Notat om Læring i Dagtilbud
Daginstitutionerne og dagplejen i Esbjerg Kommune arbejder med at fremme børnenes udvikling og læring, så alle børn får de bedste muligheder for at udvikle deres kompetencer og færdigheder.
Godkendt af Børn & Familieudvalget den 28. januar 2016
Daginstitutionerne og dagplejen i Esbjerg Kommune arbejder med at fremme børnenes udvikling og læring, så alle børn får de bedste muligheder for at udvikle deres kompetencer og færdigheder. Dagtilbuddene arbejder evidensbaseret med en struktureret og reflekteret pædagogisk praksis, der indeholder udfordrende læringsmiljøer for børnene. Forudsætningen for at arbejde med barnets udvikling og læring er nærværende og engagerede voksne, der har fokus på barnets trivsel og inklusion i børnefællesskabet.
Dagtilbuddene tilbyder en høj kvalitet i indhold og metoder, der kendetegnes ved:
- Et læringsmiljø med udfordrende pædagogiske interaktioner mellem voksne og børn.
- Viden om og forståelse for læreplanen/læringsindholdet i dagtilbud.
- Viden om hvordan små børn lærer og udvikler sig.
- Tilbud til forældre i forhold til at støtte børns læring i hjemmet.
Dagtilbud af høj kvalitet har en væsentlig betydning for, at barnet får et godt skoleforløb og hvordan det klarer sig senere i livet. Det er derfor vigtigt, at barnet har en positiv oplevelse og et godt udbytte af dagtilbuddet. Ud over at udvikle barnets kompetencer, er det afgørende, at dagtilbuddet understøtter barnets lyst til at lære og glæden ved at mestre nyt.
Læring er en dynamisk og sammensat proces, der er afhængig af flere indre og ydre forhold omkring den enkelte person. Som udgangspunkt er læring en proces i barnets indre, der forandrer barnet i form af nye kompetencer, færdigheder eller viden. Barnets kognitive evner samt egen vilje og motivation er betydningsfulde forhold, der har indvirkning på om læring finder sted. Men vigtigst er, at læring er en social proces, der foregår i og er afhængig af de sociale sammenhænge, som barnet indgår i.
Barnets læring er en frivillig og uforudsigelig proces, der ikke kan afgrænses til særlige situationer, bestemte relationer eller tidspunkter. Grundlaget for læring er tilstede når barnet er aktivt, deltagende og i samspil med voksne og andre børn. Læring finder derfor både sted i planlagte, voksenstrukturerede aktiviteter som i hverdagens praktiske gøremål og rutiner samt i barnets leg og udforskning.
Læring i dagtilbuddet kan derfor indkredses til følgende tre læringsrum:
- Hverdagsrutiner
- Planlagte aktiviteter
- Legen
Hverdagsrutiner
En meget stor del af hverdagen i dagtilbuddet består af rutiner – f.eks. når børnene skal spise, rydde op, på toilet, tage tøj på m.m. Rutinerne er et vigtigt pædagogisk redskab til børnenes læring, fordi rutinerne er gentagende, konkrete og praktisk relaterede. Barnets læring fremkommer bl.a. igennem den rutinemæssige gentagelse, hvor den pædagogiske medarbejder har mulighed for at justere på læringskravene til de forskellige børn.
Barnet oplever rutinen som meningsfuld og gør sig erfaringer i løsningen af opgaven, samtidig med at de praktiske situationer åbner op for en masse læringsområder, som den pædagogiske medarbejder kan relatere til. Dagtilbuddet kan bygge meget af sin pædagogik op omkring rutinerne, hvor medarbejderne skal gøre sig overvejelser om, hvad de vil med de forskellige rutiner og planlægge dem derefter.
