Velkommen til fremtidens Esbjerg

Esbjerg er Danmarks port mod verden. Her er vi tæt på verden, tæt på havet og naturen, tæt på oplevelserne og hinanden. Den nye udviklingsplan skal løfte midtbyen og tilføre nyt på flere planer. 

Vi vil skabe en midtby, der har de rette betingelser for at blomstre og gøre os rig på gode oplevelser og aktiviteter.

For at nå målet om en mere grøn, levende og sammenhængende midtby kræver det en holdindsats. Kommunen kan tage en række initiativer, men der er brug for et stærkt erhvervsliv og borgere, der spiller med.

    Udviklingsplanen for Esbjerg midtby er en langsigtet plan, der indeholder målsætninger, strategier og indsatser, der er vigtige for Esbjergs udvikling med kultur, oplevelser og bosætning. Det er Esbjergs byråd, der står bag planen, og byrådet har vedtaget planen i februar 2025.

    Her på siden har du mulighed for at læse om processen, der har ført frem til planen, du kan dykke ned i dens indhold, og du kan finde en af de aktuelle begivenheder, der handler om planen.

    Udviklingsstrategier for en bæredygtig fremtid

    For at realisere visionen for Esbjerg Midtby præsenterer udviklingsplanen seks strategier, der skal guide byudviklingen i de kommende år: 

    • Tæt og blandet by: Flere boliger, bedre udnyttelse af bygninger og en blanding af funktioner, der skaber liv og diversitet  

    • Stærke og grønne byrum: Attraktive byrum, der er tilgængelige for alle og bidrager til et grønt og bæredygtigt bymiljø 

    • Nem adgang til byen: En by, der er let tilgængelig for alle trafikanter, med fokus på bløde trafikanter og enkle parkeringsløsninger  

    • Enkel parkering: Overskuelige parkeringsløsninger, der er nemme at bruge og frigiver plads til byliv 

    • Sammen om Esbjerg: Et stærkt samarbejde mellem kommune, borgere, investorer og erhvervsliv for at skabe de bedste løsninger  

    • Levende bykvarterer: Stærke bykvarterer med hver deres unikke identitet, der bidrager til en levende og mangfoldig by  

    Find udviklingsplanen her

    Udviklingsplanen er blevet til i et samarbejde mellem mange af byens aktører, en række byudviklingsfirmaer og politikerne i Esbjerg Byråd. Helt centralt i processen står den byplankonkurrence, hvor tre arkitektfaglige teams har samarbejdet og konkurreret om at levere ideer og input, der gør os i stand til at forme fremtidens midtby på bedst mulig vis.

    Forud for konkurrencen har der været et forløb med at fastlægge visioner, ambitioner og udviklingsmål for midtbyen. Mange i Esbjerg har haft lyst til at engagere sig og tage del i det arbejde. Bidragsyderne har både bestået af en del af byens borgere, lokale foreninger, råd, investorer og en række særlige aktører, der har gode indsigter i byens kvaliteter, udfordringer og udviklingspotentialer. Sammen med politikerne i Esbjerg Byråd og Plan & Byudviklingsudvalget har det grundige forarbejde gjort det muligt at fastlægge en klar vision for byen og dermed sætte en ramme for projektets fokus. Arbejdet har desuden skabt et stærkt fundament for det konkurrenceprogram, der har fungeret som projektets problemformulering.

    Byplankonkurrencen er blevet afviklet som et parallelopdrag; en særlig konkurrenceform inden for byudvikling, hvor arbejdet foregår i en åben og dialogbaseret proces. Arbejdsformen giver de involverede firmaer, fagdommere, fagpersoner og politikere særlige muligheder for at sparre og samarbejde åbent om de bedste resultater i løbet af processen. Som i enhver anden konkurrence ender et parallelopdrag med, at der udpeges en vinder, men efterfølgende er kommunen frit stillet til at udvælge og kombinere de ideer, der er kommet på bordet i processen.

    Tredje Natur blev kåret af dommerkomiteen som vinder af konkurrencen i oktober 2023. I den forbindelse blev der udarbejdet en dommerbetænkning, der lagde retningen for arbejdet med udviklingsplanen. I forlængelse af konkurrencen fulgte en proces, hvor kommunen og Tredje Natur har udfoldet konkurrenceforslaget og stillet skarpt på hvilke strategier, der skal bringes i anvendelse for at realisere vinderforslaget. Udviklingsplanen er resultat af den proces.