Landdistriktsprogram 2014-2020
Læs mere om projekterne under Landdistriktsprogram 2014-2020 og dets investorer.
Undersøgelsesområdet på 148 hektar er beliggende på den sydlige del af Vadehavsøen Fanø i Natura 2000 område N89 Vadehavet, der bl.a. omfatter Habitatområde H78 ” Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde” og Fuglebeskyttelsesområde F53 ”Fanø”.
Forundersøgelsens formål er at undersøge mulighederne for at forbedre de hydrologiske forhold i området, og dermed forbedre tilstanden af områdets habitatnaturtyper klithede og klitlavning.
De virkemidler, der er behandlet i forundersøgelsen er tilkastning af den pansergrav fra 2. verdenskrig, der løber gennem området, og som er det eneste unaturlige element i området, der påvirker vandstandsforholdene. Derudover er der angivet anbefalinger om naturpleje i området, der kan forbedre tilstanden for områdets habitatnaturtyper.
Lodsejernes interesser i projektet fremgår af den ejendomsmæssige forundersøgelse.
Undersøgelsesområdet på 290 hektar er beliggende ved Vadehavskysten sydøst for Esbjerg indenfor Natura 2000 område N89 Vadehavet, der bl.a. omfatter Habitatområde H78 ” Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde” og Fuglebeskyttelsesområde F51 ” Ribe Holme og enge ved Kongeåens udløb”.
Forundersøgelsens formål er at undersøge mulighederne for at forbedre de hydrologiske forhold i området. Hermed kan der sikres forbedrede levevilkår for områdets yngle- og trækfugle, ved etablering af større arealer med oversvømmede eng- og græsarealer.
De virkemidler, der er behandlet i forundersøgelsen er etablering af våde lavninger i terrænet ved afskrabning af overjorden i 10-30 cm dybde i de lavestliggende områder, lukning af grøfter samt etablering af lave jordvolde til tilbageholdelse af vand fra naturlige oversvømmelser i området. Det anbefales, at der sikres lav vegetation i områdets enge og strandenge ved græsning og høslæt.
Lodsejernes interesser i projektet fremgår af den ejendomsmæssige forundersøgelse.
I sommeren 2016 er hydrologiprojektet ved Ho Bugt realiseret. Vandstanden er hævet ved at etablere en opstemning i afløbsgrøften ved Myrthue enge.
Konsekvensområdet er på ca. 12,5 hektar. Det er forventningen, at vandstanden vil stige på engene og særligt i vinter- og forårsperioden vil der opstå våde og oversvømmede områder på engen, der forbedrer fødegrundlaget for eng- og vadefugle.
Projektområdet er på 3,5 hektar og er beliggende omkring Sneum Å nord for Endrup v. Bramming. Mosen er en del af det internationale naturbeskyttelsesområde ”Sneum Å”.
I området nord for Endrup findes en værdifuld mosetype, et såkaldt rigkær, som bl.a. er hjemsted for en bestand af vilde orkideer. Mosen har dog været under tilgroning i en længere årrække, og den følsomme natur i mosen har derfor været truet af skyggen fra det voksende pilekrat.
Formålet med projektet er, at sikre mosen mod tilgroning og om muligt, at udvide arealet med værdifulde rigkær.
Vi har derfor ryddet store dele af pilekrattet i mosen, og arealet er nu blevet hegnet. Målet er at få afgræsset mosen fra 2017, og dermed at sikre den lysåbne natur mod tilgroning.
Vi står for hegning af ca. 3,06 hektar i Sneum ådal, nord for Endrup v. Bramming.
Hegnet er en del af et større samarbejde mellem Varde og Esbjerg Kommuner, samt Sagro.
Projektet går ud på at skabe mere lysåben natur i eng- og kærområderne langs Sneum Å gennem græsning med kreaturer. Efter man er holdt op med at bruge enge og moser til høslæt og kreaturafgræsning, er ådalen, for en stor dels vedkommende, vokset til med især pil.