Naturpleje i Natura 2000-områder
Nedenstående projekter er gennemført ved egenbetaling fra hhv. Esbjerg og Fanø Kommuner med mindre andet står anført under projektbeskrivelserne.
Det er Natura 2000-handleplanerne, der ligger til grund for indsatsen.
Projektareal er på 8,7 hektar og er beliggende i et tidligere grusgravområde vest for Myrthuegård, hvor Varde Å løber ud i Ho Bugt. Projektområdet ligger Natura 2000 område N89 Vadehavet, der bl.a. omfatter Habitatområde H78 ”Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde” og Fuglebeskyttelsesområde F49 ”Engarealer ved Ho Bugt”.
Formålet med projektet er at udvide habitatnaturtypen surt overdrev samt at pleje habitatnaturtyperne tørvelavning, tør hede samt strandenge. Plejeindsatsen blev igangsat i vinteren 2014-2015 og omfatter rydning, hegning og græsning med får og kreaturer i området, samt bekæmpelse af den invasive art rynket rose samt problemarten gyvel.
Grusgraven med Ho Bugt i baggrunden
Projektområdet er på 450 hektar og er beliggende vest for Postvejen nord for Sønderho. Området ligger indenfor Natura 2000-område, nr. 89, Vadehavet, der omfatter habitatområde nr. 78, ”Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde”, i fuglebeskyttelsesområde nr. 53, ”Fanø”.
Formålet med naturplejen er at bremse tilgroning med træer og buske og forynge lyngvegetationen. Plejeindsatsen omfatter rydning af træopvækst og afbrænding af lyngvegetation. Plejeindsatsen er gennemført i perioden 2012-2014.
Projektområdet er en del af et område, der blev fredet i 1963. Området er beliggende omkring og vest for Sønderho Fuglekøjer. Fredningen omfatter i alt ca. 202 hektar. Plejeprojektet omfatter 43 hektar, der er ejet af Fanø Kommune, Naturstyrelsen og Sønderho Jagtforening samt 14 private lodsejere.
Plejeprojektet blev igangsat i 2016.
Hele området indenfor fredningen er udpeget som Natura 2000-område, nr. 89, Vadehavet, hvilket omfatter habitatområde nr. 78, ”Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde” og fuglebeskyttelsesområde nr. 53, ”Fanø”.
Området består primært af habitatnaturtyper, hvor klithede i mosaik med grå/grøn klit er mest udbredt. Mod øst grænser projektområdet op til strandeng. Mod syd er registreret en enkelt klitlavning.
Formålet med plejen er at sikre området mod tilgroning fra især fyr og birk. Herved skal der genskabes og fastholdes et varieret hedeområde med en stor artsrigdom, og sikres gode yngle- og levemuligheder for områdets naturlige flora og fauna. Plejen skal også tilgodese fredningens formål, at sikre udsigten fra Postvejen mod fuglekøjerne og klitterne Svends Bjerge.
Projektområdet er beliggende på den nordlige del af Halen i den østlige del af Fanø. Området omkring Skrånbjerg blev fredet i 1948, Fredningen omfatter ca. 25 hektar. Hele området indenfor fredningen ligger indenfor Natura 2000-område, nr. 89, Vadehavet, der omfatter habitatområde nr. 78, ”Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde” og fuglebeskyttelsesområde nr. 53, ”Fanø”.
Projektområdet indeholder strandenge og en række klitnaturtyper, der alle er kortlagt som habitatnaturtyper.
Formålet med naturplejen er at genskabe og fastholde et varieret hedeområde med en stor artsrigdom. For at opfylde dette, skal området sikres mod tilgroning fra især fyr og birk samt bekæmpelse af den invasive rynket rose, også kaldet hybenrose. Plejeindsatsen er igangsat i 2016 og omfatter rydning af fyr samt andre træer og buske på hedearealet, og gentagne slåninger af rynket rose.
Projekt Hedehøg er et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og en række organisationer, blandt andre Sønderjysk Landboforening og Dansk Ornitologisk Forening. Projektets formål er at beskytte den danske ynglebestand af hedehøg.
Hedehøgen er en af Danmarks sjældneste rovfugle. Der yngler blot 15-30 par årligt i landet, og kun i Syd- og Sønderjylland.
Den bygger sin rede på jorden i marker, hvor den er særligt udsat for især to farer: rovdyr og høstmaskiner.
Præcist hvor hedehøgen vælger at bygge sin rede afhænger blandt andet af afgrødens højde på det tidspunkt, hvor fuglene ankommer om foråret. Det er derfor nødvendigt at eftersøge og beskytte hedehøgene med hegn og markeringer hvert år.
En eventuel hegning af reden mod ræve vil ske i samarbejde med lodsejeren.
Kontakt Esbjerg Kommune eller projektmedarbejderne på Projekt Hedehøg, hvis du har kendskab til en ynglende hedehøg.
Kontaktoplysningerne findes på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.
Du kan selv hjælpe hedehøgene ved:
- at orientere projektmedarbejderne hurtigst muligt, hvis du ser en hedehøg gå ned i din mark med bytte eller redemateriale, da det er sandsynligt at hedehøgen yngler her
- at tillade redebeskyttelse i marken, hvor den yngler
- at udlægge sprøjtefri bræmmer og vildtstriber i kanten af markerne
- at bekæmpe ræve og mårhund
- at sikre variation i afgrøderne
Du kan læse folderen ved at klikke på billedet ovenfor eller via linket til folderen "Hjælp med at beskytte hedehøgen" på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.
Du kan også se mere om Projekt Hedehøg i denne video.