Sne og glatte veje
Når vinterkulden rammer, rykker vi ud for at snerydde og salte på de kommunale veje, stier og fortove efter en nærmere bestemt prioritering i vores servicemål.
Som grundejer har du også et ansvar for, at der er sikker adgang til din ejendom for renovationsmedarbejdere, postbud, gæster osv. Læs mere herom nedenfor.
Servicemålene skal sikre mest mulig trafiksikkerhed og fremkommelighed inden for de økonomiske rammer. Veje med høj hastighed og mest trafik er prioriteret højest, ligesom indsatsen er højest på hovedstierne.
På nedenstående kort kan du se, hvordan veje og stier nær dig prioriteres i forhold til saltning og snerydning. Når du har fundet den såkaldte "vintervejklasse" fx. 1,2, eller 3 på kortet, kan du under afsnittet "Prioritering - Snerydning og saltning af vejnettet" nedenfor læse om, hvordan vi salter og snerydder.
Læs mere om vintertjenesten
For at sikre størst mulig trafiksikkerhed og fremkommelighed indenfor de økonomiske rammer er vej- og stinettet delt op i vinterklasser med tilhørende servicemål. I tabellerne nedenfor på siden kan du se, hvor ofte der saltes og sneryddes på de enkelte vejklasser.
De veje hvor hastigheden er høj og hvor der er mest trafik, er prioriteret højest. Desuden er veje med busser i rute også prioriteret højt. Til gengæld bliver mindre veje som f.eks. boligveje og blinde veje til enkelte boliger kun undtagelsesvis glatførebekæmpet. På samme måde er indsatsen på stierne koncentreret omkring hovedstierne på bekostning af mindre stier og stikstierne.
Vinterklasser
Tabellerne nedenfor viser vinterklasser med tilhørende servicemål
Beskrivelse af vejklasser med tilhørende servicemål:
|
Vintervej klasse |
Vejtype (eksempler) |
Servicemål/metode |
|
Klasse 1 |
Omfatter veje som udgør det trafikale bindeled inden for regionen, eksempelvis motorveje og højest prioriterede indfalds- og omfartsveje. Veje til hospitaler, brand og redningsveje, beredskaber, livsvigtige institutioner o.lign
|
Saltning hhv. snerydning udføres på alle tider af døgnet.
|
|
Klasse 2 |
Omfatter veje som udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalvejene. Eksempelvis veje mellem enkelte bysamfund eller kvarterer i større byer, fordelingsveje i industri- og boligområder, vigtige P-pladser o.lign.
|
Saltning hhv. snerydning udføres som minimum mellem kl. 5.00 og 22.00.
|
|
Klasse 3 |
Omfatter lokalveje og pladser, som har betydning for afvikling af den lokale trafik. Eksempelvis boligveje og veje på landet, samt øvrige P pladser o.lign. |
Saltning/grusning hhv. snerydning udføres kun på hverdage, inden for normal arbejdstid (kl. 7.00-15.00) Indsats igangsættes når opgaverne på klasse I til II veje tillader det og kun inden for nævnte tidsrum. |
|
Klasse 4 |
Omfatter veje til enkeltbruger områder og mindre boligveje. |
Saltes/gruses og sneryddes kun undtagelsesvis. |
Beskrivelse af stiklasser med tilhørende servicemål:
|
Vinter-stiklasse |
Stitype (eksempler) |
Servicemål |
|
STI-KLASSE 1 |
Omfatter højest klassificerede stier, primært i større byer. |
Saltning hhv. snerydning udføres på alle tider af døgnet.
Fodgængerovergange og busstoppesteder ryddes i begrænset omfang indtil snerydningen på tilstødende arealer ophører, hvorefter der ryddes op. |
|
STI-KLASSE 2 |
Denne klasse anvendes ikke i Esbjerg Kommune. |
|
|
STI-KLASSE 3 |
Stier og pladser, der har betydning for den lokale nærtrafik. |
Saltning/grusning hhv. snerydning udføres kun på hverdage, inden for normal arbejdstid (kl. 7.00- 15.00).
|
|
STI-KLASSE 4
|
Lavest prioriterede stier. | Saltes/gruses og sneryddes kun undtagelsesvis. |
For at udnytte saltet mest optimalt, saltes de primære veje og stier præventivt. Det vil sige, at når de meteorologiske prognoser varsler om glat føre, iværksættes saltning, så der ligger salt på asfalten, når temperaturen bliver negativ. Selvom lufttemperaturen er i plus, så kan vejtemperaturen godt være i minus.
Derfor kan du godt opleve, at vi salter selvom dit termometer viser 2-3 plusgrader. Kommunen tilstræber et højt service niveau på klasse 1 og 2 veje samt klasse 1 stier, men der kan opstå forhold, så det bliver glat på trods af dette. Specielt de vejrmæssige forhold kan være sådan, at det er meget vanskeligt at sikre, at vejene ikke bliver glatte.
Følg med i vintertrafikken
Det er en god ide at undersøge vejr- og vejforholdene inden du begiver dig ud i trafikken og kør altid forsigtigt ved mistanke om glat føre. Pas særligt på ved disse 5 farlige situationer
• Opklaring efter regn kan hurtigt give frysende våde veje
• En klar nat giver faldende vejtemperaturer
• Pludselig mildning kan give megen rim
• Tågedannelser medfører fugt på vejene - ofte meget lokalt
• Broer afkøles hurtigt i stille og klart vejr
På www.vintertrafik.dk kan du følge den aktuelle vintertrafik i hele landet og se vejtemperaturen.
Hvad skal du huske når frostgraderne sætter ind og sneen daler?
Glatførebekæmpelsen på fortove kan ikke prioriteres. Som offentlig eller privat grundejer er du derfor forpligtet til at snerydde og salte eller gruse fortovet ud for din ejendom. Vær opmærksom på, at der også kan være fortove eller stier bag ved din ejendom, som du har ansvaret for.
Det er dit ansvar at sikre, at postbude, renovationsarbejdere og gæster kan komme sikkert til og fra din ejendom. Husk derfor at rydde dit fortov for sne og salte eller gruse, så det ikke bliver glat. Så vidt muligt, skal dette være gjort inden kl. 7 om morgenen.
Hvis du ikke overholder dine forpligtelser som grundejer, er du erstatningsansvarlig, hvis der sker en faldulykke.
Læs mere i regulativ for vintervedligehold og renhold af veje og stier.
Som grundejer skal du også sørge for, at eventuel beplantning på din grund ikke rager ud på veje, stier og fortove, da det kan vanskeliggøre snerydning og saltning. På tegningen kan du se hvilke krav, der er til beskæringen.