Hvad er Natura 2000?
Natura 2000 er et europæisk netværk af beskyttede naturområder. Netværket omfatter både habitatområder, der er udlagt for at beskytte naturtyper og særlige arter, og fuglebeskyttelsesområder, der skal beskytte en række træk- og ynglefugle.
Områderne skal plejes for at sikre dem som levesteder for planter og dyr. Vi har derfor udarbejdet handleplaner, hvori der redegøres for de tiltag, der skal ske i områderne.
Indsatsen frem til 2027 vil være en fortsættelse af det nuværende arbejde for at bevare og fremme arter og naturtyper inden for Natura 2000-områderne.
Hovedformålet med indsatserne i perioden 2022-27 er:
- Fokus på mere naturlige processer og naturens robusthed
- Sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder
- Bekæmpe invasive arter
Dette vil kunne ske ved plejetiltag som
- Afgræsning eller høslæt,
- Rydning af træer og buske,
- Hævning af vandstand ved lukning af grøfter,
- Afbrænding og afskrabning på heder,
- Udlæg af områder med hensyntagende færdsel og
- Bekæmpelse af rovdyr som ræve og mårhunde.
Plejetiltagene i Natura 2000-områderne forventes grundlæggende at skulle ske gennem frivillige indsatser samt ved kommunens almindelige udøvelse af den gældende lovgivning.
Natura 2000-indsatsen er den hidtil største enkeltstående naturplejeindsats i hele Danmark. Vi har brug for din hjælp til at få gennemført planen!
Hvis du ejer jord i Natura 2000-området, kan du søge de puljer, som er afsat til naturpleje. Puljerne administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Det er bl.a. muligt at søge om støtte til pleje gennem rydning af træer og buske, afgræsning eller høslæt samt til hegn og anden forberedelse til afgræsning.
Bemærk, at mange tiltag i Natura 2000 kræver tilladelse fra kommunen. Du er meget velkommen til at kontakte os for mere information om, hvad man kan og må i Natura 2000-områder eller hvis du vil vide mere om, hvordan du bedst hjælper naturen.
Der ligger tre Natura 2000-områder i Esbjerg Kommune:
- Vadehavet med Ribe Å, Tved Å, Varde Å vest for Varde og Alslev Ådal
- Kongeåen
- Sneum Å og Holsted Ådal
På Esbjerg kommunes webkort kan du se kort over Natura 2000 områderne.
Lovgivningen bag beskyttelsen
Baggrunden for Natura 2000 findes i to EU-direktiver og en international aftale.
Habitatdirektivet fra 1992 skal beskytte naturtyper og arter, der er truede eller sjældne i EU. Arternes og naturtypernes levesteder udpeges som særligt beskyttede habitatområder. I habitatområderne skal der sikres eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for de forskellige arter og naturtyper, som det enkelte område er udpeget for.
Fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979 beskytter levestederne for fuglearter, som er sjældne, truede eller følsomme overfor ændringer af levesteder i EU. Derfor har vi i Danmark udpeget en række fuglebeskyttelsesområder. Fuglebeskyttelsesområderne er udpeget hvor de beskyttede fugle yngler, regelmæssigt opholder sig for at fælde fjer, raste under trækket eller overvintrer.
Ramsarkonventionen er en aftale mellem 169 lande om at beskytte vådområder af international betydning, som levesteder for vandfugle. Danmark tiltrådte konventionen i 1977. Ramsarområder er beskyttede vådområder med særlig betydning for fugle. Danmark er forpligtet til at fremme beskyttelsen af de vådområder, der er optaget på listen.
Der gælder særlige regler for Natura 2000-områderne. Dette gælder både for aktiviteter inden for områderne og for aktiviteter uden for områderne, der kan påvirke arter og naturtyper i Natura 2000-området.
Anmeldeordningen
En række indgreb, der normalt ikke kræver tilladelse efter lovgivningen, skal anmeldes til os 4 uger før de sættes i værk.
Anmeldeordningen er lavet for at vi skal have mulighed for at vurdere, om en påtænkt driftsændring eller aktivitet kan påvirke de arter og naturtyper negativt, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte.
Hvis vi ønsker at vurdere den anmeldte aktivitet nærmere, skal vi give besked om dette indenfor 4 uger. Hvis det ikke sker, kan aktiviteten sættes i værk. Dette gælder dog kun aktiviteter der ikke kræver tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning.
Følgende aktiviteter og driftsændringer i Natura 2000 skal anmeldes:
- Tilplantning med juletræer og skov, flerårige energiafgrøder, levende hegn og lignende i fuglebeskyttelsesområder.
- Rydning af samt træartsskifte og plantning i løvskov.
- Ændring i tilstanden af søer, heder, moser og lignende, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev, der ikke opfylder størrelseskravet i naturbeskyttelseslovens § 3.
- Ændring i tilstanden af indlandssaltenge, kilder og væld samt vandløb, der ikke er udpeget efter naturbeskyttelseslovens § 3.
- Opdyrkning af vedvarende græsarealer i fuglebeskyttelsesområder.
- Opdyrkning, tilplantning og sandflugtsdæmpning på klitter.
- Rydning af krat af havtorn, gråris og enebær samt skov af skovfyr på klitter.
- Rydning af krat af enebær på overdrev, der ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
- Væsentlig ændring inden for kort tid i græsningsintensitet, herunder ophør med græsning eller høslæt.
- Væsentlig ændring i anvendelsen af husdyrgødning, herunder ændret gødskning fra handelsgødning til husdyrgødning.
- Etablering af anlæg, der er nødvendige for erhvervet, herunder veje.
- Etablering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder i områderne, der kan medføre betydelige forstyrrelser (f.eks. støj).
Du kan se mere om anmeldeordningen og hente vejledning og anmeldeskema på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside.
Projekter og planer, der kan påvirke et Natura 2000-område
Skal du som lodsejer foretage dig noget i eller i nærheden af et Natura 2000-område, som kræver tilladelse eller dispensation fra f.eks. planloven, miljøbeskyttelsesloven eller naturbeskyttelsesloven, skal du være opmærksom på, at der gælder særlige regler.
Der skal som hidtil søges om tilladelse, godkendelse, dispensation m.v. uanset om aktiviteten foregår i eller udenfor Natura 2000-områder, hvis dette er krævet efter lovgivningen.
Vi vurderer herefter om det, der søges om, kan påvirke de arter og naturtyper, et Natura 2000-område er udpeget for. Såfremt aktiviteten ikke kan afvises at påvirke Natura 2000-området, skal der udarbejdes en konsekvensvurdering for, hvordan det ansøgte påvirker naturen og arter. Konsekvensvurderingen skal udføres lige meget om aktiviteten foregår i eller i nærheden af internationale naturbeskyttelsesområder.
Hvis vi konkluderer, at det ansøgte vil påvirke Natura 2000-området væsentligt i negativ retning, kan der kun undtagelsesvist gives tilladelse til det ansøgte.