg Strand. Når det sker, medfører det sundhedsrisiko og der varsles badeforbud i området.
DIN Forsyning har optimeret overløbsregistreringen i OBV 9, 10 og 11, så den er mere præcis og ikke bidrager med falske alarmer. Der er samtidig etableret måleudstyr, så udledte mængder kan registreres.
Ved OBV 10 er der etableret en ny ledning, så større mængder fællesvand kan ledes fra Fovrfeld til renseanlægget. Samtidig er der etableret et automatisk spjæld på den afskærende ledning fra havnen og midtbyen, hvilket giver mulighed for at prioritere rensning af spildevand fra Sædding og Fovrfeld fremfor spildevandet fra havn og midtby, og derved reducere overløb til Fovrfeld Bæk, både fra overløbsbygværkerne og fra renseanlægget. Dette medfører øget overløb til Trafikhavnen, men løsningen medfører samlet set en bedre udnyttelse af kapaciteten i fælleskloakken og deraf en samlet reduktion af overløb til Vadehavet.
I 2021 arbejdes der på en optimering af den biologiske rensning på Renseanlæg Vest, hvilket er sidste etape i det samlede projekt, der forventes at nedbringe overløb til Fovrfeld Bæk fra ca. 96.000 m3/år til ca. 5.600 m3/år (gennemsnitsværdier beregnet med kalibreret hydraulisk model).
I løbet af 2021 og især 2022 vil forbedringen kunne måles, det vil dog også variere i forhold til årets aktuelle nedbør.
- I Hjerting er der etableret bassin til opmagasinering af opspædet spildevand under regn. Her kan der ligeledes ske overløb, når kraftige regnskyl overskrider kloakkens og bassinets kapacitet. Kloakseparering af Hjerting vil bidrage til reduktion af overløb fra den fælleskloakerede del af Hjerting i planperioden.
De udlagte badestrande skal mindst have klassifikationen ”Tilfredsstillende” iht. Badevandsbekendtgørelsen og EU-direktivet om forvaltning af badevandskvalitet.
1.Det er målet at få et etableret et varslingssystem, som giver et mere retvisende billede af sammenhængen mellem overløb fra overløbsbygværker og Renseanlæg Vest og badevandskvaliteten ved stranden fra Mennesket ved Havet til Hjerting.
1A. Der igangsættes en forundersøgelse med det formål at evaluere den eksisterende varslingsmetode og varigheden af varsling i forbindelse med overløb. I forundersøgelsen afdækkes det også, om udledning af renset spildevand og mekanisk renset spildevand fra udløbsøen (udløbspunkt fra Renseanlæg Vest) kan påvirke badevandskvaliteten ved Esbjerg Strand.
1B. Hvis resultatet af evalueringen viser, at der er basis for etablering af et mere dynamisk varslingssystem, igangsættes arbejdet med dette. (Under forudsætning af vedtagelse af varslingssystem).
Regnvand bør nedsives, hvis det er muligt. Nedsivning kan ske lokalt på den enkelte matrikel eller vej, men også centralt i store nedsivningsanlæg, der etableres og vedligeholdes af DIN Forsyning eller Esbjerg Kommune.
I nogle områder vil nedsivning dog ikke være en mulighed på grund af jordbunds-, grundvands-, vandindvindings- eller forureningsforhold.
Når nedsivning ikke er muligt, skal regnvandet afledes via DIN Forsynings regnvandsledning, hvis en sådan findes. DIN Forsyning eller anden udleder søger om udledning af regnvand til en recipient - sædvanligvis vandløb eller havet, jf. kapitel 4.4. Esbjerg Kommune er tilladelsesmyndighed for udledningstilladelser ansøgt af DIN Forsyning og andre aktører, med undtagelse af visse virksomheder som godkendes af miljøministeriet.
Esbjerg Kommune reviderer og meddeler nye udledningstilladelser ved væsentlige ændringer i afledningen. Miljøstyrelsen kan som tilsynsmyndighed meddele påbud om forbedret rensning, så vandløbet kan overholde den målsatte miljøtilstand.
