Bevæg dig for livet
Med denne visionsaftale vil Esbjerg Kommune i samarbejde med DIF og DGI (aftaleparterne) fortsat arbejde for, at flere borgere er aktive i forening og fællesskaber gennem alle livsfaser.
Esbjerg Kommune har i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI i perioden 2018-2023 været Bevæg dig for livet Visionskommune. Kommunen har i aftaleperioden sammen med idrætsorganisationerne undersøgt muligheder og afprøvet indsatser med det formål at gøre flere borgere i Esbjerg Kommune aktive, hvilket har givet erfaringer med effektfulde indsatser men også med indsatser, hvor effekten har været mindre succesfuld.
Ifølge idræts- og motionsvaneundersøgelsen, der årligt er gennemført i aftaleperioden 2018-2023, er andelen af voksne, der angiver, at de er fysisk aktive, steget fra 58% i 2018 til 75% i 2023. Antallet af medlemmer i kommunens idrætsforeninger er í samme periode steget med godt 1.100 medlemmer.
Vi er altså godt på vej, og de mange erfaringer og samarbejdsrelationer, der er indhentet i første aftaleperiode, danner afsæt for en ny visionsaftale. Der skal bygges videre på indsatser, der i den forudgående aftaleperiode har været med til at ændre på borgernes bevægelsesvaner, og samtidig skal vi være bevidste om de udfordringer, Esbjerg Kommune i de kommende år kan forvente at møde, og hvor idræt- og bevægelsesindsatser kan være en løsning.
Den nye aftale skal understøtte politikker og strategier i Esbjerg Kommune i relation til de indsatsområder, som parterne er enige om at prioritere i aftaleperioden.
Med denne visionsaftale vil Esbjerg Kommune i samarbejde med DIF og DGI (aftaleparterne) fortsat arbejde for, at flere borgere er aktive i forening og fællesskaber gennem alle livsfaser. Det generelle aktivitetsniveau hos borgerne i Esbjerg Kommune skal øges, og kommunens idrætsmiljøer og -fællesskaber skal styrkes. Flere borgere i alle aldre skal involveres og engageres i foreningsidræt, fællesskaber og frivillighed i deres nærmiljøer i forskellige former for aktive fællesskaber.
- Esbjerg Kommune skal også i fremtiden være et attraktivt sted at bo, og målsætningen er at fremme en årlig befolkningstilvækst. Kommunens egen demografiske fremskrivning 2024-2034 viser et svagt faldende samlet indbyggertal med en øget andel af ældre. Således vil de +60-årige udgøre 1/3 af borgerne i Esbjerg Kommune fra 2030.
- Esbjerg Kommune vil fokusere på trænerudvikling, så flere borgere får mulighed for at være fysisk aktive i sunde foreningsfællesskaber, hvor de mødes af engagerede og kompetente frivillige. Et stærkt og inspirerende foreningsliv med inkluderende fællesskaber har stor værdi i hverdagen for mange foreningsaktive borgere, og kommunen vil i den kommende aftaleperiode have et særligt fokus på rekruttering og udvikling af frivillige ledere og trænere, i foreningslivet.
- Esbjerg Kommune ønsker at være en attraktiv uddannelseskommune med en årlig vækst i antallet af unge i uddannelse og en kommune med fokus på at sikre en smidig overgang fra uddannelse til det første job. Esbjerg Kommune som attraktiv uddannelsesby i Region Syddanmark understøtter dermed samtidig ønsket om befolkningstilvækst.
Visionsaftalens overordnede mål er, at flere borgere i alle aldre skal involveres og engageres i foreningsidræt, fællesskaber og frivillighed i deres nærmiljøer i forskellige former for aktive fællesskaber.
Som fælles målsætning vil Esbjerg Kommune, DGI og DIF arbejde for, at:
- Medlemstætheden med udgangspunkt i CFR (Centralt ForeningsRegister) stiger.
- Medlemstallene 2023 for DIF og DGI (CFR) viser, at der er 48.117 foreningsmedlemskaber hos 115.758 borgere i Esbjerg Kommune, hvilket svarer til, at 41,7% af kommunens borgere er aktive i en idrætsforening. Målet er, at denne andel ved aftaleperiodens udløb er steget til 44%. Der sættes et særligt fokus på målgrupperne 0-12 år samt 60+ år.
