Specialvejledning

Specialvejledning er personlig vejledning for unge i specialklasser fra udskolingen og frem til det fyldte 25. år

    Går du eller har gået i specialskole, i en centerklasse eller er på en døgninstitution, kan du få vejledning af din specialvejleder.

    Du skal kontakte den Specialvejleder der er tilknyttet din afgangsskole. Afgangsskole er den folkeskole du senest har været tilknyttet i din kommune. Er du i tvivl om hvem det er, kan du finde din vejleder her 

     

     

    Det kan være, at du er ung og har:

    • generelle indlæringsvanskeligheder
    • tale/sprog- og læsevanskeligheder
    • sociale og miljøbetingede vanskeligheder
    • er udviklings- eller bevægelseshæmmet
    • opmærksomhedsforstyrrelser som eksempelvis ADHD
    • autismespektrumforstyrrelser - herunder Aspergers Syndrom.

    Specialvejledningen kan ud fra din situation hjælpe dig på mange måder, når du skal vælge uddannelse.

    Specialvejledningen tilbyder

    • at hjælpe dig med din uddannelsesplan sammen med din skole
    • at vejlede dig og dine forældre om dine muligheder efter skolen
    • at hjælpe dig med praktikforløb i virksomheder, introforløb og besøg på ungdomsuddannelsessteder på særlige vilkår 
    • at vejlede dig i forhold til FGU - Forberedende GrundUddannelse
    • at vejlede dig i forhold til særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) for unge med særlige behov
    • at følge op på din uddannelsesplan.

    Målet er, at du har en uddannelsesplan for din uddannelse, når du er færdig med skolen.

    Hvis du går eller har gået i specialklasse, er der mange forskellige ungdomsuddannelser, du kan gå på afhængigt af dine kvalifikationer og behov.

    Læs om udskolingsmuligheder fra 9. klasse nedenfor

    Udskolingsmuligheder fra 9. klasse

    På Ungdomsskolen er der tre linjer for 10. klasse; 10Plus, Flex10 og P-klassen.
    Se flere information her

    FGU Vest har afdelinger i Ribe, Varde og Esbjerg. På FGU er der tre spor:

    Almen GrundUddannelse (AGU) som er til de unge, der har et ønske om at komme på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

    ProduktionsGrundUdddannelse (PGU) som er for de unge, der lærer bedst ved at bruge sine hænder og som ønsker at komme i arbejde eller tage en erhvervsuddannelse.

    ErhvervsGrundUddannelse (EGU) som er for de unge, der foretrækker at arbejde i stedet for at være i skole. EGU er bygget op omkring praktik og kan gøre dig klar til at komme i arbejde eller til at starte på en anden uddannelse, for eksempel en erhvervsuddannelse.

    Se flere informationer her

    Stu er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge i alderen 16-25 år, med udviklingshæmning eller andre særlige behov. Uddannelsen har til formål at styrke den unges muligheder for at opnå et så selvstændigt, aktivt og meningsfuldt voksenliv som muligt. Stu henvender sig til unge, som ikke har forudsætningerne for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

    Specialvejledningen fra Uddannelseshuset har ansvar for at vejlede unge i målgruppen og deres netværk om muligheden for at tage en stu.

    Læs mere om stu her

    I Danmark har vi en del efterskoler for dig, som har specielle behov. Det kan være, at du er ordblind, kørestolsbruger, har ADHD, Aspergers eller er sent udviklet. Disse efterskoler har målrettet deres undervisning, så det passer til elever med særlige behov.

    De fleste almindelige efterskoler er rummelige og tager også individuelle hensyn, hvis du har behov for det.

    På efterskolernes hjemmeside kan du finde en oversigt over:

    • Efterskoler til elever med særlige behov
    • Efterskoler for ordblinde
    • Efterskoler der tilbyder specialundervisning​

    Se flere informationer her

    Hvor og hvornår?

    Du kan vælge at tage 8., 9. og 10. klasse på en efterskole. Enkelte efterskoler tilbyder et 11. skoleår. Der kan være stor søgning til specialefterskolerne, så det er en god idé, at du bliver tilmeldt hurtigst muligt og senest midt i november året før skolestart.

    Hvis du har brug for hjælp til at finde en efterskole, der matcher dine behov, så henvend dig til din specialvejleder.

    I mange tilfælde kræver det en visitation fra PPR for at kunne gå på en specialefterskole.