Planlagte aktiviteter
Dagtilbuddet gennemfører kortere eller længerevarende pædagogiske forløb, som er tematiserede ud fra læreplanstemaerne. På baggrund af dagtilbuddets læreplan og børnenes kompetencer udarbejder de pædagogiske medarbejdere aktivitetsforløb for børnegruppen. Læreplanen danner ramme for aktiviteterne, hvor børnegruppens interesser og udviklingsmuligheder former indholdet nærmere.
Små børn lærer gennem leg og derfor må de planlagte aktiviteter tilrettelægges med afsæt i legens karakter. Det betyder, at aktiviteterne finder sted i en social interaktion mellem børn og voksne, hvor børnene får mulighed for at udforske, sanse og være kreative. Fysisk aktivitet styrker børnenes trivsel, udvikling og læring, og derfor bør dette element medtænkes i de planlagte aktiviteter.
Legen
For små børn er legen en grundlæggende beskæftigelsesform, der opleves af barnet, som en fri og lystbetonet aktivitet, der ikke har et ydre formål, men mere er et mål i sig selv. Legen har en lærende og udviklende funktion, hvorigennem barnet opnår nye erfaringer og udvikler sit kendskab til sig selv, andre mennesker og omverdenen.
Børns leg er en værdifuld og lærerig aktivitet i dagtilbuddet, som kræver tid, rum og voksenstøtte. Den pædagogiske medarbejder har en særlig rolle i at skabe rammerne for børnenes leg, der bl.a. skabes igennem fortællingen eller den eksperimenterende tilgang, som børnene kan forholde sig nysgerrigt, undersøgende og skabende til. Dagtilbuddet har til opgave at skabe et inkluderende lege- og læringsmiljø, der kan kræve medarbejderens støtte til at igangsætte og fastholde børnenes leg.
En væsentlig forudsætning for at skabe et godt læringsmiljø er, at de pædagogiske medarbejdere har en didaktisk tilgang, hvor de har gjort sig klare overvejelser om mål, indhold og egen rolle i samværet med børnene. En målrettet og systematisk tilgang til børnenes læring indebærer en bevidst planlægning, gennemførelse og evaluering af den pædagogiske praksis. Det betyder, at der med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan arbejdes med at opstille læringsmål for børnene inden for de tre læringsrum; hverdagsrutinerne, de planlagte aktiviteter og legen
Læringsmålene angiver de kompetencer og færdigheder, som børnene skal opnå inden for de seks læreplanstemaer. Med afsæt i den pågældende børnegruppe og børnenes forudsætninger, udarbejdes konkrete læringsmål og tegn for opnåelse af målene, hvorved praksis bliver målbar. Læringsmålene skal være synlige for forældrene, ligesom børnene inddrages i deres egen læring, ved at medarbejderne tydeliggør målene og hjælper barnet med at samle op på, hvad det har lært. I den pædagogiske praksis vil aktiviteter og tiltag med børnene være afledt af de opstillede læringsmål.
Det enkelte barns udvikling og læring understøttes bedst, når der arbejdes målrettet med barnets progression og barnet møder udfordringer, der er afstemt i forhold til dets forudsætninger og udvikling. Når fokus rettes på det individuelle læringsforløb, betinger det, at den pædagogiske medarbejder får et præcist kendskab til barnet og dets kompetencer. Gennem en systematisk gennemgang af barnets forskellige kompetenceområder, evt. ved hjælp af et pædagogisk vurderingsredskab, vil der tegne sig et billede af de ressourcer og kompetencer, som barnet er i besiddelse af.
Dagtilbuddets børnegrupper er omdrejningspunkt for de pædagogiske aktiviteter og de læringsmål der opstilles. Men i arbejdet med barnets progression vil der være en differentieret tilgang til børnene, hvor den pædagogiske medarbejder vil reflektere over, hvordan man bedst understøtter det enkelte barns evner og udviklingsmuligheder. Disse refleksioner bør tage udgangspunkt i en faglig og målbar udviklingsbeskrivelse af barnet
Dagtilbuddet skal arbejde med at udvikle og fastholde en stærk refleksionskultur. Refleksioner i dagtilbuddet omhandler refleksioner før, under og efter pædagogisk handling er gennemført. I refleksionen før handling gør den pædagogiske medarbejder sig iagttagelser af børnene og planlægger aktiviteter for at skabe optimale rammer for børnenes udvikling og læring. I refleksionen mens handlingen finder sted reflekterer medarbejderen over børnenes deltagelse og korrigerer eventuelt på aktiviteten og egen rolle.
