Fortidsminder og beskyttede diger
Der er ca. 30.000 fredede fortidsminder i Danmark. Fortidsminderne fortæller om vores kulturhistorie og skal derfor bevares. Principielt er ethvert synligt fortidsminde fredet.
Fortidsminder f.eks. gravhøje, må ikke ødelægges eller fjernes. Der må heller ikke ske udstykning eller lign. gennem et fortidsminde. Indenfor 2 meter fra fortidsmindet må der heller ikke jordbearbejdes, gødes og/eller plantes.
For at bevare fortidsminderne som landskabselementer i det åbne land er de pålagt en beskyttelseslinje. Der må ikke foretages ændringer inden for 100 m omkring synlige fortidsminder. Skjulte fortidsminder, sten, træer o.lign., er dog undtaget. Forbuddet gælder enhver tilstandsændring såsom byggeri, gravearbejde, hegning, plantning, placering af campingvogne o.lign.
Almindelig landbrugsmæssig drift og let hegning, undtaget tilplantning, er undtaget fra forbuddet.
Du kan kontakte Plan, hvis du vil søge om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Beskyttelseslinjerne omkring fortidsminderne i Esbjerg Kommune finder du på Danmarks Arealinformation.
Gravhøje bør plejes for ikke at gro til. Træer og buske kan ødelægge fortidsmindet og tiltrække ræve og grævlinger, som med deres gravesystemer kan ødelægge en gravhøj totalt.
Du må gerne have græssende dyr på fortidsmindet og arealet omkring det så længe fortidsmindet ikke beskadiges. Det er derfor oftest nødvendigt at hegne fortidsmindet fra - evt. i perioder - for at undgå slidhuller og erosion. Du må også gerne rydde uønsket træopvækst på og omkring fortidsminderne, men husk at træer/buske skal fældes - ikke trækkes op. Hvis du har spørgsmål angående pleje/rydning giver vi gerne råd og vejledning.
Når jorden dyrkes med reolplov/dybdeplov er der risiko for at fortidsminderne i jorden forsvinder for altid. Derfor opfordres du som landmand og/eller skovejer til at hjælpe med at bevare/beskytte de tilbageværende fortidsminder. Kontakt derfor det lokale museum forud for jordbearbejdning og plantning.
Landets sten- og jorddiger udgør en landskabelig, biologisk og kulturhistorisk værdi. En del af disse diger er derfor beskyttede mod tilstandsændringer.
Følgende sten- og jorddiger er beskyttet efter museumsloven § 29a:
- Stendiger
- Diger, der ejes af offentlige myndigheder
- Diger, der ligger på eller afgrænser naturtyper, der er beskyttede efter §3 i naturbeskyttelsesloven(heder, søer, moser, strandenge/-sumpe, enge og overdrev)
- Diger, der er angivet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk i den senest reviderede udgave forud for den 1. juli 1992.
Beskyttelsen betyder, at digerne ikke må sløjfes, ændres eller beskadiges. Kommunen kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra digebeskyttelsen til digegennembrud, sløjfning o.lign.
Det tidligere Ribe Amt har foretaget en vejledende registrering på baggrund af luftfoto, kort og besigtigelser. Ca. 1400 km diger er registreret som beskyttede. Om et dige er omfattet af beskyttelsen eller ej vil i hvert enkelt tilfælde blive afgjort efter en konkret vurdering.
På Esbjerg kommunes Webkort kan du læse mere om fortidsminder og diger.