Attester, fuldmagter og værgemål
En guide til borgere og nære pårørende.
Når en borger får brug for hjælp
Der kan komme et tidspunkt, hvor du eller en nær pårørende ikke længere kan overskue økonomi eller personlige forhold.
Hvis du som nær pårørende skal hjælpe lovligt, kræver det enten en fuldmagt, en attest eller et værgemål.
Det er derfor en god idé at tale om en fuldmagt i god tid – mens handleevnen stadig er intakt. Det gør hjælpen lettere og sikrer, at ønsker og selvbestemmelse kan føres videre.
Selvbestemmelse og handleevne
Alle mennesker har ret til selv at bestemme over deres liv, økonomi og personlige forhold.
For at kunne træffe gyldige beslutninger kræver det, at man har handleevne – dvs. evnen til at forstå sin situation, tage stilling og overskue konsekvenserne af sine valg.
Handleevnen kan være påvirket ved f.eks.:
- psykisk sygdom
- demenssygdom
- hjerneskade
- udviklingshæmning
- kognitive funktionsnedsættelser
- væsentligt nedsat mentalt helbred
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en diagnose i sig selv ikke betyder, at man mangler handleevne. Der skal være tale om en konkret og væsentlig nedsættelse af evnen til at forstå og træffe beslutninger i den aktuelle situation.
Vurderingen af handleevne afhænger altid af den enkelte beslutning og den konkrete situation. En person kan derfor godt være i stand til at træffe nogle beslutninger, men have behov for hjælp eller støtte til andre.
Mulighed for hjælp
Der findes flere måder, du som nær pårørende kan hjælpe. I denne pjece beskrives de forskellige muligheder og hvad de hver især indebærer.
En nær pårørende kan være en ægtefælle, samlever, søskende, børn eller en nær ven.
En fuldmagt betyder, at en person giver dig lov til at handle på deres vegne. Fuldmagten kan kun laves eller ændres, så længe personen har sin handleevne.
Det kan være en god idé at få hjælp af en advokat, så fuldmagten passer til de konkrete behov.
Typer af fuldmagter
Engangsfuldmagt
Bruges til én bestemt opgave – fx hente en pakke eller hæve penge.
Generel fuldmagt
Giver dig mulighed for at hjælpe løbende med økonomi eller personlige forhold.
Specifik fuldmagt
- Bankfuldmagt
Giver adgang til bankkonti.
De fleste banker har deres egne formularer. - Digital fuldmagt
Giver dig mulighed for at hjælpe med digital selvbetjening. Du bruger din egen MitID. Der kan fx gives fuldmagt til at se medicin, lægebesøg og sundhedsdata på sundhed.dk.
Fuldmagten gives via et link på sundhed.dk.
Fremtidsfuldmagt
En fremtidsfuldmagt er et frivilligt alternativ til værgemål.
Den oprettes, mens personen har handleevne, men træder først i kraft, når det vurderes, at vedkommende ikke længere kan varetage egne forhold.
Den kan omfatte:
- både personlige og økonomiske forhold
- kun personlige forhold
- kun økonomiske forhold
- afgrænsede opgaver
Fremtidsfuldmagten kan oprettes på www.tinglysning.dk
Familieretshuset godkender, hvornår fremtidsfuldmagten træder i kraft.
Hvis du har brug for at kunne hjælpe en af dine nærmeste med forskellige opgaver, kan du søge om en attest.
En attest giver dig mulighed for at hjælpe en nær pårørende, der ikke længere selv kan klare enkelte opgaver.
Du kan fx:
• betale faste udgifter
• tilmelde og afmelde Betalingsservice
• håndtere digitale og praktiske henvendelser til myndigheder
• underskrive lejekontrakt
• hjælpe i sager om optagelse i botilbud eller plejebolig uden samtykke (hvor borger ikke kan give samtykke og ikke har modstand for flytning til plejebolig)
• varetage personlige forhold vedrørende kontakt med sociale myndigheder
Begrænsninger:
Du kan ikke oprette nye forsikringer eller abonnementer, hæve lommepenge eller betale fx frisør eller fodterapeut. Hvis der er behov for at varetage alle økonomiske forhold, er attesten ikke en brugbar løsning.
Attesten kan ikke ændres, og personen beholder sin beslutningsret. Hvis der opstår uenighed mellem den med attesten og personen selv, er det personen selv, der bestemmer.
Et værgemål tilpasses altid den enkelte og kan omfatte personlige forhold, økonomiske forhold - eller begge dele, og må ikke være mere omfattende eller vare længere end nødvendigt. Formålet med værgemål er altid at beskytte personen og sikre, at der tages gode og trygge beslutninger på deres vegne.
Hvad betyder et værgemål?
- En værge kan træffe beslutninger og handle på personens vegne inden for de områder, værgemålet dækker.