Refleksioner over gennemførte aktiviteter og forløb har fokus på børnenes udbytte og læring samt medarbejdernes praksis og rolle i samspillet med børnene. Igennem systematiske overvejelser fra intention til resultat forholder den pædagogiske medarbejder sig til børnenes læring ud fra de opstillede mål og hvordan børnene har deltaget i aktiviteterne. Refleksion over praksis er endvidere en læring for medarbejderen i forhold til det pædagogiske indhold og metoder, herunder den måde medarbejderen indgår i de forskellige relationer og samspil med børnene.
Refleksion over praksis er særlig vigtig, da det er den pædagogiske medarbejder, der skaber rammer, indhold og relationer i dagtilbuddet og derfor står som den centrale person for børnenes udvikling og læring. Den pædagogiske medarbejder er leder af læringen for børnene og igennem sin læringsledelse skal den pædagogiske medarbejder sikre at:
- Hverdagsrutinerne og aktiviteterne tilrettelægges efter læringsmålene.
- Indsatsen er baseret på forskningsbaseret viden om, hvad der virker bedst.
- Indsatsen sker på grundlag af barnets lærings- og udviklingsresultater.
Kvalificeret arbejde med læring i dagtilbuddet kræver, at ledelsen prioriterer medarbejdernes mulighed for at varetage opgaven med ledelse af børnenes læring. Dagtilbuddets ledelsen skal sikre, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer og der skabes tid til, at ledelse og personale kan planlægge, reflektere og evaluere den pædagogiske praksis.
Barnets trivsel, udvikling og læring påvirkes af det, der finder sted i hjemmet og dagtilbuddet med forældrene som de hovedansvarlige for barnet. Kontakten og samspillet mellem forældrene og de pædagogiske medarbejdere er vigtig for at skabe fælles forståelse af opgaver og roller, som kan bidrage til, at barnet oplever kontinuitet og tryghed i sit liv.
Et godt forældresamarbejde er et motiverende og anerkendende samarbejde, hvor forældrenes erfaringer og viden om barnet ønskes og inddrages af dagtilbuddet. Der er klare rammer for forældreinddragelsen i arbejdet omkring barnets læring og udvikling, hvor de pædagogiske medarbejdere har ansvaret for at tydeliggøre rammerne og skabe relationen til forældrene. Medarbejderne skal endvidere vejlede forældrene i, hvordan de som aktive medspillere kan støtte barnets læring og progression i hjemmet.
- Dagtilbuddet fastsætter læringsmål for børnene inden for de tre læringsrum: Hverdagsrutiner, Planlagte aktiviteter og Legen.
- Dagtilbuddet arbejder med en målrettet og systematisk didaktik i forhold til planlægning, gennemførelse og evaluering af pædagogisk praksis.
- Dagtilbuddet anvender forskningsbaseret viden i forhold til målfastsættelse samt metoder og aktiviteter i den pædagogiske praksis.
- Dagtilbuddet arbejder med at dokumentere progression i barnets læring på baggrund af relevante og målbare data.
- De pædagogiske medarbejdere arbejder bevidst med refleksion over pædagogisk praksis og egen rolle i samspillet med børnene.
- Dagtilbuddet fastsætter principper for organiseringen og relationen i forældresamarbejdet, herunder motivation til forældrenes understøttelse af barnets læring i hjemmet.
- Dagtilbuddets ledelse sikre, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer og muligheder for at arbejde målrettet og systematisk med børnenes læring