- Andelen af 18-75-årige, der dyrker idræt eller motion opretholdes.
- I 2024 angiver 76% af de 18-75-årige i Idræts- og Motionsvaneundersøgelsen (Kommunebenchmark), at de er fysisk aktive. Målet er at andelen af aktive ved endt aftaleperiode er på et tilsvarende højt niveau.
Som understøttelse af aftalen, forpligter aftaleparterne sig til at anvende, og gå i dialog om data i relation til aftalens mål og indsatser. Særligt i forhold til trænerudvikling og frivillighed vil parterne løbende drøfte og undersøge muligheder for at anvende data eller succeskriterier til at belyse de enkelte indsatsers effekter og potentialer.
Aftalen sikrer udover nye indsatser en videreførelse, understøttelse og styrkelse af nogle af de større igangværende indsatser, der fortsat er relevante for aftalens fælles målsætning i henhold til de prioriterede indsatsområder.
Arbejdet med indsatserne er dynamisk med mulighed for at tilpasse de løbende erfaringer samt de enkelte aktørers muligheder, ønsker og behov. Samtidig skal der fokuseres på sammenhænge og potentielle synergier mellem de enkelte indsatsområder.
Relevante aktører på tværs af forvaltninger, organisationer og netværk vil blive inddraget, hvor det giver mening for de enkelte indsatser med respekt for lokale forudsætninger, ønsker og behov. Det er centralt for parterne, at der skabes en høj grad af involvering og ejerskab hos involverede aktører for derved at sikre forankring og bæredygtighed af indsatserne. Bæredygtighed er en overordnet ramme for alle
tiltag. Aftalen vil understøtte de ambitiøse målsætninger, som Esbjerg Kommune, DIF og DGI har, ved at integrere økonomisk, social og klimamæssig bæredygtighed i de iværksatte og prioriterede tiltag og i idrætten generelt.
Aftalens prioriterede indsatsområder er ”Fællesskaber og frivillighed”, ”Børn og unge” og ”Sundhed og brobygning”. Disse peger blandt andet op mod kommunens Vision 2025 - Vækst, Vision 2025 - Velfærd, Sundhedspolitik 2023-2030, Seniorpolitik 2024-2030 - ”Det gode seniorliv - et fælles ansvar”, Politik for fritids- og idrætsliv, Strategi for tværgående ungeindsats samt Cykelhandleplan 2022-2026.
De tre indsatsområder vil blive styrket gennem eksisterende og nye samarbejder på tværs af forvaltninger, politikker og aftaleparter.
Positive fællesskaber og engagement som frivillig i et aktivt fritids- og idrætsliv kan have en positiv indvirkning på den generelle sundhed.
Parterne vil i aftaleperioden være undersøgende på at kunne udbrede best practice, så flere foreninger, flere idrætter og flere lokalområder kan lykkes med at forstærke det frivillige engagement for flere borgere i Esbjerg Kommune, ligesom Esbjerg Kommune gerne bidrager til at viderebringe best practice fra Esbjerg Kommune til de øvrige kommuner, som har visionsaftaler med DIF og DGI.
Det skal være nemt og attraktivt at blive en del af foreningsfællesskaber, og derfor vil Esbjerg Kommune støtte mulighederne for uddannelse og kompetenceudvikling af de engagerede borgere. I samarbejde med idrætsorganisationerne skal der fokus på kompetenceudvikling af trænere og ledere i foreningslivet for at skabe mere inkluderende bevægelsesmiljøer. Dette vil bl.a. ske gennem lederuddannelser og netværksaktiviteter. Derudover skal der arbejdes på, at flere motiveres til at bidrage og involvere sig på tværs af generationer, så flest mulige får mulighed for at deltage og bidrage på en meningsfuld måde.
Esbjerg Kommune afholder mange større idrætsbegivenheder, og ved afholdelsen af disse vil foreningslivet og andre relevante aktører blive inddraget så meget som muligt. Dette vil styrke netværket på tværs og skabe større synlighed og engagement, hvilket forhåbentlig vil inspirere flere til at deltage og engagere sig.