I udledningstilladelsen kan der f.eks. stilles krav om, at det separate regnvand bliver ledt igennem et bassin, inden udløb i et vandløb. Formålet er dels at udjævne den hydrauliske belastning af vandløbene, så vi undgår erosion og store ændringer i vandføringen, som skader vandløb og kan medføre uhensigtsmæssige oversvømmelser, men i lige så høj grad at rense vandet inden udløb. Ved udledning til såvel vandløb som havet stilles der krav om rensning af vandet af hensyn til vandområdernes miljømålsætning og miljøbeskyttelseslovens BAT-regler (krav om anvendelse af bedste anvendelige teknologi til forureningsbegrænsning).
Desuden kan Esbjerg Kommune sætte krav til udløbets placering i forhold til eksisterende vandløbsbund, samt til nødvendig erosionssikring.
Krav i tilladelsen til udledningen er altid baseret på en konkret vurdering i den enkelte sag, herunder den konkrete recipients tilstand og målsætning. Der kan især rettes opmærksomhed på de vandområder, hvor miljøtilstanden vurderes som ’dårlig’, idet der her ikke må ske en merbelastning af den pågældende tilstandsparameter, som har medført, at tilstanden vurderes som dårlig.
Regnvandsbassiner
Ved planlægning af regnvandsbassiner er følgende faktorer afgørende for placeringen og behovet for bassinet:
- Grønne områder som et led i klimatilpasning.
- Naturbeskyttede områder så som § 3 områder og Natura 2000 områder.
- Afvandingsforhold og rekreative værdier.
- Ønske om rekreativ anvendelse af regnvand.
- Muligheden for at kunne nedsive regnvand lokalt eller centralt.
- Ønsket om større bassiner for flere deloplande / områder.
- Afløbssystemets udformning – herunder placering, funktion, drift og økonomi.
- Pladsforhold og mulighed for egnet placering af regnvandsbassin
Udformning af regnvandsbassiner skal ske efter vejledningen i Smukke Byområder. De nærmere regler og vejledning om udformning mv. findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Ved etablering og drift af regnvandsbassiner og kanaler i offentlige grønne områder er der indgået en aftale mellem DIN Forsyning og Esbjerg Kommune - Natur & Byrum (tidligere Drift & Anlæg).
Bassiner og kanalers udformning og placering indrettes så vidt muligt således, at de understøtter det vilde dyre- og planteliv, som forekommer i nærområdet.
Regnvandsbassiner udgraves som udgangspunkt ikke i områder eller vandløb omfattet af §3 i lov om naturbeskyttelse
Nye regnvandsbassiner kan med tiden vokse ind i en §3-beskyttelse i takt med, at der opstår et naturligt dyre- og planteliv. En plan for drift- og vedligehold ved etablering af nye bassiner kan forenkle sagsbehandlingen ved ansøgning om oprensning af sediment.
Fredede samt strengt beskyttede dyrearter på Habitatdirektivets bilag IV, særligt padder, kan yngle og søge føde også i regnvandsbassiner. Oprensninger og andre vidtgående arbejder skal begrænses til september - marts, hvor dyrene ikke opholder sig i bassinet.
For at opfylde kravet til rensning skal regnvandsbassiner, bl.a. jf. retningsgivende afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet, som udgangspunkt udformes som følger:
- Med et permanent vådt volumen på ca. 200-300 m3 pr. ha reduceret oplandsareal og med en permanent vanddybde på 1-1,5 m.
- Med et stuvningsvolumen der sikrer et servicekrav på N = 1/5, dvs. som gennemsnit højst overløb hvert 5. år.
Bassindimensionering af overløb baseres på regnearket fra spildevandskomiteen, gerne kombineret med eftervisning med LTS-beregning.
Som følge af konkrete miljø- og recipient-forhold, så kan en tilladelse til udledning af regnvand medføre skærpede krav til bassinets volumen. For eksempel kan der i nogle tilfælde være behov for, at der bliver etableret sandfang ved indløbet til bassinet for at effektivisere funktion og vedligeholdelse af bassinet.
Desuden kan Esbjerg Kommune sætte krav til udløbets placering i forhold til eksisterende vandløbsbund, samt til nødvendig erosionssikring.
