Kvælstofvådområdeprojekter for lodsejere
Her kan du læse om, hvordan et kvælstofvådområde virker, hvilke fordele et vådområdeprojekt medfører for dig som lodsejer samt blive klogere på projektfaser og mulighederne for økonomisk kompensation.
Her kan du læse om, hvordan et kvælstofvådområde virker, hvilke fordele et vådområdeprojekt medfører for dig som lodsejer samt blive klogere på projektfaser og mulighederne for økonomisk kompensation.
Du kan desuden finde information om vilkårene for dig som lodsejer i et kvælstofvådområdeprojekt.
Værd at vide om kvælstofvådområdeprojekter
Formålet med et vådområdeprojekt er at tilbageholde og omsætte kvælstof på lavtliggende arealer, så kvælstoffet ikke udledes til vandløb, fjorde og i sidste til havet. Dette sker igennem naturens egen rensningsmetode. De våde områder skaber iltfrie forhold, hvor bakterier i jorden omsætter nitrat til frit kvælstof. Det frie kvælstof går på gasform og frigives til atmosfæren. Den atmosfæriske luft består af ca. 80 % kvælstof, og det har derfor ingen negative effekter for miljøet og klimaet, når der frigives kvælstof fra jorden. Derimod forhindrer vådområder kvælstoffet i at havne i vandløbet, som udvaskes til fjorde og kyster, hvor det bl.a. kan føre til algeopblomstring og fiskedød.
Typisk etableres vådområder ved, at man hæver vandstanden i et vandløb, og eventuelt genslynger vandløbet, hvorved de lavere vandløbsnære arealer oversvømmes hyppigere. Samtidig tilstoppes grøfter, og dræn ledes på terræn. Det er dog vigtigt, at der ikke er nogle væsentlige konsekvenser for afvandingsmulighederne uden for projektområdet.
Herudover skal arealerne bidrage til at fremme naturværdierne. Dette sker bl.a. ved at den intensive drift på arealerne ophører, samt at eksisterende habitater sammenbindes i forbindes med projekterne. Hermed skabes der større, vådere og mere sammenhængende naturområder. Det skaber bedre forudsætninger for områdets dyre- og planteliv. Vådområdeprojekterne bidrager på den måde positivt til at fremme den grønne dagsorden indenfor miljø og natur.
Projekterne er som udgangspunkt frivillige, og gennemføres derfor gennem en frivillig aftale med dig som lodsejer.
Det betyder også, at der i forbindelse med et projekt er en række muligheder for kompensation.
1. Éngangskompensation
Mulighed for at beholde jorden og få en éngangskompensation på op til 82.500 kr. pr. ha alt efter arealanvendelsen. Éngangskompensationen for arealanvendelse er som følgende:
| Lavbund | Klima-Lavbund | |
| Omdrift | 82.500 kr./ha | 82.500 kr./ha |
| Permanent græs | 35.500 kr./ha | 35.500 kr./ha |
| §3-areal (omdrift el. permanent græs) |
35.500 kr./ha | 35.500 kr./ha |
| Natur | 0 kr. | 4.500 kr./ha |
2. Værditabsordningen
I Lavbunds- og vådområdeordningen har du som lodsejer mulighed for at få vurderet det reelle tab i markedsværdi, der vil være ved at indgå i et projekt med arealer, dvs. værditabet, og få fastsat en éngangserstatning baseret på det reelle tab i værdi. Dette kan være en fordel i områder, om den fastsatte engangserstatning vurderes for lav.
Værditabet på et kommende projektareal beregnes som forskellen mellem arealets markedsværdi før projektets etablering og den estimerede værdi af arealet efter etablering af projektet.
Du vil kunne få engangserstatning efter værditabsordningen hvis du beholder arealet efter projektets gennemførelse.
Kompensationen udbetales efter vurdering af arealets værdi før og efter projektet, og dermed tidligere end den almindelige engangserstatning, hvilket betyder, at du som lodsejer vil kunne nå at bruge erstatningen til at købe jord for i en eventuel jordfordeling, skulle dette have interesse.
3. Jordfordeling
Hvad enten du som lodsejer i et projekter vælger at beholde eller sælge dine arealer i projektet, har du mulighed for at indgå i en jordfordeling, både ift. køb og salg af arealer.
Dette har flere fordele, herunder bl.a. mulighed for:
- forøgelse eller mindskelse af ejendommens landbrugsjord
- bedre arrondering af ejendommens landbrugsarealer
- Mulighed for bedre og mere dyrkningssikker jord
Hvem laver projekterne?