Børn og unge prioriteres højt i visionsaftalen, da fundamentet for sunde vaner og en aktiv livsstil dannes tidligt i et barns liv. Foreningsidrættens fællesskaber i et præstationsfrit rum er en alternativ arena for øget selvværd, succeser og nye venskaber. Idræt og bevægelse i aktive fællesskaber skal introduceres for
flere børn og unge i Esbjerg, herunder også de børn og unge, hvor idræt og fællesskaber som målrettet indsats kan forventes at bidrage til en højere grad af mental sundhed.
Esbjerg Kommune ønsker, at unge vælger kommunen til som uddannelsesby. I dag er 10% af de unge mellem 18 og 24 år i Esbjerg Kommune ikke i uddannelse eller job, og de står derfor udenfor fællesskaber på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Idrætsforeningerne har gode muligheder for at tilpasse indsatser, så også udsatte og sårbare unge via foreningsidræt og nye fællesskaber kan finde motivation og øget livskvalitet til at færdiggøre uddannelse og komme i varig beskæftigelse.
Esbjerg Kommune ønsker at støtte udviklingen af fritids- og idrætsaktiviteter, både organiseret i foreninger og i mere selvorganiserede former, med henblik på at fremme et aktivt fritids- og idrætsliv for alle børn og unge. I aftaleperioden arbejdes for, at flere børn og unge får mulighed for at opleve både velkendte og nye former for bevægelses- og foreningsaktiviteter i daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, og at muligheder for idræt i foreninger og andre aktivitetsfællesskaber skal gøres så synlige og tilgængelige som muligt for alle børn, unge og forældre.
Med visionsaftalen vil parterne prioritere at skabe og udvide de rammer, der giver alle borgere mulighed for at leve et sundt og aktivt liv.
Esbjerg Kommunes Sundhedspolitik 2023-2030 har tre sundhedspolitiske pejlemærker: Lighed i sundhed, Nærhed i sundhed, Trivsel i sundhed. Det er tre pejlemærker, som visionsaftalens indsatser skal understøtte med fokus på at øge bevægelse i hverdagen for flere og fremme tilgængelighed til lokalt forankrede
indsatser både i og uden for det organiserede foreningsliv.
Med brobygning skal der arbejdes på at etablere forbindelser mellem borgere på kommunens arenaer og foreningsidrætten, så flere motiveres til at blive mere aktive i fællesskaber.
Esbjerg Kommunes Seniorpolitik 2024-2030 - ”Det gode seniorliv - et fælles ansvar” er et centralt referencepunkt for visionsaftalen. Den demografiske udvikling i Esbjerg Kommune viser, at andelen af seniorer og ældre stiger. Så behovet for forebyggelse, genoptræning og ældrepleje vil fortsat være stort. Fysisk aktivitet kan forsinke og mindske aldersrelaterede udfordringer, ligesom sunde fællesskaber fremmer livskvalitet og mental sundhed. Med visionsaftalen vil parterne fremme, at udbuddet af aktive fællesskaber kan inkludere flere seniorer og ældre.
Der er også et potentiale i at udforske og igangsætte initiativer rettet mod borgere i den erhvervsaktive alder, dels for at flere bliver fysisk aktive, dels for at styrke kommunens position i Region Syddanmark som en attraktiv bosætningskommune. Esbjerg Kommune vil i samarbejde med DIF, DGI og andre relevante aktører målrettet arbejde på at fremme sunde vaner blandt voksne borgere, som kan følge dem ind i senere livsfaser.
Esbjerg Kommune er en cykelkommune. Kommunens cykelplan 2022-2026 har specifikke handleplaner og mål for alle aldersgrupper. Cykelplanens mål er, at flere skal cykle og de, der allerede cykler, skal cykle mere. Der vil blive oprettet et cykelnetværk med relevante forvaltningsområder og eksterne samarbejdspartnere,
som kan samarbejde bredt om de mange gevinster, der er forbundet med cykling for borgere i alle aldre.
Esbjerg Kommune bidrager som visionskommune til at brande ”Bevæg dig for livet” og anvender betegnelsen i relevant kommunikation. Større udmeldinger og strategiske historier om BDFL-samarbejdet aftales altid mellem DIF, DGI og Esbjerg Kommune. DIF og DGI medvirker til at brande Esbjerg Kommune som visionskommune ved at medtænke og fremhæve kommunens indsatser i relevante sammenhænge.
