Spørgsmål og svar - byrådets spørgetid

Som borger har du mulighed for at stille spørgsmål til byrådet i forbindelse med den offentlige spørgetid. Spørgsmålene skal være skriftlige, mærkes ”Spørgetid” og være modtaget af borgmesterkontoret senest 2 uger før det byrådsmøde, hvor du ønsker svar. Spørgsmålene skal vedrøre kommunale forhold af almen interesse og besvares af borgmesteren på byrådets vegne.

    Spørgsmål til byrådet den 22. juni 2026

    Spørger: Anne Lønberg Eskesen, 6740 Bramming.

    Spørgsmål:

    I Varde Kommune er der på e-Boks sendt materiale om projektet til borgere i en kilometers radius af de planlagte datacentre. Desuden er der ansat eksterne lokalsamfundskonsulenter som rådgivere for borgerne, og der informeres på Varde Kommunes hjemmeside om projektet og tidsplanen for de politiske behandlinger af ansøgningen. I Bramming har vi i høj grad savnet denne form for proaktive information fra kommunens side til en større gruppe af borgere. Vi er klar over, at der er foregået noget dialog med Lokalrådet, men vi sætter spørgsmålstegn ved, om det er tilstrækkeligt ved et byggeri af denne skala og føler ikke, at Esbjerg Kommune lever op til sin egen kommunikationspolitik. Her et par citater fra hjemmesiden: ”Vi vil bygge oven på det allerede stærke medborgerskab ved at skabe de bedste rammer for samskabelse. Vi vil involvere borgerne i beslutningsprocesserne (…) En målrettet kommunikation, som sætter borgeren i centrum og lægger op til en åben og ligeværdig dialog og samarbejde, er en forudsætning for at gøre vores vision til virkelighed.”. Hvordan vil I fremadrettet leve op til denne politik, og kunne I forestille jer en model som i Varde?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Et projekt af den størrelse giver naturligt anledning til spørgsmål i lokalområdet. Nogle borgere i Bramming oplever også, at informationen ikke har været proaktiv nok. Det er et input, som vi tager med i den videre proces.

    Samtidig er det vigtigt, at information, inddragelse og formel høring sker på et oplyst grundlag og på de rigtige tidspunkter i processen. Det er både af hensyn til borgerne, til projektudvikleren og til byrådets mulighed for at behandle sagen grundigt og sagligt.

    Microsoft har afholdt to offentlige borgermøder, hvor Esbjerg Kommune har deltaget og svaret på spørgsmål. Der har også været dialog med Bramming Lokalråd, der har nedsat en datacenter-arbejdsgruppe. Men det ændrer ikke ved, at der i den videre proces skal være fokus på tydelig information og mulighed for dialog.

    Som led i lokalplanarbejdet bliver der mulighed for at stille spørgsmål, komme med bemærkninger og deltage i den formelle høring, inden der træffes endelige beslutninger. Derudover vil Esbjerg Kommune sammen med lokalrådet og Microsoft invitere til flere borgermøder.  Kommunen vil også gerne drøfte den videre proces med datacenterarbejdsgruppen, herunder om der er erfaringer fra andre kommuner, som kan være relevante at lade sig inspirere af.

    Målet er en åben, ordentlig og gennemskuelig proces.

    Spørger: Anne Lønberg Eskesen, 6740 Bramming.

    Spørgsmål:

    Hvorfor har der ikke været en bred offentlig og politisk debat om, hvorvidt store datacentre i det åbne landskab er den udviklingsretning, Esbjerg Kommune ønsker at følge, før denne placering blev sat i spil? Vi borgere hørte intet op til kommunevalget i nov. eller inden. Så hvorfor har Esbjerg kommune ikke været mere proaktive i forhold til en placering i et allerede eksisterende industriområde – eller i et område med mulighed for udvidelse – fx i Måde eller i den statslige industripark ved Korskroen, så man får samlet disse store anlæg, i stedet for ukritisk at følge Microsofts ønsker om placering?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Det er en relevant diskussion, hvor datacentre bedst placeres, og hvordan de passer ind i kommunens udvikling.

    Ambitionen om at tiltrække datavirksomheder og datacentre er ikke ny. Den har været en del af Esbjerg Kommunes strategiske retning siden Vision 2025 blev vedtaget i 2019. Det hænger blandt andet sammen med kommunens placering og den digitale infrastruktur, hvor Esbjerg er et vigtigt knudepunkt for dataforbindelser.

    Det er relevant at spørge til placeringen. Microsoft har vist interesse for et areal, som Esbjerg Kommune allerede har udpeget til fremtidig byudvikling, herunder mulig erhvervsudvikling. Det skete som en del af Kommuneplan 2022-34, og reservationen er videreført i Kommuneplan 2026-38. Begge kommuneplaner har været i offentlig høring.

    Der er altså tale om et område, der allerede indgår i kommunens langsigtede planlægning. Det betyder ikke, at et datacenter på placeringen er godkendt. I stedet skal det ønskede datacenter undersøges grundigt gennem lokalplanarbejdet. Her skal blandt andet påvirkningen af omgivelserne, naboerne, landskabet, infrastrukturen og naturen belyses.

