PFAS- og PFOS stoffer

Her kan du finde rapporter, prøveresultater og andre oplysninger om forurening med PFAS og PFOS i Esbjerg og Fanø kommuner.

    Forurening med PFAS-stoffer er fundet en række steder i Danmark, også i Esbjerg og Fanø kommuner. Følg med her i vores arbejde med at kortlægge omfanget af forureningen og beskyttelse af vores miljø bedst muligt.

    Projekter

    Esbjerg Brandskole har tidligere lovligt brugt PFAS-stoffer i forbindelse med brandøvelser. For at vurdere forurening med PFAS har Esbjerg Kommune og den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS undersøgt områder ved brandskolen. Der er fundet PFAS-forurening i jord, græs, grundvand og Novrup Bæk på og omkring brandskolen.

    Undersøgelsen, der blev udført i tidsrummet oktober-december 2021, fokuserer på områderne ved og syd for Brandskolen.

    Undersøgelsen har til formål at afklare forureningens udbredelse, herunder om kvæg på engarealerne ved og syd for Brandskolen vil kunne blive påvirket af PFAS ved græsning på engene eller fra ensilage/hø fra engene. Endvidere havde undersøgelsen til formål at vurdere, om vand til mennesker og dyr var påvirket over kvalitetskriteriet.

    Undersøgelsesområdet fremgår af nedenstående figur:

    Undersøgelsen har omfattet analyser af prøver fra jord, overfladevand (vandløb), sediment i vandløb, grundvand og græs. Der er i alt udtaget ca. 90 prøver. Prøvetagningsstederne er angivet på ovenstående figur.

    Prøveresultaterne viser høje koncentrationer af PFAS-stoffer i overfladevandet i Uglvig og Novrup Bæk nedenfor Brandskolen samt forhøjet indhold af PFAS-stoffer i grundvandet. Der er generelt kun fundet begrænset indhold af PFAS-stoffer i sedimentet i vandløbet samt i græsprøver. Fødevarestyrelsen har ikke målt koncentration af PFAS-stoffer over grænseværdierne i kød fra kvæg.

    Du kan læse mere om undersøgelserne her:

    Undersøgelser for PFAS-stoffer NIRAS, december 2021.

    Indvinding af vand til dyr og spiselige afgrøder

    Esbjerg Kommune har revideret det område, hvor der frarådes indvinding af overflade- og grundvandvand til dyrevand, vanding af spiselige afgrøder og lignende. Esbjerg Kommune har separat dialog med landmænd i området omkring udlægning af vand til dyr fra alment vandværk. Kortet kan også findes elektronisk på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Her er der mulighed for zoome og indsætte f.eks. matrikelskel:

    Find kortet på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

    Udenfor bufferzonen må der indvindes vand i henhold til de tilladelser, som Esbjerg Kommune har meddelt til vandindvinding. Opmærksomheden henledes på, at indvundet vand fra havevandingsboringer generelt ikke må benyttes til vanding af afgrøder, der anvendes i rå tilstand.

     
     

    Supplerende PFAS-undersøgelse ved brandskolen

    I forlængelse af undersøgelserne fra 2021, har NIRAS (på vegne af Esbjerg Kommune) i sommeren 2022, udført en supplerende undersøgelse af PFAS-forurening fra Esbjerg Brandskole.

    Undersøgelsens formål var at tilvejebringe viden om, hvordan forskellige områder på brandskolen bidrager til PFAS-forureningen i det nærliggende vandløb samt at afdække, hvornår den væsentligste del forureningen må formodes at være sket.

    Den supplerende undersøgelse viser, at der sker en betydelig spredning af PFAS-stoffer fra jord og grundvand på brandskolens område til Uglvig Bæk og Novrup Bæk. Undersøgelsen viser at PFAS-forureningen dels stammer fra brandskolens aktiviteter på brandøvelsesområder samt fra udsprøjtning af spildevand i engområde (udsprøjtet i perioden 1993-2019).

    På grundlag af undersøgelsens resultater, er der foretaget en nærmere vurdering af mulighederne for at meddele påbud i sagen.

    Esbjerg Kommune vurderer, at der kan meddeles påbud om undersøgelse af jord- og grundvandsforurening, der stammer fra såvel brandøvelsesområderne samt udsprøjtningsområdet.

