Databeskyttelse
I forbindelse med mange af kommunens opgaver, har vi brug for at indsamle personoplysninger om vores borgere og ansatte.
Beskyttelse af dine personoplysninger har meget høj prioritet i Esbjerg Kommune. Derfor arbejder vi hver dag hårdt for at opfylde kravene i EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR).
EU's databeskyttelsesforordning og databeskyttelsesloven indeholder regler for, hvornår bl.a. offentlige myndigheder må behandle personoplysninger, og hvordan de skal beskyttes.
Databeskyttelsesrådgiver
Esbjerg Kommune har også ansat en databeskyttelsesrådgiver, populært kaldet DPO (Data Protection Officer), som skal hjælpe kommunen med at overholde reglerne.
Mere om databeskyttelsesrådgiveren
Databeskyttelsesrådgiveren kan hjælpe dig med at få svar, hvis du har spørgsmål til, hvordan Esbjerg Kommune behandler dine personoplysninger.
Rådgiveren kan også vejlede dig i brugen af dine rettigheder, hvis du eksempelvis har grund til at tro, at kommunen behandler forkerte oplysninger om dig.
Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, kan du kontakte kommunen. Du finder en beskrivelse af rettighederne nederst på denne side.
Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke hjælpe dig med den faglige sagsbehandling eller de afgørelser, som fagområderne træffer. Hvis du har brug for hjælp til at forstå en afgørelse fra Esbjerg Kommune eller til at finde ud af, hvordan du kan gå videre med en konkret sag, kan du kontakte Borgerrådgiveren.
- Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke vejlede om regler eller praksis på fagområder.
- Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke tage stilling til, om der er begået fejl i forbindelse med sagsbehandlingen.
- Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke ændre en afgørelse, som kommunen har truffet.
- Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke bistå med at formulere klager over kommunen til relevante klageorganer.
Alle borgere og ansatte i Esbjerg Kommune kan rette henvendelse til databeskyttelsesrådgiveren.
Det er gratis at henvende sig til databeskyttelsesrådgiveren.
Du er velkommen til at kontakte databeskyttelsesrådgiveren på telefon eller sikker mail (det kræver MitID). Du finder kontaktoplysningerne i boksen ”Spørgsmål? kontakt os” på denne side.
Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle på Datatilsynets hjemmeside.
- Hvis grundlaget for behandling af dine personoplysninger er samtykke, kan du altid trække dit samtykke tilbage. Den behandling af dine personoplysninger, der allerede er sket, mens samtykket var gældende, vil dog stadig være lovlig.
- Du kan få indsigt i de oplysninger, vi har registreret om dig. Du kan også bede om aktindsigt i en konkret sag om dig.
- Du kan få rettet eller tilføjet oplysninger om dig.
- Du kan i særlige tilfælde få slettet oplysninger om dig.
- Du kan i visse tilfælde få behandlingen af dine oplysninger begrænset.
- Du kan i visse tilfælde gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dine oplysninger.
- Du kan i visse tilfælde få udleveret dine oplysninger, så de kan overføres til fx en anden myndighed.
Du skal dog være opmærksom på, at der kan være undtagelser til rettighederne.
Du kan læse mere om dine rettigheder på Datatilsynets hjemmeside.