    Kommunens opgave er at behandle en virksomheds ønske grundigt, åbent og sagligt. Men uden at lægge sig fast på et resultat på forhånd.

    Spørger: Kim Schmidt, 6740 Bramming.

    Spørgsmål:

    Microsoft har gentagne gange bekræftet, at de ikke vil tilbyde kompensation til de nærmeste naboer, selvom projektet vil få væsentlig betydning for deres hverdag, udsigt, nærmiljø og ejendomsværdier. Fx vil en bygning på 32 meter i højden give en skygge på 163 meter om vinteren, når solen står højest til middag. Hvordan vurderer byrådet og forvaltningen, at dette harmonerer med kommunens ambitioner om ordentlighed og lokal opbakning? Og er Esbjerg Kommune villig til at stå på mål for, at de mest berørte borgere efterlades uden nogen form for kompensation?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Det er fuldt forståeligt, at man som nærmeste nabo er optaget af, hvad projektet kan komme til at betyde.

    Når det handler om kompensation, gælder følgende: Det er ikke en ordning, kommunen kan beslutte i den konkrete planproces. Kompensation er reguleret i lovgivningen, primært i forhold til opstilling af solcelle- og vindanlæg.

    Datacentre behandles efter planloven, miljølovgivningen og anden relevant lovgivning, og inden for de rammer kan kommunen ikke stille krav om kompensation til naboer.

    Det betyder ikke, at hensynet til naboerne ikke fylder. Tværtimod.

    Det er kommunens opgave at sikre, at projektets påvirkninger bliver undersøgt grundigt. Det gælder blandt andet støj, lys, trafik, landskab, skyggevirkninger og andre forhold, så vi sikrer at datacentret er til absolut mindst mulig gene for naboerne.

    De undersøgelser bliver en vigtig del af den videre planproces. Før der træffes endelige beslutninger, skal det belyses, hvilke påvirkninger projektet kan få, og hvilke krav der i givet fald skal stilles for at beskytte naboer, omgivelser og natur.

    Spørger: Kim Schmidt, 6740 Bramming.

    Spørgsmål:

    Hvordan vil kommunen sikre, at hensynet til naboer, lokalsamfund, natur og landskab vægtes lige så højt som hensynet til erhvervsudvikling og investeringer? Henvisning til Planlovens §1
     

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Byrådet lægger stor vægt på hensynet til naboer, lokalsamfund, natur og landskab. Det er hensyn, som skal indgå på lige fod med hensynet til erhvervsudvikling og investeringer.

    Derfor handler planlægningen om at undersøge, om der kan findes en afbalanceret løsning, hvor forskellige interesser bliver belyst og vejet op mod hinanden. Det gælder både hensynet til lokalområdet og omgivelserne og de ønsker, Microsoft har til projektet.

    I arbejdet med planlægningen af et eventuelt datacenter i Bramming skal projektets påvirkninger derfor undersøges grundigt. Det gælder blandt andet støj, lys, trafik, natur, landskab og betydningen for naboer og lokalsamfund.

    Der bliver mulighed for indflydelse undervejs. Det gælder både gennem dialog i planprocessen og gennem de formelle høringer. Lokalplanen kommer i offentlig høring, og hvis der senere skal gives miljøgodkendelser eller andre konkrete tilladelser, vil de også blive behandlet efter reglerne om offentlighed og høring.

     

    Spørger: Kim Schmidt, 6740 Bramming.

    Spørgsmål:

    Borgmestrene i Varde og Faxe kommuner har været ude at efterlyse national strategi og lovgivning. Vil borgmesteren arbejde for, at planprocessen sættes på pause, indtil Folketinget har taget stilling til en evt. kommende lovgivning om datacentre?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Esbjerg Kommune følger naturligvis debatten om datacentre tæt.

    Det gælder også de synspunkter, der kommer fra andre kommuner, og eventuelle nationale initiativer på området.

    Men kommunen arbejder efter den lovgivning, der gælder i dag. På det grundlag er der ikke aktuelle planer om at sætte planprocessen i Bramming på pause.

    Det er også vigtigt, at kompetencen til at planlægge for konkrete projekter fortsat ligger tæt på det lokalområde, der bliver berørt. Det er lokalt, der er den konkrete viden om naboer, natur, landskab, infrastruktur og de hensyn, der skal balanceres.

    Hvis staten kommer med nye regler eller retningslinjer for datacentre, vil Esbjerg Kommune naturligvis forholde sig til dem og følge den lovgivning, der gælder.

    Spørgsmål til byrådet den 17. august 2026

    Spørger: Louise Oksen, på vegne af brugerne af Huset og Museumspladsen

    Spørgsmål:

    Hvorfor inddrages vi som borgere ikke aktivt i beslutningsprocessen om lokalområdet ved Huset, herunder Museumspladsen, før der træffes beslutninger om projekter og ændringer, som direkte påvirker vores tilholdssted og dagligdag? Og hvilke planer har kommunen for at sikre, at unges stemmer bliver hørt i fremtidige processer?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen

    Tak for spørgsmålet.

