Whistleblowerordning i Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune ønsker, at alvorlige lovovertrædelser, seksuelle krænkelser og øvrige alvorlige forhold begået på de kommunale arbejdspladser kommer frem i lyset.
Derfor stiller vi en whistleblowerenhed til rådighed for medarbejdere, tidligere medarbejdere og faste samarbejdspartnere.
Borgere kan ikke benytte whistleblowerordningen men kan i stedet kontakte borgerrådgiveren.
Whistleblowerordningens formål er
- At beskytte ansatte/samarbejdspartnere, som indgiver oplysninger om alvorlige fejl eller forsømmelser i Esbjerg Kommune.
- At sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Esbjerg Kommune.
Du har som ansat i Esbjerg Kommune eller hos en samarbejdspartner mulighed for at henvende dig til whistleblowerordningen med oplysninger om alvorlige fejl og forsømmelser i kommunen.
Whistleblowerordningen er et supplement til den interne dialog og tillidsbaserede kultur, og fungerer i respekt for tillidsrepræsentanterne og det fagretlige system.
Du bør derfor overveje, om problemerne i stedet kan løses ved henvendelse til fx nærmeste leder, personaleafdeling eller tillidsrepræsentant.
Ordningen skal derfor betragtes som et alternativ, som kan bruges, hvis du ikke føler dig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller hvis du fx har henvendt dig til ledelsen om et alvorligt forhold, uden at der tages hånd om det.
Du kan indberette oplysninger om alvorlige fejl og forsømmelser til Esbjerg Kommunes whistleblowerordning, hvis du er
- ansat eller tidligere har været ansat i Esbjerg Kommune
- studerende eller elev på én af kommunens arbejdspladser
- ansat hos en af kommunens faste samarbejdspartnere
- ansat et sted, som har indgået driftsaftale eller lignende med Esbjerg Kommune.
Borgere henvises til at rette henvendelse til borgerrådgiveren
Du kan indberette alvorlige lovovertrædelser, seksuelle krænkelser eller øvrige alvorlige forhold i Esbjerg Kommune.
Det samme gælder i forhold til firmaer med mere end 50 ansatte, som har driftsaftaler eller lignende med Esbjerg Kommune som fx Sydvestjysk Brandvæsen og Sydvestjyske museer.
Det afhænger af en konkret vurdering af den enkelte indberetning, om der er tale om alvorlige lovovertrædelser, seksuelle krænkelser eller øvrige alvorlige forhold.
Følgende vil som udgangspunkt falde inden for whistleblowerordningen.
- Oplysninger om strafbare forhold, herunder overtrædelser af eventuelle tavshedspligter, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse.
- Grove eller gentagne overtrædelser af lovgivning, herunder lovgivning om magtanvendelse, forvaltningsloven, offentlighedsloven, databeskyttelsesloven samt efter omstændighederne, fx lovgivning, som har til formål at sikre folkesundheden, sikkerhed i transportsektoren eller beskyttelse af natur og miljø er omfattet.
- Grove eller gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige principper, herunder undersøgelsesprincippet, krav om saglighed, magtfordrejning og proportionalitet vil være omfattet. Det samme vil være tilfældet ved bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere
- Grove eller gentagne overtrædelser af væsentlige interne retningslinjer, fx retningslinjer om gaver, tjenesterejser.
- Seksuel chikane eller andre grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen, fx grov chikane og mobning.
Følgende forhold vil som udgangspunkt falde uden for whistleblowerordningen:
- Oplysninger om overtrædelser af interne retningslinjer af mindre alvorlig karakter om fx sygefravær, alkohol, påklædning, privat brug af kontorartikler.
- Oplysninger om mindre grove personalerelaterede konflikter på arbejdspladsen vil som udgangspunkt ikke være omfattet af Esbjerg Kommunes whistleblowerordnings anvendelsesområde.
Når du foretager en indberetning skal du være i god tro om rigtigheden af det, der indberettes om.
Det kan blandt andet få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis der afgives urigtige oplysninger i en indberetning.
Whistleblowerenheden har pligt til at registrere navn og kontaktdata på indberetteren, såfremt dette bliver oplyst.
