Vision 2025 – Velfærd
Vi vil sammen skabe den bedst mulige hverdag for alle i kommunen. Derfor hedder denne del af visionen: Energi til det gode liv.
Strategiske indsatsområder
Visionen dykker ned i fem forskellige vinkler på livet i Esbjerg Kommune, og under hvert emne beskrives de indsatsområder, vi vil arbejde videre med.
Vi tager afsæt i det nære hverdagsliv for at gøre visionen relevant for os alle. En tryg hverdag begynder med en vished om, at de kommunale services fungerer, og i byrådet tror vi på, at den vished giver energi og overskud. Når de basale behov er på plads, opstår der rum for udvikling, så vi kan skabe den kommune, som vi alle kan være stolte af. Det kræver både et fintmasket sikkerhedsnet for samfundets svageste og midler til vores ambitiøse udviklingsprojekter og kulturelle satsninger.
Vi vil bygge oven på det allerede stærke medborgerskab ved at skabe de bedste rammer for samskabelse. Vi ønsker et ligeværdigt samarbejde, hvor alle bidrager, fordi det styrker fællesskabet, giver mening og skaber stolthed for den enkelte. Frivillige skal opleve stort udbytte, selv om indsatsen ikke lønnes økonomisk. Vi vil gøre det let at engagere sig og bidrage som frivillig.
Som en kommune med blikket rettet mod fremtiden finder vi nye og smartere måder at løse opgaverne på, så der er balance mellem velfærd og økonomi. Vi nytænker og forbedrer vores arbejdsgange, udnytter de teknologiske muligheder og sørger for, at mange får glæde af vores tilbud.