Svære ord, der er gode at kende

I kommunen er der voksne, der hjælper børn og familier, der har det svært. Disse voksne hedder børne- og ungerådgivere. De kan også blive kaldt socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere. Deres arbejde er at sikre, at alle børn og familier får den hjælp, de har brug for.

I kommunen kan du have "en sag", hvilket betyder, at en børne- og ungerådgiver følger med i, hvordan du har det. Denne "sag" består af papirer, hvor der står noget om, hvad forskellige personer har sagt. Sådan en sag kan også kaldes en journal.

Når du skal mødes med kommunen, har du ret til at have en voksen med, som kan støtte dig og hjælpe dig med at forstå, hvad der sker. Den voksne kaldes en bisidder.  

En bisidder kan for eksempel være: 

• En lærer
• En pædagog  
• En professionel bisidder fra Børns Vilkår 
• Et familiemedlem

Du må altså tage en bisidder med til mødet, men kommunen kan sige nej, hvis de ikke tror, din bisidder kan hjælpe. Hvis kommunen siger nej, kan du finde en anden bisidder.

Loven siger, at de voksne skal passe på dig. Det vil for eksempel sige, at du har ret til at vokse op i et trygt hjem. Det er en rettighed, du har. Du har også nogle rettigheder, hvis du har noget at gøre med kommunen. Det er for eksempel: 

• Du har ret til at fortælle, hvad du selv mener.
• Du har ret til at have en bisidder med til møderne med kommunen. 
• Når du er fyldt 10 år, har du ret til at se din egen sag.

At blive inddraget betyder, at du bliver spurgt, og at din mening er vigtig.

Når en børne- og ungerådgiver vil finde ud af, hvordan du har det, skal børne- og ungerådgiveren tale med dig og lytte til, hvad du siger.

Det betyder også, at du har ret til at blive hørt, men det betyder dog ikke, at du altid kan bestemme selv, men din mening skal altid tages alvorligt.

En underretningen betyder, at nogen har taget kontakt til kommunen, fordi de er bekymret for, hvordan du har det.

Det kan være din lærer, din familie eller din nabo, der har gjort det. I Danmark skal alle voksne sige til kommunen, hvis de er bange for, at et barn eller en ung ikke har det godt.

De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Hvis du har en sag i kommunen, er du altså en af parterne.

Din børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, hvem der er parter i din sag.

Når en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan du har det, gør de det i tre trin:

1. Rådgiveren kigger på oplysningerne i sagen og snakker måske med dig og dine forældre for at se, om der er noget, der skal undersøges mere.
2. Rådgiveren kan holde et møde med de voksne, der kender dig, og taler lidt mere med dig for at lære mere om din sag.
3. Hvis børne- og ungerådgiveren stadig har brug for viden om, hvordan du har det, så taler rådgiveren mere med de voksne, der kender dig.

Nogle gange mødes børne- og ungerådgiveren med voksne, der kender dig. Det kan for eksempel være:

• Dine familiemedlemmer.
• Dine lærere fra skolen eller studiet.
• Dine pædagoger fra fritids- eller ungdomsklubben.

Det kan også sagtens være, at du selv er med til mødet. Sådan et møde kaldes for et tværs- og statusmøde.

En indsats er den hjælp, som kommunen kan give til dig eller din familie.

Det kan for eksempel være de timer du bruger med en psykolog eller med en kontaktperson fra kommunen. 

Hvilke indsatser der skal sættes i gang afhænger af, hvad børne- og ungerådgiveren mener kan hjælpe dig. 

Når din børne- og ungerådgiver beslutter, hvordan du skal hjælpes, kaldes det for en “afgørelse”. Det er for eksempel en “afgørelse”, hvis du skal have en kontaktperson.

Din børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, om noget er en afgørelse, hvis du er i tvivl. 

Når den voksen, der hjælper dig, har forstået, hvad du har brug for, laves der en plan, der gør det klart, hvad der skal blive bedre, og hvordan det skal ske.

Du har lov til at fortælle, hvad du har brug for. Planen bliver normalt lavet sammen med dig og de voksne, du bor sammen med.