    Det er vigtigt for byrådet, at unge og andre brugere bliver hørt, når der arbejdes med steder, som har betydning for deres hverdag og fællesskaber. Det gælder også området omkring Huset og Museumspladsen. Det er forståeligt, hvis nogle brugere oplever, at de ikke har været tilstrækkeligt involveret i forbindelse med de seneste planer for området. Den oplevelse tager vi alvorligt. Set i bakspejlet burde dialogen om Urban Minded-projektet være taget tidligere og mere direkte. Det kunne være gjort bedre.

    Dialogmødet den 8. juli gav værdifulde input og perspektiver, som efterfølgende førte til justeringer af projektet. Men forløbet viser også, at der er behov for en mere fast og tydelig ramme for dialogen med brugerne.

    Inddragelse af unge har været en del af arbejdet med Huset fra begyndelsen. Selve grundlaget for ungekulturHuset blev skabt gennem workshops og møder med en arbejdsgruppe med rødder i ungemiljøet, før det senere blev politisk vedtaget.

    Den politiske målsætning med Huset er netop, at det skal kunne rumme og invitere til bred deltagelse blandt kommunens unge. Derfor er det også vigtigt, at inddragelsen omkring Huset afspejler den mangfoldighed af fællesskaber, interesser og behov, som findes blandt de unge, der bruger stedet. Det er kommunens opgave at forsøge at rumme den bredde.

    Erfaringerne fra både udviklingen af Huset, den fysiske opgradering og det seneste forløb omkring Urban Minded-projektet har samtidig vist, hvor vigtigt det er at have en mere fast ramme for dialogen med brugerne. Derfor arbejdes der nu videre med at etablere et brugerråd eller en anden tydelig form for brugerrepræsentation ved Huset.

    Tanken er, at en sådan brugerrepræsentation kan bidrage til en løbende og tæt kontakt mellem brugerne og aktørerne rundt om Huset. På den måde kan brugernes perspektiver også i højere grad indgå i udviklingen af området.

    Ambitionen er, at dialogen fremover bliver bredere og mere fast forankret. Et brugerråd eller en anden form for brugerrepræsentation skal være med til at sikre, at brugernes perspektiver løbende kan indgå i udviklingen af området. Det gælder også, hvis der senere arbejdes videre med planer for parkeringspladsen på Museumspladsen eller andre ændringer i nærområdet.

    Spørger: Louise Oksen, på vegne af brugerne af Huset og Museumspladsen

    Spørgsmål:

    Hvilket ansvar mener kommunen, at den har for at beskytte fællesskaber som dem omkring Huset og Museumspladsen, der bidrager til at forebygge ensomhed og skabe rum for socialt udsatte borgere? Og hvordan vil byrådet konkret arbejde for at sikre, at unge i Esbjerg har steder, hvor de føler sig trygge og velkomne?

    Svar:

    Svar fra borgmester Jesper Frost Rasmusse

    Tak for spørgsmålet.

    Byrådet ser fællesskaberne omkring Huset og Museumspladsen som vigtige. De steder kan noget særligt, fordi de giver unge mulighed for at mødes, være aktive, skabe kultur og finde fællesskab på egne præmisser. Området har også betydning for unge, der kan opleve ensomhed, eller som har brug for et uformelt sted at høre til.

    Fællesskaber opstår ikke af sig selv. De udvikles over tid gennem de mennesker, der bruger stederne, og de relationer, der skabes der. Derfor skal kommunen være opmærksom på, at ændringer i området kan påvirke de gode fællesskaber, I har bygget op omkring Huset.

    Kommunens ansvar er at skabe gode rammer for fællesskaber. Ikke at styre dem, men at understøtte, at der findes steder, hvor unge med forskellige baggrunde, interesser og behov kan føle sig trygge og velkomne.

    Derfor spiller Huset en vigtig rolle. Huset er etableret for at give unge mulighed for at mødes. Det er et sted, hvor forskellighed skal kunne trives, og hvor unge kan finde både fællesskab og tilhørsforhold.

    Huset skal være et dynamisk sted, der afspejler udviklingen i ungemiljøet. Det betyder, at dialogen i et kommende brugerråd både skal handle om dem, der bruger Huset i dag, og om hvordan Huset fortsat kan være inviterende og relevant for unge, der endnu ikke er en del af fællesskabet.

    I forhold til området ved Huset er tanken netop, at udviklingen skal bygge videre på de fællesskaber, der allerede findes og åbne for nye fællesskaber. Placeringen af Urban Minded projektet tæt på Huset og basketball-banen handler blandt andet om at styrke et område, hvor unge allerede mødes. Dialogen om projektet har samtidig understreget, at mange unge oplever en stærk tilknytning til området og de fællesskaber, der findes der i dag.

    Derfor er opgaven at udvikle området med respekt for de fællesskaber, der allerede er, og med blik for, at nye unge også kan finde vej ind i området. Det kræver fortsat dialog med dem, der bruger stedet, og opmærksomhed på, at behov og ønsker kan se forskellige ud for forskellige unge.

    Det ansvar tager kommunen med i det videre arbejde.