Grundejerforeninger
Kommunen stiller i nogle lokalplaner krav om, at der skal oprettes en grundejerforening for det område, som planen dækker. Grundejerforeningen skal typisk sørge for at vedligeholde grønne områder eller andre fælles faciliteter.
Selve tidspunktet for oprettelsen af grundejerforeningen afhænger af, hvor mange grunde der er solgt og/eller bebygget i lokalplanområdet. Det varierer fra lokalplan til lokalplan. Grundejerforeningen skal oprettes på en stiftende generalforsamling.
Når selve beslutningen om at oprette grundejerforeningen er truffet, skal alle grundejerne i området vedtage vedtægter for grundejerforeningen.
Vedtægterne er grundejerforeningens ”spilleregler”. De bestemmer f.eks., hvor mange stemmer hver grundejer har, hvordan der skal indkaldes til generalforsamlinger, hvem der kan vælges til bestyrelsen osv. I kan finde en skabelon for vedtægter her.
Det anbefales, at vedtægterne forhåndsgodkendes af kommunen inden generalforsamlingen. På den måde risikerer I ikke at skulle afholde en generalforsamling mere, fordi der kommer krav om ændringer i de vedtægter, som foreningen netop har vedtaget på generalforsamlingen.
Send vedtægter til forhåndsgodkendelse via "kontakt os" rubrikken til højre på siden.
Grundejerforeningen er ikke forpligtet til at følge kommunens vedtægtsskabelon til punkt og prikke. Men det er en god idé at tage udgangspunkt i den, da reglerne i skabelonen giver svar på de fleste spørgsmål, som i praksis kan opstå i en grundejerforening. Der er også nogle forhold, som vi lægger vægt på bliver reguleret i vedtægterne på den ene eller den anden måde.
Vedtægterne skal efter lokalplanen godkendes af kommunen. Vedtægterne kan enten blive godkendt af kommunen inden jeres vedtagelse på generalforsamlingen (forhåndsgodkendelse) eller efter jeres vedtagelse.
Det anbefales, at vedtægterne forhåndsgodkendes af kommunen inden generalforsamlingen. På den måde risikerer I ikke at skulle afholde en generalforsamling mere, fordi der kommer krav om ændringer i de vedtægter, som foreningen netop har vedtaget på generalforsamlingen.
Når vedtægterne er godkendt af både generalforsamlingen og kommunen, laver kommunen en godkendelsespåtegning på de originale vedtægter med dirigentens eller bestyrelsens underskrifter. Det vil sige, at kommunen noterer på originalen, at det er netop dén udgave, som er blevet godkendt af kommunen.
De fleste ændringer af/i vedtægter skyldes et ønske fra grundejerforeningen selv. Men det kan også skyldes, at kommunen stiller krav om sammenlægning af én eller flere foreninger.
Ændringer af godkendte vedtægter skal godkendes af kommunen.