Måger
Måger kan være i et område for at samle føde, men de behøver ikke blive et vedvarende problem. Læs hvad du kan gøre for at forebygge det.
Ser du en flok måger i byen bør du overveje, om du har konstateret et problem eller reelt blot har set en flok måger samle føde i bynær natur. Bliver mågerne hængende på stedet, og er de egentlig til gene?
Det er f.eks. ikke sjældent at se måger svømme i en parksø, eller stampe orm op på en plæne, og det er ganske harmløst.
Hvad kan man selv gøre for at forebygge, at mågerne bliver en plage:
- Lad være med at fodre måger (eller efterlade foder eller affald til dem). De kan sagtens finde føde selv.
- Anbring foder til andre fugle og dyr sådan, at mågerne ikke let får adgang til det. Fuglefrø interesserer ikke måger, men de tager gerne fuglekugler, fedtstykker og brød.
- Smid ikke affald på gader, pladser, parker eller i naturen. Tænk på, at du samtidig fodrer rotter, mink og mårhunde.
- Tag madaffald og emballage med hjem fra frokosten i det grønne. Måger kan let plyndre åbne affaldskurve i parker.
- Vær omhyggelig med at lukke alle genbrugsbeholdere. Ikke kun madaffald, men også snavset restaffald, kan tiltrække måger.
Ved problemer og evt. bekæmpelse skal man kontakte Naturstyrelsen.
Esbjerg Kommune udfører ikke mågebekæmpelse, og det er Naturstyrelsen, man skal henvende sig til for at opnå tilladelse til regulering af mågebestande i byer. Selve fjernelsen af en mågekoloni foretages af særligt autoriserede skadedyrsbekæmpere, som også ofte håndterer kontakten til myndigheder.
De fleste mågearter er fredede, og må ikke skydes uden særlig tilladelse til bekæmpelse. Sølvmåger har dog jagttid 1. september – 31. januar (begge dage inklusive), men bortskydning af enkelte måger ved jagt i det åbne land er uden virkning på en mågekoloni.
- Søge for at der ikke er føde let tilgængelig i området.
- Monter ”fuglepigge” ved de steder de ofte vil bygge rede, ofte ved vandrette, eller stabile områder.
- Fjerne nye reder.
- Opstille af plastik rovfugle (For at de kan hjælpe, skal de ofte flyttes til nye placeringer)
Eksempel på etablering af ”fuglepigge”
Ved skorsten
Ved skrå vinduer
Ved tagryg
Opgaven med at få måger fjernet er ofte svær, og kræver at der sættes ind overfor redebygningen, inden det bliver kolonier.
Det er tit en god ide, at man er et helt område, der bekæmper på samme tid, da man ellers kan risikere, at Mågerne bare flytter rundt imellem hustagene.
Måger lever og yngler i store flokke, gerne på steder, hvor det kan være svært at komme til, hvis man ikke kan flyve.
Byerne tilbyder ofte steder, som faktisk er bedre egnet som yngleplads, end de kan finde i naturen: Lukkede områder, store tagarealer og øde altaner.
Unge fugle vender ofte tilbage til den sammen koloni, som de kom fra, det kan derfor tage 2-4 år, inden der ikke er flere fugle, som vender tilbage til et bestemt område.
Som alle dyr har måger behov for at kommunikere, og bortskaffe deres affald. Desværre giver skrig og klatter fra måger ofte irritation for de omkring boende borgere.
Måger er ikke kræsne, men kan spise næsten alt, og derfor er intet måltid for småt til dem. Måger er gode til at lære nye metoder til at finde føde, og de lærer hurtigt deres færdigheder videre til andre måger. Måger er vant til at søge efter og kæmpe om - mad og plads, og de er frygtløse, når de skal forsvare sig, specielt når de har unger. Hvis en flok måger vænner sig til mennesker, kan de opfatte os som konkurrenter, og dette kan ofte give problemer.
Esbjerg Kommune har hidtil været forskånet for egentlige mågeplager, men landet over har man de senere år set en stigning i anmeldelser af måger, som virker generende ved beboelser eller andre steder i bymiljøet.
