Krohaven Kollegiet
Har du en ung i alderen 16-30 år, med betydelige og varige nedsatte fysiske- og/eller psykiske funktionsevner, kan kollegiet være et sted at besøge.
Om Krohaven Kollegiet
Kollegiet er et botræningstilbud for unge i alderen 16-30 år.
Målgruppen er unge, der kan være lettere udviklingsforstyrrede/sent udviklede, med erhvervede/medførte hjerneskader, syndromer, kromosomfejl, autismespektrum forstyrrelser eller andre udviklingsforstyrrelser. Herunder følelsesmæssige skader, grundet omsorgssvigt i barndommen.
På Kollegiet har hver ung egen lejlighed, med bad.
Alle unge følger et skole-, uddannelses, eller beskæftigelsestilbud i dagtimerne på hverdage.
Vi tilbyder en fleksibel og individuel indsats, tilpasset den unges behov og udviklingspotentiale.
I den socialpædagogiske indsats, er der fokus på at skabe øvebaner for den unge, således selvværd, selvstændighed og selvhjulpenhed øges.
Et vigtigt indsatspunkt for Kollegiet, er arbejdet for at understøtte ungefællesskaber og dermed modvirke ensomhed. Dette meget gerne i samspil med foreninger i Esbjerg Kommune.
Kollegiet arbejder med og ønsker, at de unge og pårørende/familier, føler sig hørt og forstået i mødet med os.
I denne sammenhæng, er der stort fokus på, at de unge er med til at fastsætte målene for den støtte de skal modtage i Kollegiets udviklingsarbejde med den unge.
Dette med fokus på ”det gode liv”.
Vi kalder det ”på vej til voksen”.
Vil du vide mere?
Indsatsen tilrettelægges med individuel tilgang til den enkelte unge og ud fra principper om at accept, anerkendelse og tilpasse udfordringer udvikler. Personalet orienterer sig bl.a. ud fra viden om mentalisering, autismespektrumforstyrrelser, neuropsykologi og tilknytningsforstyrrelser. Vi arbejder målrettet med resultatbaseret arbejde, dagligt kaldet RBA.
I samarbejde med den unge, evt. værge og rådgiver udpeges konkrete mål fra handleplanen og herunder 2-3 delmål. For unge under 18 år er det efter ICS-metoden og unge over 18 år efter VUM-metoden.
Efter konkret vurdering udarbejdes der DPU, Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse, med henblik på udredning af udviklingsniveau og optimal indsats. For unge under 18 år, laves der en ICS-statusudtalelse og afholdes statusmøde 2 gange om året. For unge over 18 år, laver vi 1 gang om året i forbindelse det årlige statusmøde, en statusbeskrivelse ud fra VUM-temaerne, voksen udrednings metodens temaer.
Vi samarbejder og får vejledning/rådgivning fra relevante fagpersoner, eksempelvis læge, psykiatri, psykolog, Viso-eksperter, diætist mv. alt efter problemstilling.
Der er i Kollegiet en fast rytme for dagligdagen, og nogle klare aftaler de unge og personalet imellem, der hjælper til at strukturere hverdagen, så
det bliver mest overskueligt for den enkelte unge. Man har eksempelvis en maddag og en rengøringsdag.
På Kollegiet er der husregler, som løbende bliver justeret og tages op på Ungemødet, der afholdes hver 14. dag. Dette er normskabende, grænsesættende og sikrer, at alle kan have et trygt bosted i Kollegiet. På Ungemødet aftales også hvilke fælles aktiviteter, der skal være for den kommende periode.
Vi hjælper ligeledes den enkelte unge til at strukturere, skabe overblik og forudsigelighed i egen hverdag. Det sker bl.a. ved hjælp af ugeskemaer. Der tages udgangspunkt i hvilken grad af strukturering og rammesætning, hver enkelt ung har behov for.
Aflastning og Kollegiet er indrettet i et toetagers hus med delvist udnyttet parterreplan i en lille landsby, Tarp udenfor Esbjerg. Der er have/legeplads indrettet efter børnenes og de unges behov.
Aflastningen er indrettet i stueetagen med 12 værelser opdelt i tre grupper. Hver gruppe rummer 4 værelser, 2 badeværelser og anretningskøkken, samt spise- og opholdsrum. Lokalerne er indrettet, så de så vidt muligt tilgodeser børnenes og de unges individuelle behov. I stueetagen er desuden funktionskøkken, kontorer og mødelokale.
Kollegiet er indrettet på 1. salen med 8 små lejligheder, med te-køkken og eget badeværelse. Vi har 2 fælles madlavningskøkkener, fælles opholdsstue, samt vaskerum.
Parterreplanet indeholder fælles faciliteter for hele bygningen såsom mødelokale, personalerum, vaskeri og depoter. I parterreplanet er der desuden faciliteter til kommunens fysio- og ergoterapeuter.
Familievejledning
Hvis kommunen har konstateret at dit barn under 18 år har nedsat funktionsevne, kan I gøre brug af familievejledning.