Visionsaftalen i Bevæg dig livet er forankret hos Direktøren for Fritid, Sundhed & Omsorg med kontakt til Chef for Public Affairs og Samfundsindsatser i Danmark Idrætsforbund og Chef for partnerskaber og analyse i DGI.
Parterne mødes en gang årligt forud for mødet i den politiske følgegruppe.
Der nedsættes en politisk følgegruppe med deltagelse af:
Borgmesteren, formand
Kultur & Fritidsudvalget, udvalgsformanden
Sundhed & Omsorgsudvalget, 1 politisk repræsentant
Plan og Byudviklingsudvalget, 1 politisk repræsentant
Klima og Miljøudvalget, 1 politisk repræsentant
Social & Arbejdsmarkedsudvalget, 1 politisk repræsentant
Børn & Skoleudvalget, 1 politisk repræsentant
Direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune
Bestyrelsesformand, DGI Sydvest
DIF, politisk repræsentant efter ønske
DGI, politisk repræsentant efter ønske
Esbjerg Idrætsråd, formand
Chef for Public Affairs og Samfundsindsatser, DIF
Chef for partnerskaber og analyse, DGI
Programleder, Bevæg dig for livet Esbjerg Kommune
Mødefrekvens: En gang årligt
Den politiske følgegruppe får forelagt status på udviklingen i arbejdet med indsatserne med henblik på at drøfte og kvalificere indhold og fokus i forlængelse af oplæg fra den administrative styregruppe.
Esbjerg Kommune ansætter i samarbejde med DIF og DGI en Bevæg dig for livet-programleder med selvstændigt ansvar for at koordinere det interne samarbejde i kommunen og med samarbejdspartnerne, herunder DIF og DGI samt foreningerne i Esbjerg Kommune. Programlederen ansættes med reference til direktøren og varetager sekretariatsbetjeningen af den politiske følgegruppe.
Det generelle arbejde i visionsaftalen supporteres af den administrative
styregruppe, som udgøres af:
Direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg
Chef for Public Affairs og Samfundsindsatser, DIF
Chef for partnerskaber og analyse, DGI
Programleder, Bevæg dig for livet
Den administrative styregruppe struktureres således, at der er mulighed for inddragelse af øvrige relevante aktører efter behov.
Mødefrekvens: Minimum to gange årligt
Styregruppens opgaver er i udgangspunktet at:
- Inddrage relevante aktører i arbejdet
- Motivere til engagement og ejerskab hos de rette aktører
- Vurdere ressourcebehov og forankringspotentiale i indsatserne
- Medvirke til synliggørelse af potentialer og effekter af arbejdet
- Frembringe synergier og samspilspotentialer ift. øvrige indsatser
- Levere input til den politiske følgegruppe
Esbjerg Kommune indgår i relevante netværk med andre visionskommuner. Netværkene tager afsæt i at løse fælles udfordringer omkring fx målgrupper og arenaer samt videndeling om metoder og aktiviteter.
Forudsat at Esbjerg Kommune afsætter minimum tilsvarende midler, er der ved aftalens indgåelse fra idrætsorganisationernes side sat 250.000 kr. af årligt i samlet bidrag til fælles projektledelse i aftaleperioden.
Når fremtidige projekter og indsatser skal formuleres og forankres i samarbejde med lokale aktører, vil idrætsorganisationerne have fokus på, at Esbjerg Kommune er visionskommune. F.eks. vil DIF og DGI tilstræbe, at Esbjerg Kommune inkluderes i fondsfinansierede projekter og indsatser i DIF (inkl. specialforbund) og DGI-regi. Ligesom DIF og DGI vil indtænke Esbjerg Kommune i forhold til fremtidige partnerskaber med den siddende regering om at styrke den lokale idræt i kommunerne.
Uenigheder:
Uenigheder skal søges løst i mindelighed af parternes projektledere. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, løses uenigheder i mindelighed af parternes respektive ledelser. Kun retlige tvister kan indbringes for domstolene.
Mislighold:
I tilfælde af, at en af parterne gør sig skyldig i væsentlig misligholdelse af dennes forpligtelser, er de andre parter berettiget til at opsige aftalen med 6 måneders varsel pr. d. 1. i en måned. Forud for opsigelse af aftalen skal den misligholdende part have mulighed for at bringe forholdet i orden inden for 14 dage.
Aftalen træder i kraft den 1. november 2024 og løber indtil 31. oktober 2029.