Krav til udledningen er altid en konkret vurdering af den enkelte sag, herunder den konkrete recipients tilstand og målsætning.
1. Det er målet at udarbejde et helhedsorienteret projekt for håndtering af regnvand fra Grønlandsparken og bassinet ved krydset Stormgade og Gjesing Ringvej inden afledning til Fovrfeld Bæk.
1A. Der skal i 2022 ske en kortlægning af mulighederne for at reducere den hydrauliske belastning fra Grønlandsparken og rense vandet inden udledning.
1B. Der skal på baggrund af kortlægningen træffes beslutning om handling, der skal rense regnvandet, reducere den hydrauliske belastning af vandløbet og/eller øge vandløbets hydrauliske robusthed.
1C. Der skal meddeles en udledningstilladelse for afledning af regnvandet.
2. Det er målet at undersøge muligheder for realisering af de elementer i helhedsplan for Fovrfeld Ådal, som vedrører regnvandet fra de kloakerede oplandes påvirkning af vandløbet.
2A. Der skal ske en kortlægning af mulighederne for at reducere den hydrauliske belastning og rense vandet fra alle oplande, der afleder regnvand til Fovrfeld Bæk, under hensyntagen til muligheder for at øge den hydrauliske robusthed i vandløbet, som er belyst i helhedsplanen for Fovrfeld Ådal.
2B. Der skal på baggrund af kortlægningen træffes beslutning om handling, der skal rense regnvandet, reducere den hydrauliske belastning af vandløbet og/eller øge vandløbets hydrauliske robusthed. Handlingen skal koordineres med ovenstående handling vedr. regnvandshåndtering fra Grønlandsparken.
2C. Der skal meddeles en udledningstilladelse for afledning af regnvandet.
3. Det er målet at udarbejde et helhedsorienteret projekt for håndtering af regnvand fra kloakoplande, der afleder til Kvaglund Bæk og Spangsbjerg Møllebæk herunder også fremtidige planområder indenfor vandløbenes topografiske oplande.
3A. Der skal ske en kortlægning af mulighederne for at rense regnvandet, reducere den hydrauliske belastning fra oplande der afleder til Kvaglund Bæk og Spangsbjerg Møllebæk.
3B. Der skal på baggrund af kortlægningen træffes beslutning om handling, der skal rense regnvandet, reducere den hydrauliske belastning af vandløbet og/eller øge vandløbets hydrauliske robusthed f.eks. ved kontrolleret oversvømmelse af egnede vådområder langs vandløbet.
3C. Kloakopland X68_2 ved Grønningen fastholdes som spildevandskloakeret, og vejvandet frakobles spildevandsledningen og nedsives så meget som muligt, så Spangsbjerg Møllebæk ikke belastes hydraulisk. Projektet skal gennemføres med inddragelse af multifunktionalitet.
3D. Der skal meddeles en udledningstilladelse for afledning af regnvandet.
4. Det er målet at udarbejde et helhedsorienteret projekt for håndtering af regnvand fra kloakoplande i Boldesager og Jerne Nord. Området omfatter de spildevandskloakerede oplande X66_3, X67_plan, X69, X70 og X71, det fælleskloakerede opland W27 og de separatkloakerede oplande X67 og D73. De nævnte oplande afleder i dag regn- og spildevand til Renseanlæg Vest via den afskærende fællesledning gennem Vognsbølparken. Oplandenes naturlige udløbspunkt er Holme Bæk og søerne i Vognsbølparken.
4A. Der skal ske en kortlægning af mulighederne for håndtering af regnvand fra de oplande der afleder til Holme Bæk og søerne i Vognsbølparken.
4B. Der skal på baggrund af kortlægningen træffes beslutning om handling der sikrer bæredygtig håndtering af regnvandet f.eks. ved at rense regnvandet og øge vandløbets hydrauliske robusthed evt. kombineret med inddragelse af eksisterende våde områder omkring søerne i Vognsbølparken.
4C. Der skal meddeles en udledningstilladelse for afledning af regnvandet.
