Fyring med fast brændsel
Fyring kan både skabe hygge og varme. Men for at undgå generne ved fyring i private fyringsanlæg, som brændeovne og kedelfyr, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.
Når du fyrer op, skal du især være opmærksom på:
- at bruge det korrekte brændsel til det fyringsanlæg du har valgt.
- at skorstens placering, beplantning og vejrforholdene kan få indflydelse på røgfanen.
Læs en række andre tips og tricks til fyring nedenfor.
Fyring med fast brændsel i private fyringsanlæg
Før du går i gang med at fyre, er det vigtigt at være sikker på, at brændslet er egnet til det valgte fyringsanlæg, og at brændslet har den rigtige kvalitet.
Træ er godt brændsel, men det skal være tørt.
Træet må ikke være behandlet, dvs. hverken malet, trykimprægneret eller på anden måde overfladebehandlet. Behandlet træ udvikler ildelugtende røg, der kan være giftig. Asken kan også være giftig og indeholde tungmetaller, der er sundhedsfarlige. Der må heller ikke fyres med:
- Imprægneret træ
- Malet/lakeret træ
- Limet træ
- Spånplader
- MDF-plader
- Plastlaminatplader
- Træpaller
- Jernbanesveller/telefonmaster
Træet kan tørres i det fri, tildækket for regn, men med adgang for vind. Træet tørrer hurtigst, hvis det saves i stykker af passende længder og kløves. Det bør tørre mindst 1-2 år, afhængig af træsort. Tunge træsorter som bøg og eg skal lagres længere, end lette træsorter som gran og fyr.
Du må aldrig brænde dagrenovationsaffald, herunder plast mælkekartoner og reklamer. Du bør ligeledes aldrig bruge sprit eller andre brandfarlige væsker til optænding. Pap og papir kan bruges til optænding sammen med kvas og pindebrænde.
Det er ikke lovligt at bruge petrokoks til privat boligopvarmning.
Brugte træpaller der ikke længere anvendes til transport eller oplagring, defineres som affald.
Det betyder, at brugte træpaller skal afleveres til genanvendelse eller forbrænding på godkendt forbrændingsanlæg.
Det er ikke lovligt at forbrænde træpaller i fyringsanlæg.
Du har mulighed for at komme af med dine brugte træpaller til den kommunale genbrugsordning. Aflever dem på genbrugspladsen, eller via afhentningsordningen for stort brændbart affald.
Læs mere omkring håndtering af kasserede træpaller på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Du kan kende den ideelle forbrænding på, at røgen næsten er usynlig.
Det opnår du, hvis forbrændingen er så fuldstændig, at alle brændbare stoffer der er i, eller udvikles fra træet, forbrændes helt til kultveilte (CO2) og vanddamp. Samtidig skal røgtemperaturen være så høj, at vanddampen ikke fortættes. Er røgtemperaturen så lav, at vanddampen fortættes, vil røgen være hvid.
Hvis forbrændingen er ufuldstændig, vil røgen være farvet grå eller sort af sodpartikler, eller måske gullig af uforbrændte tjæredampe. Den slags røg kan være generende for dine naboer.
Husk aldrig at lukke luftventilen helt.
Overfyld aldrig ildstedet med brændsel, og fyr lidt men ofte.
I forbindelse med optænding og påfyldning kan en vis røgudvikling ikke undgås.
Tilslutning af en akkumuleringstank til et kedelfyr betyder, at det bliver lettere at få fuldt udbytte af brændslet.
Røgen spredes bedst fra en høj, korrekt dimensioneret skorsten. Røgen spredes især dårligt fra lave skorstene på flade tage. Røgrør og skorsten skal renses jævnligt.
Beplantning mm. i umiddelbar nærhed af skorstenen har også betydning for røgens frie fortynding.
I tåget og stille vejr kan røgen slå ned. Undgå derfor at brænde af, hvis afstanden til dine naboer er kort.
Du kommer som regel længst ved at tale med din nabo. Miljøstyrelsen har gode råd til, hvordan du griber snakken an.
Hjælper det ikke at snakke med naboen, kan du klage til os her.
Et fyringsanlæg må ikke give væsentlige lugt- og røggener for naboer. Vi vurderer klager over brænderøg ud fra Miljøbeskyttelseslovens forureningsbegreb.
Det er tilsynsmyndigheden som vurderer væsentligheden.
Røgrør og skorsten skal renses i overensstemmelse med skorstensfejerens anbefalinger.
I enfamiliehuse kan man ifølge bygningsreglementet opsætte fyringsanlæg, når blot man følger nogle enkelte anvisninger og anmelder opsætningen til skorstensfejeren. Skorstensfejeren udfører ikke blot en lovpligtig service, men er også kilde til bedre fyringsøkonomi, bedre miljø og større sikkerhed.