- De fleste personer beholder stadig deres myndighed og stemmeret.
- I særlige situationer kan hele eller dele af den retlige handleevne tages fra personen – men det gælder kun i ft. økonomi. Det kan f.eks. være hvis personen risikerer at blive udnyttet eller indgå juridiske aftaler, der ikke er hensigtsmæssige.
Hvornår kan en person få værgemål?
Hvis personen:
- har en tilstand, der påvirker beslutningsevnen og ikke længere kan varetage egne forhold, fx svær psykisk lidelse, svær demens, udviklingshæmning eller alvorligt svækket mentalt helbred. En diagnose alene er dog ikke nok.
- står i situationer, hvor hjælp ikke kan gives på anden måde
- ikke længere kan varetage egne økonomiske forhold og indgå nødvendige juridiske aftaler.
For at få en værge skal man have et aktuelt behov og alt andet skal være afprøvet eller undersøgt, inden der søges om værgemål. Det gælder uanset hvem der søger om værgemål. Borgerens
selvbestemmelsesret og integritet skal respekteres. Det betyder, at der skal være nødvendige opgaver og beslutninger, der ikke kan træffes eller gennemføres, pga. de helbredsmæssige forhold.
Eksempler:
- banken kræver værgebeskikkelse for at give adgang til konti
- personen forstår ikke afgørelser eller klagefrister
- kommunen vurderer, at personen ikke kan forstå eller håndtere ansøgninger, afgørelser eller klagefrister.
- personen kan ikke overskue at betale regninger eller husleje
- der skal sælges bolig, håndtere en arv eller underskrives lejekontrakt eller boligdokument
- borger er meget urealistisk i ft. at varetage egne basale behov og har modstand mod at modtage hjælp og støtte til ex. betaling af husleje og strøm.
Hvis den nødvendige hjælp, på betryggende vis, kan ydes af familien eller andre nære pårørende, er det normalt ikke nødvendigt at få en værge.
Hvis der er tvivl om der er behov for værgemål kan Familieretshuset, socialrådgiver eller demenskonsulent kontaktes for vejledning.
Typer af værgemål
- Personlige og/eller økonomiske forhold – skræddersys efter behov. Det kan omhandle personlige forhold (helt eller delvist) og/eller økonomiske forhold (helt eller delvist), fx en arv, salg af fast ejendom eller de nødvendige personlige og økonomiske beslutninger i forbindelse med en planlagt flytning til plejebolig.
- Værgemål med fratagelse af handleevnen (økonomi) – sjældent, bruges for at undgå udnyttelse. Gælder kun økonomiske forhold og omfatter altid hele økonomien. Personen bliver umyndig og kan ikke indgå gyldige økonomiske aftaler, medmindre andet er bestemt.
- Samværgemål – værge og personen tager beslutninger sammen, Omfatter kun økonomiske forhold. Her træffer personen og samværgen beslutninger i fællesskab. Samværgemål forudsætter, at personen kan samarbejde og stadig være aktiv i beslutningerne.
Værgens opgaver og pligter
Du skal som værge først og fremmest varetage interesserne for den person, der er iværksat værgemål for. Det er din opgave som værge at handle på personens vegne i de spørgsmål, som værgemålet omfatter.
Du skal:
- udarbejde en fortegnelse over aktiver og passiver ved værgemålets start
- føre regnskab over økonomien jf. beskrivelse i værgebeskikkelsen
- søge Familieretshuset om godkendelse til visse økonomiske beslutninger
Din adgang som værge til at handle er ikke ubegrænset. Nogle økonomiske handlinger, skal du som værge have Familieretshusets godkendelse til.
Familieretshuset beskikker værgen og fører tilsyn.
Læs mere på www.familieretshuset.dk
Hvem kan beskikkes som værge af Familieretshuset?
- Nær pårørende, venner eller andre med tilknytning til personen
- En uvildig person beskikket af Familieretshuset Personen har ret til at frasige bestemte personer som værge.
Hvis politidirektøren, regionsrådet eller kommunen ansøger, kan de foreslå eller fraråde bestemte personer som værge.
Værgemål kan ansøges af:
- Personen selv
- Nær pårørende
- Politidirektøren
- Regionsrådet
- Demenskonsulent eller socialrådgiver i kommunen
Hvis det er Kommunen som søger, skal de være opmærksom på, om der er nære pårørende, der kan inddrages i varetagelsen af interessenterne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne.
Sådan ansøges
- Gå ind på Familieretshusets hjemmeside.
- Book en samtale med Familieretshuset.
- Familieretshuset sender dig ansøgningsskema, som du skal udfylde. Du skal indhente lægeattest og vedlægge denne.
- Send ansøgning og lægeattest til Familieretshuset.
- Afvent godkendelse.