    Esbjerg Kommune, har derfor, den 15. juni 2023 sendt varsling af undersøgelsespåbud i høring. Varsling af undersøgelsespåbud er sendt til RelyON Nutec Holding A/S og RelyOn Nutec Denmark A/S, som ansvarlige for brandskolens drift henholdsvis i perioderne 2. april 1997 – 31. december 2005 samt 1. januar 2006 til d.d.

    Esbjerg Kommune har, som selvstændig driftsoperatør, drevet brandskolen i perioden fra 1968 – 1. april 1997, og det vurderes derfor, at en ikke ubetydelig del af forureningen kan henføres til Esbjerg Kommunes drift af brandskolen.

    Til trods for dette kan der (i henhold til lovgivningen) ikke meddeles påbud til Esbjerg Kommune, idet kommunen ikke har haft rådighed over ejendommen den 10. februar 1999 eller senere.

    Det er derfor en forudsætning for undersøgelsespåbuddene, at Region Syddanmark, vil dække omkostningerne for den del af undersøgelserne som der ikke kan meddeles undersøgelsespåbud til (dvs. Esbjerg Kommunes andel af forureningen).

    Formålet med undersøgelsespåbuddene er at afgrænse PFAS-forureningens omfang i jord- og grundvand samt undersøge hvordan følgerne af forureningerne kan afhjælpes. Herudover skal undersøgelserne bidrage til en mere præcis datering af forureningen.

    Du kan se finde Esbjerg Kommunes breve om ”Varsling af undersøgelsespåbud” samt tilhørende ”Udkast til undersøgelsespåbud” for henholdsvis brandøvelsesområderne m.m. samt udsprøjtningsområdet. her:

    ”Varsling af undersøgelsespåbud brandøvelsesområder m.m.” 

    ”UDKAST til undersøgelsespåbud i brandøvelsesområder m.m.” 

    ”Varsling af undersøgelsespåbud i udsprøjtningsområdet” 

    ”UDKAST til undersøgelsespåbud i udsprøjtningsområdet” 

    Enslydende varslingsbreve og udkast til påbud er sendt til RelyON Nutec Holding A/S og RelyOn Nutec Denmark A/S.

    Du kan finde den supplerende undersøgelse fra NIRAS, her:

    ”Supplerende undersøgelse Esbjerg Brandskole, NIRAS, marts 2023” 

    Afgørelse om ikke at meddele undersøgelsespåbud

    Idet Region Syddanmark har meddelt, at regionen ikke vil dække den del af omkostningerne til opfyldelse af undersøgelsespåbuddene, som der ikke kan meddeles påbud til, er der jf. praksis fra Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke grundlag for at meddele de varslede undersøgelsespåbud.

    På den baggrund, har Esbjerg Kommune, truffet afgørelse om, ikke at meddele påbud om, at foretage undersøgelse af jord- og grundvandsforurening med PFAS-stoffer ved brandøvelsesområder m.m. samt ved udsprøjtningsområdet.

    Esbjerg Kommunes afgørelse om ikke at meddele undersøgelsespåbud, kan ses her:

    ”Afgørelse om ikke at meddele påbud om undersøgelse af forurening i jord og grundvand på Esbjerg Brandskole”.

    Der er fundet PFAS i jordprøver og i små mængder i skumvæske ved Esbjerg Lufthavn. Der vil blive lavet flere undersøgelser.

    Læs mere, og se prøveresultater:

    Esbjerg Lufthavn – PFAS – Prøver af jord og skumvæske

    Overfladevandsprøve – Lufthavnsbækken - U1 nedstrøms

    Overfladevandsprøve - U2 Nedstrøms

    Overfladevandsprøve  - U2 Opstrøms

    Brandslukningsskum på Esbjerg Lufthavn

    Prøveresultater af overfladevand fra vandløb:

    Vandløb mellem Novrupvej 106 og 108

    Vandløb ved Krogsgårdsvej 28

    Vandløb mellem Krogsgårdsvej 32 og 34

    Udtagningssteder for overfladevand ved Novrup Bæk

    Novrup Bæk er blevet oprenset opstrøms for tilløbet fra Uglvig Bæk som en del af vandløbets vedligeholdelse. Der er udtaget prøver af det opgravede, og prøverne viser, at der ikke er fundet PFAS-forbindelser, der er over sporingsgrænserne.