Du kan vælge at henvende dig anonymt til whistleblowerordningen, og i så fald skal du være opmærksom på, at du ikke oplyser dit navn eller andet personhenførbart fx adresse eller telefonnummer.
Anonymiteten er et tilbud til dig, der ikke vil stå frem med navn og finder en tryghed i, at ingen ved, hvem du er.
Du skal dog være opmærksom på, at anonyme henvendelser indebærer, at whistleblowerenheden ikke har mulighed for at kontakte dig med fx en kvittering for modtagelse af indberetningen, spørgsmål til nærmere belysning af sagen og efterfølgende feedback i anledning af indberetningen.
Anonymitet kan derfor i visse situationer medføre, at sagen må henlægges fx hvis vidneudsagn fra indberetteren anses for at have afgørende betydning for sagens oplysning.
Indberetninger via whistleblowerordningen bliver håndteret af en whistleblowerenhed, bestående af
- Borgerrådgiveren
- Næstformand i Hoved-MED
- Personale- og udviklingschefen
En indberetning bliver i første omgang gennemgået af borgerrådgiveren.
Den person, der har foretaget indberetningen, vil senest inden 7 dage modtage en bekræftelse på, at indberetningen er modtaget.
Indberetningen falder uden for ordningen
Hvis indberetningen vurderes at falde uden for whistleblowerordningen, eller hvis indberetningen vurderes som åbenbart grundløs, bliver sagen henlagt, og indberetteren modtager besked herom.
Indberetteren vil desuden modtage vejledning om alternative muligheder. Indberetningen sendes efterfølgende til orientering i det direktørområde, indberetningen vedrører, hvis indberetteren samtykker i dette.
Indberetningen falder indenfor ordningen
Whisteblowerenheden beslutter, hvordan en indberetning skal undersøges nærmere, og det relevante direktørområde i Esbjerg Kommune bliver orienteret om indberetningen og bedt om at hjælpe med at undersøge sagen.
Whistleblower-enheden følger undersøgelsen tæt og vil efter behov bede om, at konkrete forhold bliver belyst nærmere.
Personalejura & Forhandling vurderer evt. i samarbejde med det enkelte direktørområde, hvilke reaktioner der er nødvendige i relation til opfølgningen på en indberetning. Relevant opfølgning på indberetningen kan fx være politianmeldelse, ansættelsesretlige reaktioner over for medarbejdere eller kontraktretlige reaktioner over for samarbejdspartnere.
I særlige tilfælde, vil en indberetning efter en konkret vurdering kunne blive sendt til behandling hos et eksternt firma fx et advokat- eller revisionsfirma.
Indberetteren vil modtage feedback, når opfølgningen er afsluttet.
Hvis opfølgningen ikke er afsluttet inden 3 måneder fra modtagelse af indberetningen, modtager indberetteren feedback i den udstrækning, det er muligt.
Indberetter vil ikke altid kunne blive orienteret om præcise reaktioner. Dette gælder i særlig grad, hvis indberetningen medfører personrettede konsekvenser.
Procedure for whistleblowerordning i Esbjerg Kommune
Procedure for whistleblowerordning i Esbjerg Kommune
Vejledning for whistleblowere
https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2021/12/Vejledning-for-whistleblowere.pdf
Vejledning om whistleblowerordninger på offentlige arbejdspladser
Vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed
Årsberetning 2023
Årsberetning 2024
Årsberetning 2025
Du kan henvende dig via whistleblowerportalen
Du kan henvende dig anonymt, hvis du finder en tryghed i, at ingen ved, hvem du er. Hvis du vil være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller andet personhenførbart, f.eks. adresse eller telefonnummer. Hvis oplysningerne er givet, har vi pligt til at registrere det, og så er du ikke længere anonym. Vi anbefaler, at du anvender whistleblowerportalen, hvis du ønsker at være anonym.
Du skal give oplysningerne i god tro – det vil sige, at du ikke bevidst må give urigtige eller vildledende oplysninger.
Du er velkommen til at ringe, hvis du er i tvivl om noget.