I forbindelse med separering af spildevand og regnvand kan der være modsatrettede hensyn mellem dels plads til anlæg til nedsivning og forsinkelse af regnvand og hensynet til natur og biodiversitet. Disse modsatrettede hensyn behøver ikke at være modsætninger, hvis der i forbindelse med planlægning, etablering og drift skabes grundlaget for forbedring af natur og biodiversitet.
Biodiversitet er al det liv, som findes på jorden i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt andet levende. Det kaldes også for den biologiske mangfoldighed.
Biodiversiteten er under pres og forsvinder i hastigt tempo som følge af menneskernes udnyttelse af jordkloden. Ødelæggelse af naturområder, forurening med næringsstoffer og regulering af vandets fri bevægelighed er alle trusler mod den biologiske mangfoldighed.
Ved at planlægge for spilde- og overfladevand med omtanke kan det både sikres, at naturen beskyttes mod skadelig påvirkning, og at håndtering af øget nedbør vendes fra at være et problem til at være en ressource, som aktivt kan bruges til at bevare de vilde dyr og planter. Særligt i Natura 2000-områderne bør planlægningen ske på en sådan måde, at anlæg og tiltag i videst muligt omfang kan bruges til at løfte den fælles forpligtigelse om at bevare og forbedre naturområderne.
Bevarelse af biodiversiteten kan overordnet ske ved at bevare og beskytte den endnu eksisterende værdifulde natur, udvide eller forbedre små eller forringede områder og skabe nye naturområder og levesteder til at understøtte den eksisterende natur.
Bevarelse af eksisterende natur
Vi skal passe godt på den natur, vi har tilbage. Er et område først ødelagt eller forringet, kan det være meget svært at genskabe de tidligere forhold eller bringe forsvundne arter tilbage. Vand og næringsstoffer er de to vigtigste faktorer, som har betydning for hvilke plantearter og hvilken slags natur, der kan findes i et område. Næringsstoffer er gode for store og kraftigvoksende arter som brændenælde og vild kørvel, men er dårlige for små og nøjsomme arter som f.eks. blåklokke og forglemmigej. Det betyder, at de små og sjældne arter udkonkurreres og forsvinder, når et område tilføres næring ved utilstrækkelig spildevandsrensning. I stedet gror området til i konkurrencedygtige, men almindelige arter. Forbedring af spildevandsanlæg nær beskyttet natur bør have høj prioritet ved planlægningen.
Ødelæggelse og forringelse af naturområder kan også ske ved mere direkte indgreb. Tekniske anlæg bør som udgangspunkt anlægges uden for beskyttede naturområder, så naturen lades urørt. Et regnvandsbassin placeret med omtanke uden for et eksisterende naturområde kan i stedet bidrage positivt ved at udvide området med levesteder for vilde dyr og planter.
Meget vand er forsvundet fra landskabet ved dræning, rørlægning og effektiv bortledning af vandet. Det betyder, at nogle naturområder som enge og moser langsomt tørrer ud og forandres. Det er både dårligt for de planter og dyrearter, som er tilknyttet områderne, og for klimaet som belastes, når kulstof frigives fra jorden. Med den rette anvendelse af rent overfladevand i naturområderne vil det i nogle tilfælde kunne bruges til at modvirke denne effekt.
Øg naturværdien af eksisterende anlæg
Regnvandsbassiner, rørledninger og andre eksisterende anlæg kan forbedres, så de i højere grad understøtter biodiversiteten. Flade brinker med en hældning på 1:5 skaber overgangszoner med plads til flere arter. Ved anlæg med en hældning på ned til 1:10 på den solbeskinnede nordside kan der skabes lune, lavvandede områder, som er gode ynglesteder for padder.
Udlagt brinksikring som sten og muld understøtter ikke de naturlige forhold, og bør om muligt fjernes. Lad de vilde planter tilpasset den lokale natur selv finde vej, i stedet for at udså frøblandinger fra fjerne steder.
Åbning af eksisterende rørledninger, etablering af slyngede forløb og inddragelse af omgivende lavtliggende arealer giver både rum til et mylder af vandløbsdyr og -planter, skaber grønne korridorer gennem by og land, og giver plads til mere vand. Driften af områderne kan tilpasses både med tanke på økonomi og den vilde natur, hvor ekstensiv drift eller vedligeholdelsesfrie løsninger vil kunne understøtte begge hensyn.
