Attraktive erhvervsuddannelser

Vi stræber efter at være frontløber blandt landets kommuner i at tænde gnisten hos unge og ufaglærte og inspirere dem til at følge vejen mod en spændende erhvervsuddannelse.

    Vision og mål

    Vision
    Esbjerg Kommune skal være blandt landets førende kommuner til at få unge og ufaglærte til at gennemføre en erhvervsuddannelse.

    Mål

    • Andelen af elever i 9.-10. klasse med bopæl i Esbjerg Kommune som vælger en EUD, skal øges fra 23,9 pct. i 2022 til 26 pct. i 2025 og til 30 pct. i 2030.
    • Alle grundskoleelever skal opleve at komme i erhvervspraktik mindst to gange i løbet af udskolingen (7.-10. klasse).
    • Antallet af 17-30 årige i Esbjerg Kommune, som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, skal nedbringes markant, og langt flere i denne gruppe skal rustes til at gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse. 

    Forslag til konkrete indsatser

    1. Etablering af strategisk partnerskab for attraktive erhvervsuddannelser i Esbjerg kommune 
      Et stærkt partnerskab vil kunne danne ramme for at engagere uddannelsesinstitutioner, virksomheder og lokale erhvervsfremmeaktører i en sammenhængende og slagkraftig indsats. 
       
    2. Styrket brobygning 
      Der er brug for at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne ved bl.a. at sætte ind i folkeskolen med styrket erhvervspraktik, øget brobygning og bedre vejledning, særligt målrettet de erhvervsfaglige uddannelser. 
       
    3. Målrettet indsats for at ruste ufaglærte ledige til at gennemføre en erhvervsuddannelse 
      I Esbjerg Kommune er der ca. 900 unge i alderen 15-24 år, som er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Det er centralt, at langt flere i denne gruppe bliver rustet til at gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse med henblik på at komme i varig beskæftigelse.
       
    1. Styrke virksomhedernes brug af efter- og videreuddannelse, herunder øget brug af AMU 
      Mange virksomheder oplever, at grøn omstilling, øget digitalisering og nye markedstrends medfører nye 
      kompetencebehov blandt deres medarbejdere. Det er derfor vigtigt at gøre en målrettet indsats for at styrke virksomhedernes brug af relevante efter- og videreuddannelsestilbud målrettet faglærte og ufaglærte medarbejdere.
       
    2. Fortsat udvikling af attraktive faglige miljøer ved de lokale erhvervsuddannelser 
      Virksomheder, uddannelsesinstitutioner, erhvervsfremmeaktører og Esbjerg Kommune styrker samarbejdet om at udvikle og synliggøre Rybners som klimaerhvervsskole.
       
    3. Styrket socialt miljø for de studerende
      Udvikling af et attraktivt socialt miljø for de studerende på erhvervsuddannelserne – både når de er på skolen og i overgangen mellem skole- og praktikforløb - er vigtigt, så erhvervsuddannelserne fremstår som et attraktivt alternativ til de gymnasiale uddannelser.