En væsentlig årsag til stigningen er lukningen af minkfarme, som indtil 2020 sikrede mågerne en let tilgang til føde.
Man har set noget lignende før, dengang byerne havde store åbne lossepladser. Fra 1974 blev affaldsbjergenes funktion overtaget af genbrugspladser, og byerne blev hurtigt invaderet af hjemløse måger, som dog fandt tilbage til naturen i løbet af få år. Det forventes derfor også nu, at bestandene vil blive mindre og stabile, og at de fleste måger vil trække tilbage til deres naturlige havnære miljøer.
Sølvmåger er større måger, og har lyserøde ben og kraftigt gult næb med en rød plet. Deres hoveder synes at have et evigt surt og skummelt udtryk. De kan bo diskret i byer, hvor de ikke er larmende, bortset fra i yngletiden. Da kan de være konfrontatoriske, og foretage skræmmeudfald mod bl.a. mennesker. Det er måger med selvtillid, som både kan lære at plyndre affaldsspande og gå efter mad uden opsyn. Sølvmåge kan endda forsøge sig med simpelt røveri, når man spiser friluftssnack.
Hættemåger har i yngletiden brunt hoved og resten af tiden en brun kindplet. Ellers kendes de let på de røde ben. Det er ikke store måger, men de yngler i naturen i kæmpe kolonier, og kan også oprette små kolonier på tage i byerne eller på øer i søer i parker. De er ikke aggressive, men meget aktive og kan være påtrængende ved deres fødesøgning og pga. deres antal er de generende med deres skrig og klatter.
Stormmåger har gulgrønne ben og et lille, gult næb. Lige som sølvmåger har de et karakteristisk udtryk i hovedet, men de ser i stedet lidt forbavsede eller ligefrem godmodige ud. De er da også mere omgængelige end sølvmågerne, og bliver gerne fordrevet fra deres bykolonier af dem. Stormmåger er derimod almindelige gæster i byer, hvor de mest bare er irriterende, når de søger føde i store flokke. Når man ser måger lede efter mad bag en pløjende traktor, er det oftest stormmåger.
I byen kan man også se andre arter af måger, som kan give anledning til bekymring, men som er uskadelige:
Sildemåger ligner sølvmåger en del i størrelsen, men har gule ben og en stemme, der lyder lidt som et båthorn. En flok kan i august – september slå sig ned nær kystnær menneskelig bebyggelse, men det skyldes oftest, at sildemåge er en trækfugl, som overvintrer i Biscayen eller i Middelhavet. Når flokken er samlet og klar til at drage sydpå forsvinder de igen, men når trækflokken bygges op, kan det foregå under en del snakken. Det er normalt overstået på få dage, men kan gentages årligt. Flokke ses normalt ikke inde i byen.
Svartbag er verdens største mågeart. Dens ben er gråhvide med lyserødt skær, og dens næb er kraftigt med nedadbøjet spids. Den er sky og sjældent set i byer, men måger, som f.eks. tidligere har fundet føde på en havn kan godt lande tæt på mennesker. Så kan sådan en måge virke skræmmende stor, men svartbag er faktisk meget forsigtig og flyver straks lidt væk, når man nærmer sig. Den er en ægte havfugl og yngler ikke i byer, men kan om foråret komme på besøg hos kolonier af andre måger, hvor svartbag røver æg og unger – og så larmer den plyndrede mågekoloni endnu mere.
Terner er ikke måger, selv om de ellers ligner lidt i adfærd og farver. De er elegante flyvere, som kun er i Danmark i yngletiden og trækker langt bort til fjerne egne af kloden. De tager ikke skrald, men lever ved kysterne af insekter og småfisk. I Esbjerg har bl.a. sandterne ynglet på store, flade tage ved Esbjerg havn. Når de har æg og unger om foråret dykker og skider terner mod folk, som passerer kolonien, og man kan blive tildelt et hak i hovedet. Det sidste sker oftest, mens man færdes alene; slår man derimod følge med andre personer opfattes man som harmløs, og kan som regel gå i fred. Terner må ikke reguleres.