Plads til naturen på landet og i byen
Udviklingen i landbrug og byområder sætter den biologiske mangfoldighed under pres. Men klimatilpasning og håndtering af vand på landet og i byerne giver mulighed for at indtænke initiativer, der kan styrke den biologiske mangfoldighed og skabe plads til naturen. Tidligere vådområder i det åbne land kan genetableres med våde enge og slyngede vandløb, og gennem nytænkning kan der gives plads til nye økosystemer i byerne.
Tænkes den vilde natur ind, kan oversvømmelses- og forsinkelsesbassiner til regnvand og bortledning af regnvand på terræn udføres på måder, så det fremmer den biologiske mangfoldighed samtidig med byudvikling. Regnvandsbede i byens mange haver anlagt med tanke på de vilde dyr og planter, kan hver især udgøre små åndehuller, som tilsammen giver et væsentligt bidrag til den biologisk mangfoldighed.
1.Det er målet at være med til at forbedre recipienternes tilstand og beskytte og forbedre biodiversiteten.
1A. I relevante projekter at have fokus på forbedring af recipienternes tilstand og forbedring og beskyttelse af biodiversiteten under hensyntagen til Esbjerg Kommunes biodiversitetsstrategi. (Under forudsætning at strategien vedtages).
1B. Der foretages en evaluering af forbedringerne i de relevante projekter.
Beslutningen om separatkloakering og den øgede mængde nedbør giver udfordringer ved både byudvikling og i eksisterende byer, hvor kloaksystemet renoveres. Dette skyldes ikke mindst manglende plads til at etablere bassiner til forsinkelse og rensning af regnvandet, men også at kommunerne er pålagt en indsats i forhold til klimatilpasning som følge af øgede nedbørsmængder.
Forsinkelse, rensning og afledning af regnvandet er desuden ofte underlagt kvalitetsmål til natur og vandmiljø, samt særlige forhold omkring arealanvendelse, ejerforhold, terræn, jord og grundvand, der begrænser mulighederne for håndtering og afledning af regnvandet.
Esbjerg Kommune og DIN Forsyning vil fortsætte med at udbygge den hidtidige praksis om, at regnvand der kan nedsives også skal nedsives.
Denne faglige kompleksitet og forskel i lokale forhold betyder, at der er behov for en procedure, som beskriver, hvordan Esbjerg Kommune og DIN Forsyning vil arbejde for at opnå de helhedsmæssigt bedste løsninger til håndtering og afledning af regnvand, samt en hurtig og smidig sagsbehandling ved meddelelse af de nødvendige tilladelser.
Proceduren vil tage udgangspunkt i en vejledning fra Danva (Administrationspraksis for regnvandsbassiner og udledningstilladelser. Vejledning nr. 104.), hvor vi vil identificere interessenter, rammer og mulige principper for vandhåndtering.
Robustheds- og kapacitetsanalyser
Oversvømmelsesrisikoen beskrives som en oversvømmelsesudbredelse på de vandløbsnære arealer, og erosionsrisikoen vurderes ud fra en beregning af energiniveauet i vandløbet.
Analysen af begge parametre følger samme princip, se Figur 2.1:
1) Først beregnes en referencesituation, i hvilken det som udgangspunkt antages, at udledningen fra kloakoplandet er lig den naturlige afstrømning fra de omkringliggende områder (svarende til at vandløbet ikke påvirkes af regnvandsudledninger). Referencesituationen kan også beregnes så den svarer til udledningen fra de eksisterende oplande, altså et statusscenarie.
2) Derefter gennemføres en række scenarieberegninger, hvor udledningerne fra alle eksisterende og fremtidige kloakoplande gradvist øges.
3) Det højest acceptable udledningsniveau findes ved at identificere den udledningsstørrelse, hvorved hverken oversvømmelses- og erosionsrisikoen overskrider det acceptable niveau.
