Genanvendelse af byggeaffald

Der er masser af byggeaffald, der kan genbruges. Det skal bare sorteres i bunker, og eventuelle forurenende stoffer skal sorteres fra. Læs mere om, hvordan byggeaffald og asfalt i nogle tilfælde kan genanvendes nedenfor.

    Det er tilladt at genanvende sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald i henhold til Restproduktbekendtgørelsen.

    Følgende sorteret og uforurenet bygge- og anlægsaffald må genanvendes:

    • Natursten, fx granit og flint
    • Uglaseret tegl (mur- og tagsten)
    • Beton
    • Blandinger af materialer af natursten, uglaseret tegl og beton
    • Jern og metal
    • Gips
    • Stenuld

    Affaldstyperne listet ovenfor, må genbruges til samme eller beslægtede formål, som affaldsmaterialet hidtil har været brugt til, fx til genbrug af mursten, tegl eller gipsplader i byggeri.

    De første fire punkter, må uden tilladelse og efter forarbejdning anvendes som erstatning for primære råstoffer.

    Vær opmærksom på, at fx fliser, malet beton, klinker og glaseret tegl defineres som forurenet eller farligt affald, der ikke uden en forudgående analyse må genanvendes.

    Regler for genanvendelse

    Ved uforurenet bygge- og anlægsaffald forstås bygge- og anlægsaffald, hvor der er stor sandsynlighed for, at affaldet ikke indeholder forurenede materialer eller stoffer med en koncentration, der gør at anvendelsen af affaldet kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed.

    For at bygge- og anlægsaffald kan genanvendes som rent byggeaffald er det en betingelse, at der er tale om uforurenet bygge- og anlægsaffald samt at affaldet er sorteret og forberedt til genanvendelse.

    Affaldet må ikke indeholde forurenende stoffer, herunder stoffer, der kan give anledning til forurenende nedsivning til jord eller grundvand. Dette kan fx være imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.

    Bemærk: Du skal altid kunne dokumentere, at der er tale om uforurenet affald, fx ved fremvisning af analyseresultater.

    I Materialeatlas fra Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet kan du se, hvilke byggematerialer, der eventuelt kan genbruges eller genanvendes.

    Genanvendelse af asfalt

    Opbrudt asfalt kan i mange tilfælde uden tilladelse anvendes til bundsikring og befæstelse af veje, cykelstier, pladser og lignende, uanset om disse forsynes med eller uden vandtæt bærelag/slidlag.

    • Den opbrudte asfalt skal være nedknust og skal erstatte primære råstoffer, dvs. at lagtykkelsen skal kunne begrundes i projektet. Hvis lagtykkelsen er større end nødvendigt betragtes udlægningen som ulovligt deponi. 
    • Genanvendelse må kun ske på fx veje eller pladser på erhvervsvirksomheder eller p-pladser og vigepladser i tilknytning til vejanlæg.
    • Arealet vil ofte blive kortlagt som forurenet.
    • Vi anbefaler i alle tilfælde, at du kontakter os før projektet startes.
    • Vi anbefaler, at knust, opbrudt asfalt enten genanvendes på stedet i/under en ny vejbelægning eller køres til genanvendelse på anlæg der fremstiller asfalt.

    Genanvendelse må ikke ske på arealer med følsom arealanvendelse.

    • Den knuste asfalt ønskes genanvendt uden vandtæt bærelag/slidlag:
      • inden for 300 m fra almene drikkevandsboringer;
      • i indvindingsoplande;
      • i områder med særlige drikkevandsinteresser.
        Vi oplyser gerne, om projektet ligger i disse områder.
    • Den knuste asfalt ønskes udlagt på stier, gårdspladser eller mark- og skovveje, i indkørsler, parker, el.lign. 

     Kontakt os hvis du ønsker at søge tilladelse.

     I tvivlstilfælde afgør vi, om udlægningen kan ske med eller uden tilladelse.