Byfornyelse i Mandø by
På Mandø har der været gang i et storstilet projekt om bevarelsen af øens særegne bygningskultur. Projektet omfattede foruden en aktiv borgerinddragelsesproces også en konkret vejledning med råd og forslag til hvordan man bevarer sit Mandø-hus - og så et rent fysisk eksempel i renoveringen af Mandø Brugs.
Ud over renoveringen af Brugsens ydre har arbejdet med at få afdækket og beskrevet Mandøs særlige bygningskultur banet vej for stærke partnerskaber på øen, hvor lokale ildsjæle har haft en uvurderlig rolle.
Om projektet
Esbjerg Kommune, Mandø Fællesråd og lokale ildsjæle har gennemført en borgerdrevet byfornyelsesindsats på Mandø med støtte af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Projektet omfatter en håndbog til alle øens husejere om Mandøs historie, byggeskik og bygningskategorier der kan bruges som en vejledning med gode råd hvis man ønsker at renovere og bevare sit hus i dets oprindelige byggestil.
Som et konkret eksempel på hvordan man kan gøre det, omfattede projektet en total renovering og restaurering af Mandø Brugs.
Projektet omfatter også en partnerskabsmodel, som kan bruges som model for byfornyelse i andre mindre landsbysamfund og på de mindre danske øer.
Du kan se resultaterne af projektet nedenfor og få gode råd til istandsættelse i oprindelig byggestil i vejledningen ”Bygningskultur på Mandø”.
Erfaringer fra projektet viser, at noget af det, der har virket godt i projektet, er før og efter billeder. Projektgruppen har med visualiseringer på baggrund af historiske fotos, vist hvordan man med relativt få, nemme greb kan opnå en stor effekt. Og det er slet ikke så svært, som man kunne tro.
Der er god hjælp at hente i Mandøvejledningen, hos Mandøs Forskønnelsesudvalg, Mandø Lokalarkiv og Byfonden i Esbjerg Kommune. Du kan også finde inspiration i Lottes renoveringsprojekt, hvor et foto af en lille pige fra 1920'erne blev startskuddet til en tilbageføring af husets gavl til oprindelig byggestil.
Gå på jagt efter historiske fotos i Mandø Lokalarkivs fotodatabase
Få råd, vejledning og tilskud til dit renoveringsprojekt fra Byfonden
Læs om renovering i historisk byggestil og se Lottes grønne dør
Mandøvejledningen er en vejledning til renovering af huse i oprindelig byggestil, primært lavet til husejere på Mandø. Den indeholder både historiske beskrivelser af byggeskikkens udvikling på Mandø og samtidige eksempler på, hvordan man kommer godt i gang med en istandsættelse.
Formålet med vejledningen til istandsættelse af Mandøs huse er, at husejere – uanset hustype – let kan få overblik og indsigt i, hvad de selv kan gøre, for at bevare det karakteristiske ved lige netop deres hus.Vejledningen beskriver den overordnede udvikling på Mandø og gode råd til istandsættelse. Da historiske fotos ofte er den bedste kilde til at finde ud af det enkelte hus oprindelige udseende og udvikling igennem tiden, anbefales det, at vejledningen bruges i sammenhæng med historiske fotos af det relevante hus.
Se video om byfornyelsen i Mandø By
Mandø Fællesråds forskønnelsesudvalg pegede på, at den gamle bygning, hvor Mandø Brugs har til huse trængte til forskønnelse. En stor del af midlerne blev derfor brugt på at renovere Mandø Brugs, der er et vigtigt samlingspunkt i byen. Dermed blev de forskellige renoveringstiltag synlige for alle, der bor på og besøger Mandø.
Se Mandø Brugs før og nu og læs mere om renoveringsprojektet
Se video om byfornyelse i Mandø By (fuld version)
Projektet ”Partnerskab om borgerdrevet byfornyelse i Mandø By” er finansieret med støtte fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Projektet har fået et tilskud på 1,4 mio. kr. fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsens forsøgspulje på 9 mio. kr. til byfornyelse i mindre landsbysamfund.
Midlerne er brugt på renovering af bygninger med henblik på at forskønne byen og synliggøre, at selv små ændringer kan gøre en stor forskel. Udover konkrete forskønnelsesprojekter er Mandøs Forskønnelsesudvalg blevet klædt på til selv at kunne give Mandøboerne tips og tricks ved om- og nybygninger.
Projektet har vist, hvordan et nært partnerskab kan styrke lokalsamfundets motivation for i fællesskab at genfinde områdets kulturmiljø og bygningernes DNA.
Projektet er mundet ud i konkrete renoveringsprojekter, to videoer om projektet samt "Mandøvejledningen". Vejledningen består af to dele, som henholdsvis beskriver Mandøs bygningshistorie og giver konkrete råd og vejledning om renovering af Mandøs huse i oprindelig byggestil. Læs mere nedenfor.
Projektets formål var, at Esbjerg Kommune sammen med Mandø fællesråd skulle styrke Mandøs Forskønnelsesudvalg og opkvalificere medlemmerne, så udvalget fremover selv kan stå i spidsen for en mere aktiv byforskønnelsesindsats. Projektet skulle også inspirere andre mindre landsbysamfund til at kunne gøre det samme.
Projektgruppen bestod af repræsentanter for Mandø Fællesråd, Mandø Hjemstavnsforening, Mandø Museum, 3 lokale ildsjæle samt Esbjerg Kommune. Gennem hele projektforløbet har mandøboerne udvist et meget stort engagement og deltagelse, blandt andet med flot opbakning til 3 borgermøder og en fælles studietur til Højer og Ballum.
Der er nedsat en fremtidig fælles udviklingsgruppe under Mandø Fællesråd, som skal drive forskønnelsen af Mandø Bys huse videre. Esbjerg Kommune vil støtte udvalget med faglig sparring om konkrete arkitektoniske løsninger samt myndighedsbehandling og fundraising. Partnerskabet skal også afdække og sikre mulighederne for gennem fonde og investorer at skaffe en grundkapital, så Forskønnelsesudvalget har den nødvendige økonomi til en fortsat drift og udvikling af byforskønnelsesindsatserne.