I robustheds- og kapacitetsanalysen indregnes det totale kloakoplandsareal, der nu og fremtidigt kan bidrage med udledning til den aktuelle vandløbsstrækning, dvs. normalt både status-, plan- og evt. perspektivoplande. Dette gøres for at sikre, at alle eksisterende og potentielle udledninger er taget med i vurderingen. Dette er vigtigt, da analysen skal bruges til at give udledningstilladelser, der også tager hensyn til eventuel fremtidig udledning fra bl.a. byudviklingsområder, og det skal derfor sikres, at der er plads til alt vandet, så der ikke opstår et ”først-til-mølle-princip”.
Baggrundsafstrømningen fra de naturlige, ikke befæstede, dele af oplandet indgår i alle beregningsscenarier - denne tager udgangspunkt i maksimumsafstrømningen fra hele vandløbsoplandet, og antages at afspejle den naturlige tilstand for vandløbet.
I robustheds- og kapacitetsanalysen er energiniveauet i vandløbet oftest beregnet ved en såkaldt specifik stream power-værdi (W/m2). Denne parameter indgår i analysen for at vise, hvor højt et energiniveau vandløbet kan tåle, inden der sker erosion. Studier har vist, at der ved 35 W/m2 opstår en unaturlig stor ustabilitet. I robustheds- og kapacitetsanalysen betragtes de 35 W/m2 derfor sædvanligvis som en grænse for hvornår, der begynder at være risiko for forøget erosion af vandløb med miljømæssigt negative følgevirkninger.
Vi skal være opmærksom på, at de beregninger, der ligger til grund for analysen, f.eks. er baseret på en stationær VASP-model, hvorved der ses på samtidig påvirkning fra alle udløb. Herunder er dæmpningen og udjævningen ned gennem vandløbene ikke taget med. Værdierne fra en stationær model vil være højere, end hvis der anvendes en dynamisk modeltilgang, og forskellen vil være større jo længere afstanden er til det nedstrøms udløbspunkt. Den stationære modeltilgang betyder også, at det anvendte statiske analysekoncept ikke tager højde for tidslige variationer i forbindelse med uforsinkede udledninger.
Vandløbsdata
Når der skal gennemføres hydrauliske beregninger på et vandløb, skal der anvendes følgende data:
- Dimensioner for vandløbet i form af tværsnitsprofiler.
- Referenceafstrømninger baseret på medianmaksimumafstrømninger for hhv. sommer og vinter fra ikke kloakerede arealer beregnet på data fra hydrometriske målestationer.
- Kalibrerede manningtal, der er et udtryk for modstanden i vandløbet, beregnet på baggrund af de målte vandspejle ifm. opmålingen af vandløbenes tværprofiler.
Hvor en målt vandstand ikke er tilgængelig tages der udgangspunkt i et karakteristiske manningtal knyttet til vandløbstypen.
Datakvaliteten aftales mellem Esbjerg Kommune og DIN Forsyning.
Oplands - og udløbsdata
I en robustheds- og kapacitetsanalyse skal der anvendes totale arealer til beregning af størrelsen på udledningsmængden.
For eksisterende udløbspunkter og tilhørende kloakoplande anvendes oplysninger fra DIN Forsyning A/S.
For fremtidige kloakoplande, hvor der endnu ikke er fastsat et udløbspunkt, skal der anvendes det mest konservative sted i forhold til oplandets placering til beregning af et udløbspunkt.
Sårbarhedsanalyse
I forbindelse med afledning af regnvand fra et kloakopland til et vandløb stiller Esbjerg Kommune ofte krav om etablering af våde regnvandsbassiner til forsinkelse og rensning af vandet fra de befæstede arealer. Udledning via våde regnvandsbassiner kan dog have andre uhensigtsmæssige konsekvenser. Særligt i sommerperioder med varmt vejr og lav vandføring i vandløbene, kan udledning fra våde bassiner med høj opholdstid medføre risiko for kritiske høje temperaturer og tilsvarende lave iltforhold i vandløbene. Dette gælder også for udledning af vand med et højt indhold af iltforbrugende stoffer. En sårbarhedsanalyse kan afdække hvorvidt dette vil gøre sig gældende for en fremtidig udledning.
For at kunne lave en sårbarhedsvurdering, så skal der sædvanligvis gennemføres følgende:
- En temperaturberegning baseret på det kritiske temperaturscenarie, som normalt finder sted i sommermånederne i varme perioder kombineret med en lav udskiftning af vandet i de våde bassiner.
