Bo trygt

Esbjerg Kommune er et trygt sted at bo, og sammen sikrer vi, at vores kommune også er et trygt sted i fremtiden. Her handler det både om, hvad vi kan gøre i fællesskab, og hvad du selv kan gøre for at sikre din bolig.

    Din grundejerforening, dit kvarter eller naboerne på vejen kan gå sammen om at sætte fokus på tryghed.

    Inviter en Bo trygt-forebyggelsesekspert til at komme forbi og give gode råd om sikring af hjemmet, om aktiv nabohjælp og om andre effektive måder til at holde tyvene ude af kvarteret på.

    Forebyggelseseksperten holder et gratis oplæg på 45-60 minutter. I kan se frem til at få vist de bedste sikringsmuligheder, og I modtager diverse materialer og ser en film om bl.a., hvordan en indbrudstyv arbejder og tænker med udgangspunkt i kvarteret. Der vil naturligvis være rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs og få konkret rådgivning. Det eneste, I selv skal stå for, er lokale og forplejning.

    Som noget nyt tilbyder Bo trygt at gennemføre mødet digitalt. I står selv for den tekniske del af mødet og sørger for, at deltagerne og forebyggelseseksperten kan logge på mødet online. Da eksperten ikke vil være fysisk til stede i jeres lokalområde, kan dette tilbud ikke tage udgangspunkt i jeres kvarter, men I vil stadig kunne få gode, generelle råd til indbrudsforebyggelse og aktiv nabohjælp.

    Gør livet surt for indbrudstyven

    Bo trygt har samlet en lille miniguide med inspiration til dig, der gerne vil sikre dit hus mod indbrud.

    Der er også andre fifs, der kan få en indbrudstyv til gå uden om dit hus. Fx er det en god ide at dit hus ikke ser ud som om, at det er alene hjemme.

    Hent guide til at indbrudssikre dit hus

    Hent guide til at få dit hus til at se beboet ud

    Lokal sikringsvejledning

    Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune samarbejder med Esbjerg Håndværker- & Industriforening om at nedbringe antallet af indbrud.

    Det sker via en ny ordning, hvor lokale håndværkere uddanner sig som sikringsvejledere. Som sikringsvejleder har man en særlig viden omkring, hvordan en bolig sikres bedst mulig. Det gælder både udendørs og indendørs, og korpset af sikringsvejledere dækker flere forskellige håndværksfaglige områder.

    Lokale sikringsvejledere er klar til at hjælpe dig med at sikre din bolig.

    Når du renoverer, eller bygger nyt, vil det være relevant at tage kontakt til en sikringsvejleder. Du finder listen over sikringsvejledere på denne hjemmeside: https://ehif.dk/

    Se video om sikringsvejledere