Det er enten Esbjerg Kommune eller Naturstyrelsen som er projektejer på de enkelte projekter.
Er du interesseret i at indgå i et projekt?
Esbjerg Kommunen eller Naturstyrelsen vil i nogle tilfælde kontakte dig for at høre, om du har interesse i at deltage i et projekt. Har du selv tanker om et projekt, eller ønsker at vide mere om mulighederne, er du meget velkommen til at kontakte Natur & Vandmiljø på e-mail: [email protected] eller på tlf. 7616 1318
Du kan også selv se, om du og dine naboer lever op til en del af kravene ved at tegne et projektområde i SGAVs screeningsværktøj i MARS på følgende link:
Link til SGAVs screeningsværktøj i MARS
Projekterne kan finansieres delvist af EU, som bidrager med 75 % via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). De resterende 25 % finansieres af nationale midler fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Overordnet er et vådområdeprojekt delt op i to faser – en forundersøgelse- og en etableringsfase.
Forundersøgelsesfasen
Forundersøgelsesfasen har til formål at undersøge muligheden for at gennemføre et projekt. Den deles yderligere op i en teknisk og en ejendomsmæssig forundersøgelse, der henholdsvis har til formål at undersøge de tekniske muligheder og udfordringer, herunder afvandingsforholdene før og efter projektet, samt, om der er lodsejeropbakning til projektet. Det er vigtigt at understrege, at en forundersøgelse ikke forpligter lodsejere til at deltage i et endeligt projekt, men blot er en mulighed for at undersøge projektets potentiale, og give et bedre udgangspunkt for at vurdere, om man ønsker at deltage.
Etableringsfasen
Etableringsfasen har til formål at gennemføre projektet. I etableringsfasen er der mulighed for at deltage i en jordfordeling, som typisk varer 1-2 år. Hvis der er ønske om jordfordeling, er det første der sker i denne fase, at der skal laves en vurderingsforretning på de pågældende arealer, som en jordfordelingsplanlægger fra SGAV står for i samarbejde med dig som lodsejer. Herefter, når jordfordelingen er endeligt på plads, og alle har skrevet under på, at de vil deltage i projektet, gennemføres anlægsarbejdet, som består i så vidt muligt at genskabe den naturlige hydrologi. Genskabelse af naturlig hydrologi består i så vidt muligt at lukke grøfter og dræn, og/eller at føre dræn på terræn.
Tidshorisonten for et projekt er typisk på 4-6 år, men kan også være kortere, hvis f.eks. projektområdet er lille, eller lodsejere ikke ønsker at deltage i en jordfordeling men i stedet ønsker éngangskompensation.
Gennemførelse af et lavbundsprojekt medfører, at der ved udgangen af projektet er hæftet en servitut på arealet, som bl.a. omfatter, at arealerne ikke må omlægges, gødskes eller sprøjtes.
Efter et gennemført projekt er der mulighed for enten afgræsning, slæt på arealerne eller at lade arealer ligge hen til natur. Jagt og lystfiskeri er også tilladt. For denne indskrænkning i arealanvendelsen er der mulighed for kompensation enten i form af éngangskompensation enten den faste sats eller via værditabsordningen
| Lavbund | Klima-Lavbund | |
| Omdrift | 82.500 kr./ha | 82.500 kr./ha |
| Permanent græs | 35.500 kr./ha | 35.500 kr./ha |
| §3-areal (omdrift el. permanent græs) |
35.500 kr./ha | 35.500 kr./ha |
| Natur | 0 kr. | 4.500 kr./ha |
Udover éngangskompensationen, kan man fortsat modtage grundbetaling, såfremt man overholder aktivitetskravet. Hvis det som følge af projektrealiseringen ikke længere er muligt at opretholde aktivitetskravet, kan man fortsat søge om grundbetaling under en undtagelsesbestemmelse.
Det vil ofte være muligt at kombinere projekt-ordningerne med ”tilskud til pleje af græs- og naturarealer”, og dermed få understøttet driften af arealerne økonomisk med et tilskud, som følgende:
Tilskud til pleje af græs- og naturarealer
| Afgræsning | Slæt | |
|---|---|---|
| Med grundbetaling | 1.650 kr./ha/år | 850 kr./ha/år |
| Uden grundbetaling | 2.600 kr./ha/år | 1.050 kr./ha/år |
Ønsker du at vide mere om dine økonomiske muligheder ved at indgå i et lavbunds- eller vådområdeprojekt, kan du med fordel kontakte udtagningskonsulenterne på
Link til udtagningskonsulenterne