Vognsbøl og Strandby

I Vognsbøl og Strandby bor der ca. 9.300 indbyggere - heraf 61 % i etageboliger. Det er en bydel med mange unge mellem 20 og 30 år, men aldersfordelingen er generelt jævn. Ud af Vognsbøl og Strandbys 3 km2 er 28 % offentligt grønt område eller byrum. Vognsbøl og Strandby har ca. 66 m2 park/ byrum pr. indbygger. 92% af alle adresser i Vognsbøl og Strandby har under 300 meter til en park, byrum eller bynær natur.

    Grøn byprofil

    Vognsbøl og Strandby ligger nær midtbyen og har stor tæthed med mange etageboliger og stokbebyggelser. Det er en bydel med mange unge og flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. samlet i campusområdet ved Ole Rømersvej. Et område der også indeholder sportsbaner og grønne klimaløsninger. Vognsbøl og Strandbys grønne udtryk er særligt kendetegnet ved Vognsbølparken - Esbjergs folkepark - der udgør et stort og varieret parkområde. Yderligere er nærheden til Fovrfeld Kilens bynære naturområder med bl.a. Nørreskoven og Sanatorieskoven en stor styrke i bydelen, navnlig i den nordvestlige del.

    Bydelens vigtigste parker i fremtiden er: Vognsbølparken, Strandbyparken, Campus ved AAU, Birkedalsparken og Gormsgade Kirkegård.Adgangen til grønne områder i Vognsbøl og Strandby er god i bydelens vestlige del, men udfordret af de fysiske barrierer fx Stormgade. 

    STYRKER

    • Vognsbølparken er bydelens store samlende grønne område og folkepark
    • Nærhed til de bynære naturområder i Fovrfeld Kilen og Esbjerg Strand
    • Campusområdet

    MULIGHEDER

    • Udvikle mere grønt og flere rekreative muligheder på Gormsgade Kirkegård
    • Skabe mere grønt og flere grønne forbindelser i bydelens østlige del, hvor der mangler grønt
    • Bydelens kvartersparker kan styrkes og gøres til spændende mødesteder og opholdsområder for bydelens borgere

    UDFORDRINGER

    • Ujævn fordeling af de grønne værdier - med mest i den nordvestlige del
    • Strandbyparken har mange brugere, da den har et stort ”opland” og er nærmeste grønne område for mange i både Vognsbøl og Strandby og Midtbyen 
    • Store veje udgør fysiske barrierer i bydelen

    TRUSLER

    • Mere trafik og flere barrierer vil kunne gøre den østlige del af bydelen mere isoleret

    Grønne anbefalinger

    Vognsbøl og Strandby skal fortsat udvikle sig og tiltrække nye borgere. Bydelen bør  styrkes med nye grønne og rekreative muligheder fx er Gormsgade Kirkegård et potentiale for gradvist at tilføre muligheder for ophold og pauser i byen og på sigt en egentlig park. I den tætte sydlige del kan gårdene i karréerne begrønnes og de store fælles friarealer til boligbebyggelserne tilføres flere aktiviteter. Bydelens kvartersparker kan tilføres flere oplevelser, aktiviteter og mødesteder og skabe plads for mere biodiversitet.

    De tætte byområder kan tilføres mere synligt grønt, flere træer og små grønne tiltag. I parkerne kan der arbejdes med at skabe mere biodiversitet, men stadig på byens  præmisser, så der fortsat er fokus på områdernes rekreative værdier og æstetiske  oplevelser. Der kan samarbejdes med de store boligområder om at omlægge de store friarealer til en mere bæredygtig drift med større variation og diversitet i beplantninger og levesteder. Vognsbølparkens store sammenhængende grønne område med store træer er en kvalitet for hele Esbjerg, der bør værnes om.

    Bydelen bør styrkes med gode, grønne forbindelser fx til Campusområdet, så det bliver let at vælge cyklen som det primære transportmiddel. De rekreative tilbud og plads til selvorganiseret sport og aktivitet bør styrkes med endnu flere muligheder i Campusområdet og i Vognsbølparken.

    Mulighederne for oplevelser og let adgang til bynær natur i Fovrfeld Kilen og Den Grønne Ring bør styrkes og der bør være flere aktiviteter – særligt for de unge.

    Vognsbøl og Strandby er en tæt bydel, hvor der kan indpasses mere synligt grønt, flere træer og begrønnes tage og facader. Der kan tilføres mere vand i de større grønne områder, hvor det ikke forringer parkernes rekreative muligheder og æstetiske oplevelse. Klimatilpasning i Strandbyparken bør fx tage hensyn til at bevare områdets rekreative værdier.

    • I områder med boliger med over 300 meter til grønne områder etableres mere grønt og nye grønne forbindelser til eksisterende grønne områder.
    • Gormsgade Kirkegård udvikles til et rekreativt grønt område.
    • Bydelens kvartersparker får et løft.
    • Som en del af Vestkystforbindelsen planlægges der en kyststi langs havnen, der
      mod syd har forbindelse til Midtbyen og mod nord til Esbjerg Strand med Maritimt
      Center, Fovrfeld Kilen, Mågehøj og Sædding Strand. 
    • Vognsbøl og Strandbys barrierer brydes ved Stormgade i den grønne kile i Campusområdet og fra bydeles østlige del over jernbanen til Remiseparken.

    I fremtidens Vognsbøl og Strandby satses der på en bedre sammenhæng imellem de grønne områder, for navnlig at tilgodese den østlige bydel, og på at videreudvikle Vognsbølparkens og Campusområdets styrker med aktivitet og fællesskab.