Når børne- og ungerådgiveren, der hjælper dig, har fundet ud af, hvad du har brug for, vil de holde øje med, hvordan det går med dig og den plan, I har lavet sammen.

Nogle gange kan det betyde, at I skal ændre planen, så den virker bedre for dig. I den situation skal den børne- ungerådgiveren lytte til, hvad du ønsker og har brug for.

Hvad er en anbringelse?

• En anbringelse er, når du skal bo et andet sted end hjemme, fordi det ikke er sikkert eller godt for dig at bo derhjemme.
   
• Det er for at sørge for, at du får det bedre og bliver passet på af voksne, der arbejder sammen for at hjælpe dig.

Samvær med din familie, når du er anbragt:

• De voksne lytter til, hvad du vil, når de planlægger, hvordan du kan være sammen med din familie.
   
• Du kan bede om en støtteperson, du stoler på, til at være med, når du er sammen med dine forældre eller familie.
   
• Du kan også bede om, at besøg med dine forældre eller familie bliver stoppet i op til 8 uger, hvis du ønsker det.

Støtteperson og venskabsfamilie:

• Kommunen skal hjælpe dig med at finde en støtteperson eller en familie i dit netværk, der kan være din venskabsfamilie, mens du er anbragt.
   
• Hvis det ikke er muligt, kan de arbejde sammen med en organisation uden for kommunen for at finde en støtteperson eller venskabsfamilie til dig.

Fast anbringelse:

• Hvis du har boet væk hjemmefra i mindst 3 år og er knyttet til det sted, hvor du bor nu, kan du få lov til at blive der fast. 

Du kan fortælle en børne- og ungerådgiver i kommunen, hvis du gerne vil bo et andet sted end derhjemme. Men det betyder ikke, at det altid sker, men en børne- og ungerådgiver vil lytte til dig, og se på, om det kan lade sig gøre. 

Børn- og ungeudvalget er en gruppe voksne, der kan tage vigtige beslutninger om dig. Det betyder, at de kan bestemme, hvad der skal ske, selv hvis dine forældre og børn ikke er enige.

For eksempel:

• De kan bestemme, at du skal bo et andet sted end hjemme.
• De kan bestemme, at du skal komme hjem og bo igen.

En klage er, hvis du fortæller, at du er utilfreds med noget. Det kan være, hvis der er noget, du synes, er uretfærdigt, forkert eller ikke går, som det skal.

Når man klager, beder man nogen kigge nærmere på det og finde en løsning.

Hvis du er 10 år eller ældre, kan du klage. Du kan klage til din børne- og ungerådgiver. Altså den voksne, der hjælper dig i kommunen.

Du kan for eksempel klage, hvis:

• Du skal bo et andet sted end hjemme.
• Du skal komme hjem og bo igen.
• Du skal tilbringe mere tid med din familie, mens du bor et andet sted.

Når du er 10 år eller ældre, skal de voksne i kommunen tilbyde dig en advokat, som ikke koster noget, hvis der er vigtige beslutninger, der skal tages om dig.

For eksempel, hvis kommunen beslutter, at du ikke skal bo hjemme i en periode.

Du skal have en advokat for at være sikker på, at de beslutninger, der bliver taget, er det bedste for dig.

Æresrelaterede konflikter opstår i familier, når nogen i familien mener, at familiens ære er blevet krænket. Det kan ske, hvis:

• En person i familien har en kæreste.
• Har sex uden at være gift.
• Vælger en ægtefælle, som familien ikke ønsker.

Det kan være svært, især for piger, men også for drenge, når de ikke følger familiens regler om adfærd og valg.

Uanset hvordan det viser sig, er det vigtigt at søge hjælp. Du er stærk og modig, når du søger hjælp til at forlade et miljø med kontrol og undertrykkelse. Du er ikke alene.

Hvis voksne siger, at du ikke må gå i skole eller tage en uddannelse, kan det være negativ social kontrol. Alle børn og unge har ret til at lære og vokse. Hvis du nogensinde føler, at nogen prøver at styre dig på en måde, der ikke føles godt, så snak med en voksen, du stoler på. De kan hjælpe dig og sørge for, at du får den hjælp, du har brug for.