    Læs mere, og se prøveresultater:

    Analyserapport 29.10.2021 - Sediment fra Novrup Bæk opstrøms tilløb fra Uglvig Bæk

    Kort - Oprenset strækning af Novrup Bæk

    Spildevand og grundvand

    Pressemeddelelse vedrørende spildevand indeholdende PFAS/PFOS, 5.11.2021:

    Dagens møde i Plan & Miljøudvalget handlede om, hvordan Esbjerg Kommune skal stille sig i sagen omkring indholdet af PFAS i spildevandet fra to lokale virksomheder.

    Plan & Miljøudvalget har på et udvalgsmøde den 5. november godkendt, at RelyOn Nutec og Deponi Syd kan komme af med deres spildevand til Renseanlæg Øst, hvis virksomhederne kan reducere indholdet af PFAS/PFOS i vandet. Den teknik, som virksomhederne vælger at anvende, anser Esbjerg Kommune for at være den bedst tilgængelige teknik til at rense for PFAS/PFOS i de to tilfælde.

    Det betyder, at virksomhederne vil kunne rense spildevandet, så det opfylder kravene, der stilles til drikkevand. Beslutningen betyder, at virksomhederne kan genoptage driften.

    Et enigt udvalg fremfører, at beslutning har været svær at træffe. Selv om udvalget har sat et meget restriktivt krav, så vil spildevandet, efter det har været en tur gennem det offentlige rensningsanlæg, stadig være forurenet med PFOS i forhold til, hvad der må lukkes ud i Vadehavet. Det skal tilføjes, at der kommunen bekendt ikke er andre teknologier, der kan rense bedre.

    Beslutningen var også svær, fordi en manglende stillingtagen ville føre andre miljømæssige konsekvenser med sig. Samtidig vurderes det, at der ikke er lovhjemmel til at meddele et standsningspåbud til de to virksomheder.

    Opstår problemstillingen med andre virksomheder, har udvalget nu besluttet, at processpildevand skal renses ned til det kommende drikkevandskvalitetskriterie, såfremt det er muligt med den nu kendte teknologi.

    Udvalget ser frem til, at Miljøstyrelsen kommer med et kvalitetskriterie for PFAS/PFOS i processpildevand.

    Udvalget har også valgt at sende de kommende afgørelser i høring hos Miljøstyrelsen.

    Kontaktinformation:

    Karen Sandrini, udvalgsformand for Teknik & Miljø, tlf. nr. 22 99 81 87

    Analyser af spildevand

    Spildevandsanalyse 07.10.2021
    Spildevandsanalyse 10.08.2021
    Spildevandsanalyse 01.07.2021
    Spildevandsanalyse 01.06.2021
    Spildevandsanalyse 27.04.2021
    Spildevandsanalyse 24.02.2021
    Spildevandsanalyse 07.01.2021
    Spildevandsanalyse 10.11.2020
    Spildevandsanalyse 08.10.2020
    Spildevandsanalyse 26.08.2020
    Spildevandsanalyse 04.08.2020
    Spildevandsanalyse 02.06.2020
    Spildevandsanalyse 21.04.2020
    Spildevandsanalyse 04.02.2020
    Spildevandsanalyse 15.01.2020
    Spildevandsanalyse 19.11.2019
    Spildevandsanalyse 29.10.2019

    Her kan du læse mere om de enkelte undersøgelser og om steder, der er blevet administrativt screenet:

    Status for PFAS-forbindelser i Esbjerg og Fanø kommuner, oktober 2021

    Fiskeri frarådes nogle steder

    Ud fra et forsigtighedsprincip fraråder vi alt fiskeri, også fiskeri efter krebs, i en radius på ca. 100 m fra udløbene fra Novrup Bæk, Renseanlæg Øst og udløb ved Taurus Kaj på Esbjerg Havn. Fiskeri ved Tauruskaj er i forvejen forbudt.

    Her frarådes fiskeri – se oversigtskort

    Hvad er PFAS?

    PFAS (PerFloureredeAlkylSyrer) er en gruppe af flere tusind stoffer, herunder bl.a. PFOS og PFOA.

    PFAS er et miljøproblem, som vi endnu ikke kender udstrækningen af eller metoder til at håndtere i stor skala. Det er vandopløseligt og udvaskes til grundvand og overfladevand. Det er en unedbrydelig miljøgift, som kan ophobes igennem fødekæder til dyr og mennesker, og er potentielt sundhedsskadeligt selv i lave koncentrationer.