I temperaturberegningen skal der tages udgangspunkt i 3 scenarier, hvis hhv. 10, 50 og 90 % af vandløbsvandet fra nuværende og planlagte kloakoplande opvarmes til en temperatur, der svarer til hvad der er målt i regnvandsbassiner. Desuden skal der til beregning af temperaturstigningen benyttes den befæstelse, der er knyttet til arealanvendelsen.
- En gennemgang af de enkelte vandløb og den biologiske tilstand og sårbarhed ud fra den aktuelle kendte tilstand, og risiko for manglende målsætningsopfyldelse samt mulige årsager til dette, herunder bl.a. indvandringspotentiale.
Denne gennemgang er således karakteriseret ved en vurdering af livsbetingelserne for, at den flora og fauna, der er typisk ved målopfyldelse af vandløbet, kan eksistere.
Vandområdeplanerne er en samlet plan for at forebygge forringelse og sikre forbedring af det danske vandmiljø. De skal sikre god økologisk og god kemisk tilstand i Danmarks søer, vandløb, kystvande og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv, og at der ikke sker forringelser og laves tiltag der kan forhindre målopfyldelse.
Målet med vandområdeplanerne er at opnå:
- Bedre tilstand i vandløb ved at forbedre de fysiske forhold.
- Bedre tilstand i fjorde og ved kyster ved at reducere udledning af kvælstof.
- Bedre tilstand i søerne ved at reducere udledningen af fosfor.
- Bedre tilstand i vandløb og søer ved at reducere forurening fra f.eks. hjem uden kloak, renseanlæg og kloakoverløb.
Basisanalysen for 2021-2027 er en slags ’rigets tilstand’ for kvaliteten af forholdene i åer, søer, fjorde, langs kyster og af grundvandet. Den beskriver blandt andet, hvor rent vandet er i dag, og det estimeres, hvad tilstanden forventes at være i 2027.
Basisanalysen for tredje planperiode udgør en revision og ajourføring af de analyser og vurderinger, der er foretaget i den seneste basisanalyse og i vandområdeplanerne for anden planperiode (2015-2021). Ny viden om vandmiljøet opnået siden påbegyndelsen af anden planperiode er inddraget.
På baggrund af statens vandområdeplaner 2021-2027, som fastlægger rammerne for, hvordan vandområderne og grundvandet skal beskyttes, så udarbejder kommunerne handleplaner med angivelse af hvilke konkrete tiltag, der skal gennemføres overfor blandt andet spildevandsudledninger til vandområder, hvor staten stiller krav om at kommunerne gennemfører en indsats i planperioden, og hvor målsætningen ikke er opfyldt.
Statens vandområdeplaner for 2021-2027 er sendt i offentlig høring til 22. juni 2022. Det bemærkes, at de gældende vandområdeplaner gælder, indtil de bliver afløst af nye vandområdeplaner
Af høringsudkastet fremgår, at indsatser i vandområdeplan 2015-2021 der ikke er afsluttet videreføres som indsatser i vandområdeplan 2021-2027. Nye og videreførte indsatser i vandområdeplan 2021-2027, vil blive indarbejdet i Spildevandsplan 2022-2027 med et tillæg til planen, når høringsperioden er udløbet.
I Spildevandsplan 2016-2021 var der vandområdeplan indsatser over for regnbetingede udledninger af spildevand og udledninger af regnvand med det formål, at sikre, at en række vandløbsstrækninger ville kunne opfylde miljømålet ”god økologisk tilstand”, hvilket er ensbetydende med, at både vandløbenes økologiske tilstand og den kemiske tilstand er god.
En række indsatser fra vandområdeplan 2015-2021 som er indarbejdet i spildevandsplan 2016-2021, er ikke afsluttet, og videreføres derfor i spildevandsplan 2022-2027.
1. Det er målet at afslutte indsatsen i vandområdeplanen med udledning til Nr. Bøel Bæk syd for Gørding.
1A. Opland til UM19 separatkloakeres og der etableres et regnvandsbassin inden udgangen af 2023.