Nabohjælp

Flere undersøgelser peger på, at opmærksomme naboer er et af de mest effektive midler mod de uønskede gæster.

    Nabohjælp fungerer bedst, når nabolaget står sammen. Det er nemlig mere end feriehjælp – det er også at sige hej og holde øje i hele nærområdet i dagligdagen og give andre nabohjælpere besked, hvis man ser noget mistænkeligt. Opmærksomme naboer er nemlig tyvens største frygt. Aktiv Nabohjælp kan forhindre op til hvert 4. indbrud.

    Nabohjælp virker, når du og dine naboer holder øje med hinandens boliger og får det til at se ud som om, der er nogen hjemme, selvom I er på ferie, og når I generelt er opmærksomme i hverdagen. 

    Kom i gang 
    Du kan oprette en profil på www.nabohjælp.dk eller hente Nabohjælp appen. Det giver dig adgang til:

    • at sende og modtage advarsler i dit nærområde, hvis der sker noget mistænkeligt
    • klistermærker til postkasser og døre
    • en feriekalender, så du kan fortælle betroede naboer i dit personlige netværk, hvornår dit hjem er alene hjemme
    • postkort som du kan bruge til at invitere naboerne med i dit personlige netværk
    • gode råd og vejledning til at undgå indbrud

    Er du og dine naboer enige om at sætte et Nabohjælp-skilt op, så kan du læse herunder, hvordan I griber det an. Kravene til opsætning af nabohjælpskilte afhænger af, hvor I ønsker skiltet opsat.

    Krav til opsætning af nabohjælpskilte

    Offentligt vejareal omfatter både cykelsti, fortov, rabat og vej. Offentlige veje administreres af kommunen. Der må ikke opsættes nabohjælp-skilte på større veje.

    På mindre boligveje kan der opsættes nabohjælp-skilte uden forudgående ansøgning, hvis nedenstående krav overholdes:

    Alle beboere på vejen skal være enige om opsætning.

    • Hvis skiltet opsættes over fortov eller et andet sted, hvor der færdes fodgængere, skal underkanten af skiltet være mindst 2,2 m over belægningen.
    • Hvis skiltet opsættes over cykelsti eller andet areal, hvor der færdes cyklister, skal underkanten være mindst 2,3 m over belægningen ved opsætning.
    • Fra kørebanekant til skiltets kant mod vejen skal der være mindst 0,5 m.
    • Skiltet må ikke anbringes, så det er til gene for driften af området (græsklipning, snerydning mv.).
    • Skiltet må ikke opsættes sammen med færdselstavler, vejnavneskilte og skilte med husnummerhenvisninger.
    • Skiltet må ikke opsættes sammen med signalanlæg eller tæt ved signalanlæg.
    • Som opsætter af nabohjælp-skiltet skal du selv afholde alle udgifter forbundet med opsætningen. Desuden står du selv for vedligehold af skiltene og har selv ansvaret for, at skiltene ikke er eller kan være til gene for andre.
    • Skiltene, der opsættes, må højst have en størrelse på 35 x 50 cm (bredde gange højde).
    • Ved opsætning på lysmaster skal det sikres, at masterne ikke beskadiges. Det kan ikke forventes, at skiltene sættes på masterne igen ved arbejde på masterne.

    Esbjerg Kommune kan til enhver tid fjerne skiltene fra lysmasterne uden varsel, hvis det er nødvendigt for drift og vedligehold af masterne.

    Hvis nabohjælp-skiltet ønskes opsat på egen stander, skal der søges om en gravetilladelse ved Esbjerg Kommune, inden standeren graves ned. Dette kræver kontakt til en entreprenør, som både skal ansøge om gravetilladelsen og grave standeren ned. Derfor anbefales det, at skiltet enten sættes på en lysmast ud fra ovenstående betingelser, eller at skiltet sættes op på privat grund.

    Esbjerg Kommune har ikke noget ansvar for eventuelle beskadigelser af ledninger mv. i forbindelse med gravearbejdet, hvis en stander graves ned inden for vejarealet.

    Esbjerg Kommune har ikke nogen form for ansvar for nabohjælp-skiltene.

    Nabohjælp-skilte opsat i vejarealet kan til enhver tid forlanges fjernet af Esbjerg Kommune. Hvis skiltene forringer oversigtsforholdene for trafikanterne eller derudover er til gene for trafikken eller driften af vejen, kan de fjernes uden varsel.

    Hvis dit nabohjælp-skilt bliver fjernet, skal du kontakte Esbjerg Kommune inden for en måned for at få skiltet udleveret.

    Ved spørgsmål om placering af nabohjælp-skilte i vejarealet kan Park & Mobilitet (tidligere Vej og Park) kontaktes.

    Den generelle tilladelse til opsætning af nabohjælp-skilte ud fra ovenstående krav sker ud fra Lov om offentlige veje (Vejloven) § 80, stk. 1, og § 89. Den generelle tilladelse er givet i samråd med politiet, jf. § 89 i Vejloven.

    Opsætning af nabohjælp-skilte ved private fællesveje kan ske ud fra samme betingelser som ved offentlige veje, hvis vejens ejere er enige i opsætningen.

    Opsætning af nabohjælp-skilte ud fra ovenstående betingelser sker ud fra § 66, stk. 1, i Lov om private fællesveje. Den generelle tilladelse er givet i samråd med politiet.

    Opsætning af skilte på privat grund kræver som udgangspunkt ikke byggetilladelse. Dog skal du være opmærksom på, at der kan være lavet en lokalplan for det pågældende område, hvori der kan være stillet krav til opsætning af skilte.

    Ved opsætning på privat grund skal det til hver en tid sikres, at skiltet ikke forringer oversigtsforholdene for trafikanterne.

    Du kan se de gældende lokalplaner i Esbjerg Kommune på Webkortet.

    Læs mere om lokalplaner under Lokal- og kommuneplan.

    Ved spørgsmål vedrørende lokalplaner kan Plan kontaktes.